Sunday, 8 November 2009

Disposition.





Disposition.

Titel: Side





1. 0 Indledning …..1

1. 1 Problemformulering …..1

1. 2 Kilder og metode …..2

1. 2. 1 Skriftlige kilder til Danmarks historie i det 12. århundrede …..3

1. 2. 2 Norske og islandske kilder til samfundsmagt og stormændsrelationer …..7

1. 2. 3 Skriftlige kilder til jernalderens sociale organisation …..9

1. 3 Gavegivningens funktion ….10



2. 0 Historiografisk oversigt ….12

2. 1 Undersøgelser af jernalderens og vikingetidens historie ….12

2. 2 Historikernes behandling af det lange 12. århundrede ….14
3. 0 Samfundsmagtens udvikling og centralisering i jernalderen ….17

3. 1 Politisk centralisering og udvikling af staten, kort teori ….17

3. 1. 1 Stammesamfund ….18

3. 1. 2 Tidlig stat ….19

3. 2 Politiske og sociale systemer, samfundet i jernalderen ….20

3. 2. 1 Prestigevaresystemet, teori ….20

3. 2. 2 Romersk jernalders fund ….22

3. 3 Samfundsmagtens karakter i ”Det Frie Germanien” fra skriftlige kilder ….26

3. 4 Gæstebud og gavers betydning i jernalderen ….28

3. 5 Foreløbig konklusion, statsdannelse og samfundsmagt i jernalderen ….31



4. 0 Samfundsmagten i vikingetiden ….32

4. 1 Statsmagten i det 9. århundrede ….33

4. 2 Ledingen ….35

4. 3 Opsummering ….36



5.0 Statsmagten i det lange 12. århundrede ….36

5.1 Relationspolitik og personlig relateret magt ….37

5.1.1 De tre store ….38

5.1.2 Stormændenes forhold til kongen og hinanden ….43

5.2 Gæstebuddet og gavegivningens ritual ….56

5.3 Fremvæksten af offentlige embeder og administration ….80

5.4 Stormændenes militære magtgrundlag ….87

5.5 Konklusion; samfundsmagten i det lange 12. århundrede ….89



6.0 Samlet konklusion ….90



7.0 Abstract ….93



8.0 Litteraturliste ….95

1. 0 Indledning

1. 0 Indledning

Denne opgave vil jeg beskæftige mig med samfundsmagten i Danmark i ”det lange 12. århundrede” (tiden ca. 1047- 1250). Mere specifikt vil jeg forsøge at undersøge magtpolitikken i tiden, de personlige alliancers betydning og natur, samt hvilken rolle gavegivning og gæstebud spillede i det politiske spil i det 12. århundrede. Oprindeligt var det opgavens intention at undersøge den egentlige statsdannelse i Danmark og føre denne tilbage til jernalderen, men efterhånden som opgaven skred frem, viste det sig for det første at selvom der var mange indikationer på en rigssamling og tidlig statsdannelse i dansk jernalder, var det for umuligt at finde bevis for en sådan. For det andet er spørgsmålet om statsdannelse meget et spørgsmål om definitioner, idet arkæologer og antropologer bruger én definition af stat, mens politologer og sociologer bruger en anden. For det tredje blev det klart, at endskønt centraliseringsprocessen startede tidligt, helt tilbage i jernalderen var der stadig rester af det gamle samfund og dettes tradition helt fremme omkring år 1200. Dette anså jeg for et så interessant resultat, at jeg i stedet besluttede at undersøge netop samfundets karakter i det 12. århundrede for at se, om jeg kunne påvise traditionelle institutioner såvel som ændringer mod en mere moderne statsordning. Og om jeg måske endog kunne indfange et reliabelt billede af en lille del af det danske samfunds natur i ”det lange 12. århundrede”. Jeg valgte at koncentrere mig om de personlige alliancer og deres natur, da de er aktuelle i den aktuelle debat og herunder om at prøve at undersøge gæstebud og gavegivnings rolle i oprettelsen og opretholdelsen af disse netværk, da dette er en del af traditionen, der er meget dårligt belyst.



1. 1 Problemformulering

I traditionel historieforskning har man ment, at det danske samfund indtil vikingetiden og Harald Gormsøn (ca. 958- 987) var et kun lejlighedsvis samlet samfund af høvdingedømmer uden egentlig central organisation. Og at kongen nærmere var den fremmeste blandt ligemænd end egentlig konge som sine samtidige i Vesteuropa. Herfra og til Valdemarstiden (1158- ca. 1250) skete der så en organisering og centralisering af det danske samfund i takt med, at det blev indlemmet i den europæiske civilisation (kristnet).[1]

En række arkæologer har dog, på baggrund af en mængde fund og antropologisk teori, siden firserne revideret den traditionelle fortolkning.[2] Deres resultater indikerer en meget tidlig centralisering og rigssamling lang tid før Haralds selvhævdelse på Jellingstenen.

Dette ser jeg som et problem, og det er min ide at undersøge, hvordan højmiddelalderens samfundsmagt og magtpolitik fungerede. Specielt i forhold til om det var væsensforskelligt fra jernalderens. I jernalderen skete der ifølge arkæologen Lotte Hedeager en centralisering af samfundet, ved at stormænd knyttede mindre stormænd til sig ved at give dem gaver i form af luksusvarer, som var nødvendige for den sociale reproduktion, og ved at afholde gæstebud. Således kunne stormændene demonstrere deres magt og (gen)skabte alliancerne.[3] Ifølge historikeren Anders Myrtue var det den samme udveksling af gaver for troskab, der opretholdt kongernes magt og knyttede alliancer mellem dem i vikingetiden, stadig ved store gæstebud.[4] Den samme undersøgelse er ikke foretaget for højmiddelalderen: i hvilket omfang prægede venskabsbånd/alliancer, parallelle magthierarkier og gavegivning samfundsmagten i højmiddelalderens Danmark? Specielt vil jeg lægge vægt på gavegivningens ritual og stormændenes gæstebuds betydning i den forbindelse. Det er dog vigtigt at fastholde, at selvom der gennem hele perioden foregik en udvikling mod centralisering og stærkere statsmagt, så repræsenterede det 12. århundrede, især Valdemarstiden, en acceleration af centraliseringsprocessen.[5] Jeg vil derfor også kort undersøge kongemagtens styrkelse og udvikling mod institutionalisering af samfundsmagten i det 12. århundrede. Samt om der sker et brud med fortidig tradition omkring personlige netværk opretholdt ved gæstebud og gaver netop i denne periode.

Opgaven skulle gerne kaste nyt lys over den danske samfundsmagt og magtpolitik i perioden, og dermed tjene som en del af den igangværende diskussion af den danske middelalderstat.[6]

[1] Se f.eks. Bögh, 1987, s 58ff, Skovgaard-Petersen i Christensen, 1977, s. 207, og Christensen, 1968, s. 164f.

[2] De mest aktive er Näsman, Fabech, Ringtved, Hedeager, Herschend, og Hvass.

[3] Se Hedeager, 2002, s. 163ff.

[4] Myrtue, 1986, s. 93ff.

[5] Gelting, 2000, s. 179ff.

[6] En diskussion med deltagelse af Hermanson, 1998, s. 241ff, og 2000, s. 15ff, 51ff, 86ff, 89ff, 176ff, 187ff og 246ff, Gelting, upubliceret, 1999, s. 146ff, Paludan upubliceret 2002, s. 1ff, Malmros upubliceret 2003, s. 1ff, Lund, 1996, s. 286ff, Bagge hos Lund, 2002, s. 9, Nors 2001, s. 571ff, og Lind 2003, s. 1ff.

1. 2 Kilder og metode

1. 2 Kilder og metode

Efterfølgende vil jeg gennemgå de skriftlige kilder til dansk middelalderhistorie, som jeg agter at benytte. Jeg har hovedsageligt valgt berettende kilder, idet jeg anser disse for at give et genkendeligt billede af samfundet, som det burde fungere for samtidens læsere/lyttere. Om samfundet var sådan, kan vi ikke sige; snarest er de berettende kilder nok normative, men stadig må de have været genkendelige og forståelige for deres publikum, der hovedsageligt har været eliten. De her inkluderede kilder giver os derfor et billede af, hvordan eliten har set og opfattet samfundet, og de er derfor vores bedste kilde til stormændenes interaktion og magtpolitik.

Man kunne også have inkluderet lovmaterialet, men dette er en sen kilde og vurderingen af, hvor meget af der kan benyttes til studiet af samfundet i tiden før lovenes nedskrivning, ville være en hovedopgave i sig selv. Det er endvidere en opgave, som mange andre har løftet, og jeg har derfor i stedet valgt at prøve en anden indgangsvinkel: at forsøge at opnå bedre forståelse af de personlige netværks og gavegivning samt gæstebuds karakter ved et analogt studie af islandske og norske forhold.



1. 2. 1 Skriftlige kilder til Danmarks historie i det 12. århundrede

Det lange 12. århundrede var en periode, hvor samfundsudviklingen tog fart, og en periode præget af konflikter både udadtil og indadtil. Mange forskere har derfor gennem tiden beskæftiget sig med tiden fra Svend Estridssøn til Valdemar Sejr, især har Valdemarstiden tiltrukket sig opmærksomhed.[1] Det er også fra det 12. århundrede, at vi har de første nogenlunde samtidige skriftlige indenlandske kilder, om end de er fåtallige, og dette har vel været en medvirkende grund til det store antal forskere, der har beskæftiget sig med denne tid.

Ser man på disse skriftlige indenlandske kilder er Saxos Gesta Danorum (Danernes Bedrifter), der behandler netop danernes historie fra sagntiden frem til 1185 e.v.t., langt den største.

Saxo kan, som påvist af Kurt Weibull i 1915[2], ikke tages ukritisk som kilde til Danmarks historie, men man kan heller ikke i den Weibull-ske tradition afvise Saxo fuldstændigt.

Siden Weibull har historieforskningen dog på mange punkter enten genkrediteret Saxo eller korrigeret hans fremstilling på baggrund af diplommaterialet.[3] Saxo er derfor stadig umulig at komme uden om når man arbejder med det 12. århundredes danske historie, men man bør forholde sig kritisk til ham af flere grunde.

Saxo skrev sin historie med det formål for øje at legitimere den Valdemariske kongemagt og han fremhæver derfor Valdemar den Store og Knud VI som Danmarks retmæssige konger på bekostning af andre medlemmer af kongeslægten, der havde lige så stor adkomst til tronen. Ligeledes fremhæves den danske kongemagt som ældgammel og i mange tilfælde hvorledes selv sagnkongerne lod kongeværdigheden gå i arv til deres søn.

Derudover projiceres mange samfundsmæssige forhold fra Saxos samtid tilbage i tiden, enten for at retfærdiggøre kongemagten, eller fordi Saxo kun kunne forstå fortiden i sin samtids lys, eller begge dele.

Ligeledes var der i mange tilfælde et tidsmæssigt gab mellem begivenhederne og Saxos nedskrivning af dem. Hans egen førstehåndsviden må have begrænset sig til hans egen tid, og før dette har han været henvist til mundtlige overleveringer samt skriftlige kilder. Disse var tilsyneladende Adam af Bremen, Knud den Helliges vita, Knud Lavards vita, de tabte Lundeannaler for 1130- 1206, samt en tabt krønike fra ca. 1175- 1180. Denne krønike cirkulerede i hofkredse på Valdemar den Stores tid og afspejlede den officielle historie dér, med lidt andre tendenser for periodens personer end den vi kender fra Saxo. [4] Fælles for alle disse kilder er dog, at Saxo tog sig ganske kraftige friheder for at få dem til at passe i hans projekt og livsverden.

Sidst men ikke mindst må man holde sig for øje, at Saxo skrev på Absalons bud og med denne som kilde (især bøgerne XIV, XV og XVI). Derfor er Hviderne, Absalons slægt, aldrig skildret negativt og sikkert fremhævet på bekostning af andre betydningsfulde spillere i samtiden.

Det er derfor af stor vigtighed for brugen af Saxo som kilde, at man i videst mulig omfang sammenholder hans fremstilling med andre kilder såsom diplomer og andre uafhængige krøniker.

Til dette formål er Svend Aggesens Kortfattet historie om Danmarks konger og Vederloven interessant, idet den behandler samme tidsperiode som Saxo og er skrevet på samme tid.[5]

Også Svend Aggesen skriver for at legitimere den Valdemariske kongemagt, og de har mange fælles vurderinger, men Svends fremstilling afviger til tider fra Saxos. Begge har benyttet den førnævnte tabte krønike som forlæg, men Saxo forskyder sin tendens i forhold til denne.[6] Ligesom i Roskildekrønikens fortsættelse spiller Knud Magnussøn en større rolle i Svend Aggesens fremstilling, idet Saxo nedtoner denne kraftigt pga. magtpolitiske omstændigheder, da han skriver bog XIV; nemlig bisp Valdemar Knudssøns oprør.

Derudover har Svend Aggesen visse informationer, som man ikke finder hos Saxo, især i forbindelse med Absalon, hvis bedrifter ikke omtales. Derimod beretter han om sin egen magtfulde families (Trund-erne) bedrifter under borgerkrigen 1131- 1134. Saxo fremhæver endvidere samarbejdet mellem stormænd og kongemagt som rigsbærende, mens Svend propagerer enekongedømmet.

Både Svend Aggesen og Saxo er fortalere for Knud Lavards gren af kongeslægten. Overfor dette syn står Danmarks ældste krønike, Roskildekrøniken, med en noget anderledes indgangsvinkel.[7] Værket er færdiggjort i starten af 1140-erne, midt under borgerkrigens rasen, og det præger den i høj grad. Krøniken præges af, at forfatteren, en lokalpatriotisk og i øvrigt ikke særligt vidtskuende Roskilde-kannik, var under stærkt indtryk af denne borgerkrig og måske endog så sin verden rystet i sin grundvold. Hans syn på borgerkrigens aktører er noget anderledes end Saxos og Svends, og hans helt er afgjort Magnus Nielssøn, med kannikkens egne ord ”Danmarks Blomst”. Denne skulle have rådet bod på faderens svaghed med et fast og stabilt styre i samarbejde med kirken. Magnus’ fjende Erik Emune beskrives som en blodtørstig røver, der ville have gjort en vikingehær ære, og Erik Lam som en tøsedreng uden rygrad, der ikke kan forsvare kirkens rettigheder. De ledende aktørers forhold til kirken og især Roskilde-kirken lader generelt til at determinere kronikørens vurdering af dem.[8]

Carsten Breengaards fortolkning, at krøniken er en protest over den kristne sags trange kår i Danmark og et socialt nødråb fra en forfulgt og uintegreret gruppe, [9] er der ikke umiddelbart hjemmel for. Ligeledes er det svært at underbygge, at krøniken udtrykker den tabende part i borgerkrigens side. Snarere repræsenterer Roskilde-krøniken Domkapitlets syn på udviklingen frem til ca. 1140 og magtpolitikken samt samfundet på den tid. Højest kan den tolkes som et klageskrift over de overgreb, domkapitlet havde været udsat for under den langvarige borgerkrig. Derimod er den næppe repræsentativ for hele den kristne menigheds eller blot gejstlighedens kår generelt i den første halvdel af 12. århundrede; den blev jo til under ekstraordinære forhold.

Af udenlandske kilder må de to slaverkrøniker inkluderes. Disse er skrevet af henholdsvis Helmold af Bosau og Arnold af Lübeck. Helmolds slaverkrønike er forfattet ca. 1163- 1172 og Arnolds, der må betragtes som en fortsættelse, efter 1209 (hvor den stopper). Helmold opholdt sig i det holstenske område fra ca. 1134 og er meget velunderrettet om begivenheder i Vagrien, Nordalbingen og det øvrige slaviske område langs Østersøens sydkyst. Krøniken giver derfor til tider oplysninger om både de danske konger fra Niels til Valdemar den Store og Knud Lavard. Helmold skriver før vores hjemlige kilder og er ikke påvirket af danske politiske interesser. Krøniken er derfor af stor kildemæssig værdi som sammenlignings- eller verificeringsgrundlag, når man skal forsøge at udrede begivenheder og forhold hos Saxo og Svend Aggesen; dog er Helmold meget kritisk overfor danskerne.[10]

Arnold er mindre kritisk[11] og partisk og er vores vigtigste kilde til begivenhederne i Nordalbingen efter 1185, idet der ikke findes nogen større overlevende dansk kilde til begivenhederne efter vendernes underkastelse. Også Arnold er velunderrettet, og de to slaverkrøniker må derfor vurderes som værdifulde og pålidelige kilder til begivenhederne i Danmark i det lange 12. århundrede.

En anden udenlandsk kilde til perioden er den islandske Knytlingesaga fra c. 1250.[12] Denne fortæller de danske kongers historie fra Harald Blåtand til Knud VI og er af kompilatorisk karakter. Knytlinge er dog stadig en brugbar kilde, idet den bygger på den samme ældre og tabte danske ”hofkrønike” som Saxo og Svend Aggesen, men i mange tilfælde har anderledes tendens end Saxo. Dette bygger tilsyneladende på, at hvor Saxos fremstilling er præget af magtpolitikken og ”propagandaen” på nedskrivningstidspunktet, så er Knytlinge nærmere en afskrivning af den ældre kilde.[13]

En anden type berettende kilder er helgenvitaerne. Generelt er alle disse helgenberetninger skåret over samme læst, hvor helgenen beskrives udfra en skabelonagtig form. Denne form stammer fra tiden før helgenkåringen, hvor visse gerninger og et bestemt levned tilsyneladende havde den største chance for at sikre den afdøde helgenkåring af Paven.[14] Man beskrev derfor helgenerne ud fra denne model og fremhævede eller opfandt levned og dåd, der passede til den. Dog kan man i helgenberetningerne finde oplysninger om andre ting end helgenernes levned; f. eks. giver Knud den Helliges Levned oplysninger om embedsmandssystemet. Da forfatteren ikke har haft nogen interesse i at farve disse oplysninger, kan de hjælpe med at belyse samfundsmagten, samfundet, magtpolitikken og stormændenes interaktion.

Udover de her nævnte findes der flere berettende kilder til dansk historie i det lange 12. århundrede. Disse er dog hovedsageligt i kortfattet annalistisk form og giver meget få oplysninger om stormændenes interaktion.[15] Det samme gælder brev- og diplommaterialet.



1. 2. 2 Norske og islandske kilder til samfundsmagt og stormændsrelationer

Generelt skal man være varsom med at benytte sagaerne som kilder til historiske hændelser. Sagaerne er fortalt for og nedskrevet af et særpublikum med familiemæssige bindinger til de involverede personer og snævre interesser i at fremstille bestemte hændelsesforløb på bestemte måder. Endvidere afspejler de i høj grad situationen på Island på nedskrivningstidspunktet. Mange sagaer handler om striden blandt magtbegærlige stormænd og om hvad der sker, når disse pga. dette magtbegær bryder samfundets tradition. Den samme hændelse kan således være skildret forskelligt i to sagaer. For eksempel er de samme personer og hændelser skildret forskelligt i Laxdøla og Njals sagaer, og andre i Egils og Laxdøla sagaer. Forfatterne/fortællerne har set sagen fra forskellige sider og har derfor skildret den forskelligt.

Ligeledes er de her benyttede sagaer nedskrevet længe efter hændelserne og i den mellemliggende tid kun mundtligt bevaret. Selv indenfor de faste rammer for sagafortællingen er det nærmest uafvendeligt, at der forekommer ændringer over tid i fortællingen.

Dog må sagaens situation og miljø have været genkendelig for publikum endnu ved nedskrivningen, som argumenteret af Preben Meulengracht Sørensen.[16] Derfor kan de bruges socialhistorisk, idet de rummer en afsløring af samfundets normative koder og fundamentale adfærdsregler ved nedskrivningen.[17]

Da væsentlige træk af den daværende kultur i Skandinavien var fælles og der foregik en stor udveksling, idet sagaernes netværk og situationer har været genkendelige i det 13. århundrede ved nedskrivningen, og da vi kan finde de samme netværk af magtfulde stormænd, private hære og stormandsinteraktion generelt i de danske kilder, er det efter min mening ikke for meget at benytte norsk/islandske eksempler til at belyse den danske situation. De danske kilder er nemlig ikke nær så detaljerede, idet sagaerne beskæftiger sig detaljeret med deres subjekt, mens de danske kilder beskæftiger sig med et bredere hændelsesforløb. I de anvendte sagaer finder man nærmere beskrivelser af de gæstebud og den gaveudveksling, som også ses i Danmark. I danske kilder beskrives den blot ikke så detaljeret, men den er der[18]. Derfor kan en større forståelse for danske forhold opnås ved anvendelsen af de islandske kilder. Når de danske berettende kilder blot fortæller, at der blev holdt et gæstebud og eventuelt til ære for hvem, og hvem der sad hvor, så går de benyttede sagaer i dybden og beskriver detaljeret gæstebuddet og gavegivningen udfra et så fast mønster, at man må tro, at der er tale om en tradition indenfor en institution. Forståelsen af denne kan så hjælpe til bedre at forstå den parallelle institution i Danmark.

I opgaven her er to sagaer især benyttet som kilder til stormændenes interaktion og relationer, nemlig Egils Saga og Njals Saga. Disse er udvalgt, fordi begge meget detaljeret beskæftiger sig med interaktionen mellem deres subjekter og andre stormænd.

Preben Meulengracht Sørensen anfører, at det centrale tema i Njals Saga er kampen mellem et traditionelt menneskeideal, der bygger på ære og hævn, og et menneskeideal præget både af samfundets ønske om fred og af kristenhedens ideal.[19] Men hvis man vægter samfundets opbygning og samfundsmagtens placering, er sagaen afgjort en god kilde til stormænds magtkampe og strategier i udvidelsen af deres netværk.

Sagaen er en af de yngst nedskrevne islændingesagaer, idet den blev nedfældet omkring 1280, [20] og den må derfor afspejle en samfundsorden, som har været genkendelig og forståelig for folk på den tid. Den kan eventuelt afspejle de voldsomme magtkampe, der førte til fristatens fald en generation før, samtidig med at dens skildring af retssager og stormandsliv både beskriver en bedre løsningsmodel end fejder og kongelig overmagt og nostalgisk hylder fristaten. På samme måde kan sagaerne også ses som et islandsk modstykke til den kongeprægede og monarkisk ideologiske historieskrivning fra resten af Skandinavien,[21] et modstykke, der opstod da det samfund der blev hyldet sang sin svanesang.

Deroverfor står Egil Skallagrimssøns saga. Ingen islændingesaga handler så meget om konger som Egils, og sagaen er nærmere en beretning om personen Egil Skallagrimssøns mangfoldige eventyr og problemer med konger end, som Njals, en saga om konflikter.[22]

Meulengracht Sørensen læser Egils saga som en analyse af to uforenelige opfattelser af individ og samfund.[23]

Dette er efter min mening anakronistisk, idet vi kan se hjemlige stormænd både i dansk og norsk højmiddelalder, der optræder ligeså selvstændigt som Egil og dennes slægt.[24] Altså et samfund, der trods en lang centraliserings- og hierarkiseringsproces stadig ikke havde den stramme orden, som Sørensen antager for det norske under Harald Hårfager. Derudover kan vi se, at Egil ikke havde nogen problemer med at indgå i den engelske kong Adelstans hird og hierarki. Snarere kan man måske derfor se Egils saga som opstillende en forskrift for, hvorledes stormanden burde indgå i tjenesteforhold/alliance med mægtigere stormænd, jarler og konger. Sagaen er tidlig og måske endelig nedskrevet af Snorri Sturlusson selv. I hvert fald anses den for at være en af de mest pålidelige når det gælder historiske begivenheder og sædvane i det 10. århundrede.[25]

Sagaen må dog stadig, som Njals, have givet mening og opstillet løsningsmodeller/idealer, som var forståelige og gyldige ved nedskrivningstidspunktet.



1. 2. 3 Skriftlige kilder til jernalderens sociale organisation

Vi har to spinkle skriftlige kilder til hvorledes germanerne organiserede deres samfund, en tidlig; Tacitus’ Germania og Annaler (fra ca. 100 e.v.t.), og en sen; Sangen om Bjowulf (ca. 700 e.v.t.).

Sangen om Bjovulf er ganske vist, i den version vi kender, først nedskrevet omkring år 1000, men forlægget stammer fra 700- tallet[26] og der er argumenter, for at digtet faktisk rummer en kerne tilbage fra det 6. århundrede. I digtet omtales kongen Hygelak, der dræbes i Frankerriget på togt. Denne må være den Chochillaicus, som nævnes lide denne skæbne i år 515 hos Gregor af Tours, men det er ikke så vigtigt (der er en teoretisk mulighed for, at Bjovulfs forfatter kan have haft kendskab til denne konge fra Gregor og indsat ham i et eventyr, eller hvad vi i dag ville kalde en fantasy-roman). Vigtigere er, at der visse steder i digtet bruges kenninger for hjelme, som næsten ordret beskriver udsmykningen af hjelme og udstyr i de store YG gravfund fra Valsgärde og Vendel i Sverige, Sutton Hoo i England, matricer på Gotland, og visse frankiske fund.[27] Ligeledes omtales de bedste sværd som ringsværd, og disse kendes kun fra YG. Det ville derfor være indlysende at placere kvadets kerne i germansk jernalder og regne med, at der ved nedskrivningen og kopieringer er sket visse ændringer. Først og fremmest er digtet tilsat en ordentlig portion pris til den kristne gud. I den forbindelse bør det bemærkes, at verden ved en lejlighed kaldes Midgård, der jo er det nordisk-hedenske navn. Dette kan være en rest af det originale digt, der ikke er blevet ændret.

Sangen om Bjovulf giver os derfor kildekritiske problemer, der kun forstærkes af at digtet er et heltedigt til fremsigelse i stormandens hal og derfor glorificerer livet blandt stormænd, men ikke nødvendigvis beskriver noget som helst, der har med virkeligheden at gøre, hverken en fortidig virkelighed for digtets mytiske handling, virkeligheden ved tiden for nedskriveren eller virkeligheden ved den endelige nedskrivning.

Men selv hvis digtet er rent digt, må de sociale relationer alligevel have haft en genkendelig form og mening for dets publikum ved nedskrivningen. Hvis vi accepterer, at digtet i hovedsagen er uændret fra nedskrivningen omkring år 700 til den af os kendte udgave, kan det rumme en kerne af oplysninger fra germansk jernalder. Dermed kan vi altså anvende det som kilde til sociale relationer blandt stormænd i germansk jernalder, og hvordan livet blandt stormændene mere konkret har formet sig.

Overfor dette digt står Tacitus’ Germaniensbeskrivelse og Annaler. Germania er en etnografisk beskrivelse af de barbariske stammer nord for romerriget. Man formoder, at Tacitus ikke selv har været i Germanien, men at han har benyttet andenhåndsoplysninger fra købmænd, officerer og embedsmænd med kendskab til de germanske stammer. Man kan hente en del værdifulde oplysninger om disse stammer hos Tacitus, men det er vigtigt at være opmærksom på, at han jo så dem med romerske øjne. Tacitus’ livsverden og forståelse var ikke germanernes, og samtidig benytter han i flere tilfælde beskrivelsen af de primitive barbarer som et slags modbillede på det romerfolk. han opfattede som værende forfalden til dekadence. Tacitus var moralist, og det er til tider svært at skelne, om han faktisk beskriver reelle germanske sæder og skikke eller blot har beskrevet noget fiktivt som anledning til at prædike moral for romerne. Eller en blanding. Som kilde organiseringen af germanske samfund og til forholdet mellem høvding og hird er Germania dog en anvendelig kilde, idet dette tilsyneladende ikke skildres som modpol til et romersk fænomen, men i egen ret. Mange har forsøgt at benytte Germania som kilde til germansk samfundsorganisation, men med større eller mindre held pga. dens faldgruber. Derimod har kun få benyttet Tacitus’ Annaler, hvor han blandt andet skildrer gengældelsesfelttoget mod cheruskerstammen efter deres oprør i år 9. Som en del af denne skildring indgår beskrivelser af, hvordan cheruskernes ledere organiserer kampen mod romerne, og man kan deraf udlede hvorledes de organiserede deres samfund. Og dermed hvor langt de var i processen mod statsdannelse, hvorledes magten i samfundet fordelte sig, og hvorledes lederne interagerede.

[1] Arup, Koch, Christensen, Lund og selv Hermanson vægter perioden højt.

[2] Weibull, 1915.

[3] Skovgaard-Petersen, 2000, s. 187ff.

[4] Malmros, 1979, s. 51.

[5] Malmros, 1979, s. 51.

[6] Malmros, 1979, s. 51.

[7] Hvad man kan overbevise sig om ved at læse den. Derudover henvises til Geltings kommentar i sin oversættelse; Gelting 1979.

[8] Gelting, 1979.

[9] Breengaard, 1982, s. 71.

[10] Som det fremgår ved læsning af krøniken.

[11] Måske fordi han ikke har oplevet borgerkrigens spild af ressourcer, der ifølge Helmold kunne være brugt mere hensigtsmæssigt mod venderne

[12] Kræmmer 1999, s. 189.

[13] Malmros 1979, s. 51.

[14] Kræmmer, 1999, s. 187f.

[15] Colbaz- Årbogen, Valdemar- Årbogen, Ældre sjællandske krønike, Rydårbogen, Scriptores Minores, Danernes færd til det hellige land, og den engelske Radulfus Nigers krønike fra verdens skabelse til 1199.

[16] Sørensen, 1993, s. 17ff, 53ff og 101ff

[17] Byock, 1999, s. 25f, 55 og 67. De traditionelle modargumenter behandles og affærdiges af Byock, 1999, s. 58ff.

[18] De væsentlige danske berettende kilder gennemgås i kapitlet om Gaver og Gæstebud.

[19] Sørensen, 2001, s. 69.

[20] Sørensen, 2001, s. 71.

[21] Sørensen, 2001, s. 67.

[22] Om forskellen mellem ”fred- konflikt- fred” sagaer som Njals, og skjaldesagaer som Egils, se Sørensen, 2001, s. 56ff.

[23] Sørensen, 2001, s. 71.

[24] Se mit senere kapitel om relationspolitik som magtstrategi.

[25] Sørensen, 2001, s. 71.

[26] Sangen om Bjowulf, s. 10 og 18f.

[27] Hedeager, 2002, s. 360ff.

1. 3 Gavegivningens funktion

1. 3 Gavegivningens funktion

Gavegivningen som institution er et noget mindre undersøgt, men alment accepteret felt.

Grundlæggende indenfor studiet af gavens udveksling og betydning er et værk af den franske sociolog Marcel Mauss ”Essai sur le don. Forme et raison de l’echange dans le societes archaiques” fra 1925. Denne bog er oversat til utallige sprog, og jeg har valgt at benytte den engelske ”The Gift. Forms and Functions of Exchange in Archaic Societies” fra 1969.

Mauss studerede gaven empirisk ved at analysere forskellige primitive samfund verden over som beskrevet i etnografi og historie med henblik på at skabe en samlet forståelse af fænomenet. Han opfattede gaven som en del af et totalt socialt fænomen, forstået således at de religiøse, sociale, juridiske, politiske, moralske og økonomiske sfærer ikke var adskilt i arkaiske samfund, men tværtimod alle sammen kom til udtryk gennem den samme aktivitet.[1]

Efter Marcel Mauss’ værk var blevet kendt, udvikledes flere teorier ud fra samme grundholdning, den substantivistiske.[2]

Ifølge denne teori vil gavehandel være fremherskende indenfor den reciprokke integrationsform, der dominerer primitive samfund. Her udveksles luksusvarer imellem stormænd uden at have den store økonomiske betydning. Gaverne har her i stedet en politisk værdi, idet de skaber og opretholder relationer mellem disse stormænd. Det er altså en gensidig aktivitet med det formål at opretholde den sociale struktur.

Imellem gavehandel og administreret handel har antropologerne Ekholm og Friedman (1977) påvist en overgangstype, som ligger mellem stamme- og tidlig stat- stadierne. Dette kaldes prestigevaresystemet og behandles mere indgående i kapitlet om jernalderen.

Disse idealtyper af udvekslinger og samfundsstruktur fanger dårligt den komplicerede karakter af historiske samfund. Til dette er Mauss’ konkrete beskrivelse af praktisk gaveudveksling bedre. Ligeledes er gaveudveksling for tjenester jo ikke begrænset til de primitive samfund, idet Mauss har påpeget, at der mange steder i hans tids Frankrig forekom sådanne relationer. Gaveudveksling kan således godt fortsætte parallelt med andre økonomiske udvekslingsformer som relationsetablerende, relationsopretholdende og symbol på relationer. Så længe udvekslingen af tjeneste, troskab o. l. dog primært er afhængig af gaverne, vil man dog stadig have rester af det primitive samfund: stammesamfundet i organiseringen af magten.

Kan vi derfor påvise, hvornår prestigevaresystemet opstår, kan vi finde overgangsfasen mellem stamme og stat, ligesom vi kan påpege, at det primitive eller stammesamfundet stadig vil eksistere, hvis organiseringen af magt i samfundet stadig foregår på basis af gaver og gæstebud som beskrevet hos Mauss. Jeg vil på baggrund af Hedeagers arkæologiske undersøgelser af netop prestigevaresystemet forsøge at påvise, hvornår centraliseringen og statsdannelsesprocessen starter, ligesom jeg vil undersøge, vore skriftlige kilder til det dansk-nordiske samfund i det 12. århundrede for at undersøge om man dér stadig kan påvise udvekslingsformerne med gaver og gæstebud fra det gamle samfund, eller om der sker ændringer i denne brydningstid.

[1] Mauss, 1969, s. 1.

[2] For en detaljeret gennemgang af forskningen i forhistoriske og primitive historiske samfunds økonomiske udveksling henvises til Myrtue 1986, s. 5ff.

2. 0 Historiografisk oversigt

2. 0 Historiografisk oversigt

Som nævnt i problemformuleringen er der en forskel på traditionel forsknings billede af samfundet i det 12. århundrede og nyere forsknings tolkning af dette. Ligeledes er der en stor forskel på, hvornår traditionel historieskrivning og nyere arkæologisk forskning har ment at kunne placere en centraliseringsproces og følgende rigssamling. I undersøgelsen af middelalderens samfund har jeg fundet, at den traditionelle form for samfundsmagt stadig spillede en stor rolle: at mange af samfundets vigtige institutioner stadig var de samme som i jernalderen





2. 1 Undersøgelser af jernalderens og vikingetidens historie

I behandlingen af det danske samfund og den danske statsdannelsesproces i denne periode har jeg stiftet bekendtskab med og måttet sætte mig mere eller mindre ind i mange forskellige forskningstraditioner og metoder. Disse skal følgende præsenteres.

Studiet af den ældste danske historie byggede i lang tid på sagnhistorien, som fremstillet primært hos Saxo. Efterhånden rejste der sig dog en vis skepsis overfor denne kildetype og samtidig vandt andre kilder frem, primært arkæologien. I 1830-erne omdannedes og organiseredes Kunstkammerets oldsager, og grundstenen var dermed lagt til Nationalmuseet.

Siden da har arkæologer varetaget den del af historien herhjemme, som vi ikke har skriftlige kilder til, og først i tiden efter ca. år 600 e.v.t. har historikere blandet sig.

Af store samlede oversigter over Danmarks forhistorie kan nævnes værker af Worsaaes efterfølgere: Sophus Müller og Johannes Brøndsted, som henholdsvis har skrevet ”Vor Oldtid” (1897) og ”Danmarks Oldtid” (1938- 40). Disse er store samlede værker ligesom de af Brøndsted forfattede første bind af ”Det danske folks historie” (1927) ”Schultz’ Danmarkshistorie” (1941) og ”Politkens Danmarkshistorie 1” (1962). Kildematerialet er de materielle levn ordnet i typologiske serier under hensyntagen til naturens udvikling og de få skriftlige kilder, vi har.[1]

Som nævnt har nogle få historikere forsøgt at behandle tiden fra ca. 600 e.v.t. Disse er Steenstrup, Arup og Christensen. Steenstrup skrev i sidste fjerdedel af det 19. århundrede. Han trak på frankiske og engelske beretninger og lovtekster, men havde ikke frigjort sig fra sine forgængeres afhængighed af sagnhistorien og opstillede heller ikke nye forklaringsmodeller. Steenstrups store fortjeneste må siges at være indenfor stednavneforskningen og den resulterende bebyggelseshistorie.

Arups første bind af hans ”Danmarkshistorie” udkom i 1925, og da Weibull i mellemtiden havde gjort grundigt op med Saxo som kilde til oldtidens historie, stod Arup på bar bund. Dette passede ham fint, for hans mål var at gøre op med gamle myter og fremme et materialistisk historiesyn. Bondens virke såvel som statsdannelsen var mere interessant for Arup end udenrigspolitik og krige. På Arups tid var studiet af de enkelte kilder til oldtidens historie dog ikke videre udviklet, og meget måtte derfor overlades til dristige kombinationer og lovbundne generaliseringer.

Forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi var nu adskilt. Arkæologerne tog sammen med palæo-botanikere fat på landbrugets og bebyggelsens historie i Danmark, mens filologer undersøgte samme bebyggelseshistorie ud fra stednavnene. Dette prægede både Brøndsteds værker, men havde også indflydelse på Axel E. Christensens ”Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund” (1969). Her trak Christensen tråde tilbage i tiden fra vikingetiden, så vidt som det foreliggende kildemateriale tillod på basis af den nye forskning, og grundlagde en ny måde at skrive historie på. Ved at præsentere læseren for kilderne og analysen tillod Christensen, at man kunne ”kigge ham i kortene” og drage sine egne konklusioner på baggrund af materialet i stedet for som før at præsentere en autoritativ og endelig fortolkning af den historiske sandhed. Dette stilskift skal uden tvivl se i forbindelse med, at Christensen selv havde oplevet, hvordan arkæologien med fundet af trelleborgene havde væltet teorierne om vikingetidens svage kongemagt. Indtrykket af dette præger tydeligt forordet til værket.

De forhistoriske arkæologers forskning i jernalderens samfund har for alvor udviklet sig og taget fart i de sidste ca. 20 år. Før dette arbejdede man hovedsageligt med landbrugets og bebyggelsens historie. Der var i 70-erne og begyndelsen af 80-erne opstået en stigende interesse blandt både historikere og arkæologer for at forstå udviklingen i det danske samfund i det første årtusinde efter Kristi fødsel.[2] Samtidig med dette begyndte arkæologer at studere jernalderen ud fra etnografisk, strukturmarxistisk og sociologisk teori. Derved kunne de bedre belyse perioden som helhed og se historiske udviklinger i samfundet, som man ikke før havde været opmærksom på.

Det første store samlede værk bygget på dette grundlag, og det eneste akademiske til dato, er Hedeagers doktordisputats fra 1992 ”Danmarks Jernalder- Mellem stamme og stat”. I denne tager hun udgangspunkt i, hvad hun selv kalder en historisk/antropologisk tradition i stedet for en positivistisk/naturvidenskabelig. Sidstnævnte formår ikke at afspejle komplekse historiske udviklinger og må derfor forkastes. I stedet viser undersøgelsen tendenser i udviklingen, men kan ikke give det endelige svar. Hedeager undersøger alle gravfund og depotfund og inddrager bebyggelsens udvikling i sin analyse.[3] Dette passer med de resultater af undersøgelser af andre arkæologiske kildegrupper, som hendes kolleger nåede frem til gennem ’90-erne og publicerede i en række artikler ved forskellige symposier.[4]

Arkæologernes udforskning af vikingetidens samfund er derimod stadig ikke så fremskreden som af jernalderen. Man har forskningsmæssigt fokuseret på den civile og militære bebyggelse, bydannelsen og handelsudviklingen, og har sammenholdt dette med historikernes arbejde for at drage konklusioner om samfundsudvikling, rigsdannelse og økonomi.[5] Derudover har man forsket i landbrugsmetoder, klædedragt osv., og det har udmøntet sig i flere populærhistoriske værker, men ikke nogen større samlet akademisk fremstilling.[6]





2. 2 Historikernes behandling af det lange 12. århundrede

Mangfoldige historikere har gransket det 12. århundrede, og der er skrevet temmelig meget om perioden. Den ældre forskning vægter en diskussion af, hvilke elementer i det danske samfund, der drev statsdannelsesprocessen frem og forholdet mellem disse. Dette bunder hovedsageligt i Weibull-brødrenes forskning fra starten af 1900-tallet. I denne mente de at have eftervist interessekonflikter mellem kongemagt (Regnum) og kirke (Sacerdotium), idet kongemagten arbejdede på at udvide sit magtgrundlag, mens kirken på sin side havde interesse i en svag kongemagt. Erik Arup udvidede dette billede med en tredje magtfaktor: ”bondesamfundet”, og denne fortolkning kom til at præge senere tiders opfattelse af Danmark i 1100-tallet. Konflikterne mellem disse tingbønder og den kirkelige myndighed, som han gav æren for at omforme samfundet i det 11. og 12. århundrede, prægede det 12. århundrede, mens kongemagten først i løbet af århundredet udvidede sin magt i alliance med kirken.

Koch tilslutter sig Arups tese, men mente dog, at kongemagten var en betydelig stærkere institution, end den Arup havde beskrevet. Fælles for Arup og Kochs fortolkninger er dog at de ser de to ”nye” centraliserende magtinstitutioner kongemagt og kirke i strid med det gamle decentrale og demokratiske bondesamfund, således at der var en polarisering af samfundet mellem disse nye og gamle institutioner.

Arups elev, Axel E. Christensen, afviser eksistensen af et ”demokratisk” bondesamfund, men bryder ikke med forgængernes hovedtese. Han gør i stedet opmærksom på, at der blandt bønderne fandtes en stærk social lagdeling med en ledende kreds af rige stormænd som ledere i de lokale bygder.

Den første, der for alvor forsøgte at gøre op med den weibull-arupske opfattelse af det 12. århundredes tildragelser, var John Danstrup i 1946. I artiklen ”Træk af den politiske kamp 1131- 1182” forklarer Danstrup periodens stridigheder som resultat af stormændsslægternes forsøg på at opnå mest mulig magt og de gunstigste magtpositioner. Han afviser dermed den tese, at konflikterne skyldtes modsætninger mellem de tre nøje afgrænsede magtfaktorer; konge, kirke og bondestand. Danstrup bør æres for at have gjort den iagttagelse, at magtkonstellationerne i det 12. århundrede var mere diffuse, end Koch, Arup og Weibull opfattede dem. Men hans undersøgelse spoleres delvist af, at han i så overdreven grad forsøger at fremstille Hviderne, som om de helt fra skjalmsønnerne opererer ud fra en skummel ”masterplan” for at overtage magten i landet.

Den næste forsker, der beskæftigede sig med perioden, var Niels Skyum-Nielsen i 1971. Hans ambition var i bedste overensstemmelse med tidsånden dengang at skildre det danske samfund set nedefra i værket ”Kvinde og Slave”. Denne ambition lykkes dårligt, sikkert primært fordi vi ganske simpelt har for få kilder til netop dette, og også han er præget af den herskende opfattelse af det tredelte danske samfund. Stormændene ser Skyum-Nielsen som voldelige snyltere, der ikke bidrager til samfundets udvikling, men snarere modarbejder den. Bogen er skrevet i kølvandet på ’68- oprøret, så dens tendens er ventelig, men opfattelsen ligger også nær op af Arups.

Den første til at skille sig ud fra forskningens fokus på statsbygningen var Carsten Breengaard med afhandlingen ”Muren om Israels hus” fra 1982. Breengaard vægter i stedet kirken og dens forhold til slægtssamfundet og kirken i sin undersøgelse. Han mener ikke, at der herskede konflikter mellem kirken og kongemagten i perioden og vender dermed den weibullske teori på hovedet. Derimod hævder Breengaard, at kirken ikke var en magtfaktor i samfundet, men snarere en svag og marginaliseret institution under pres fra det gamle slægtssamfund. Kirken skulle derfor have søgt beskyttelse hos kongemagten og støttet denne i at modstå det pres, som stormændene også lagde på denne.

Breengaards teori kan ikke holde nærmere granskning. Hvis kongemagten og kirken virkelig var så svage, som han fremstiller dem, kunne de ikke på kort tid blive så stærke, som de rent faktisk blev. Derudover, og ligeså vigtigt, overser han, at kirken ikke var en uafhængig institution. Den var derimod stærkt knyttet til stormandsslægterne og dermed intimt forbundet med disse slægters interesser.

Den sidste større afhandling om det 12. århundredes konflikter og politiske historie er Lars Hermansons ”Släkt, vänner och makt” fra 2000. Afhandlingen repræsenterer et nybrud indenfor forskningen i perioden, om end ikke så stort som nogle vil gøre den til, idet mange synspunkter allerede blev udtrykt i Michael Geltings kommentar til sin oversættelse af Roskildekrøniken fra 1978/79. Til trods for dette er værket, fordi det samler disse synspunkter og bygger en analyse på dem til en helhed, ikke til at komme udenom for forskere, der ønsker at beskæftige sig med Danmarks politiske historie i det lange 12. århundrede.

Ifølge Hermanson var det 12. århundredes konflikter, centralisering og statsudvikling ikke et resultat af modsætninger mellem de faste institutioner kirke, kongemagt og ”bondesamfund”. Han fremfører derimod, at modsætningerne bundede i forskellige magtcentre i riget, som han betegner elitekollektiver og disses kamp om ressourcer. Disse elitekollektiver bestod af alliancer af verdslige og gejstlige stormænd samt kongeætlinge[7].

Historikernes beskæftigelse med vikingetiden følger samme generelle mønster som for det 12. århundrede. Man har traditionelt fokuseret meget på statsdannelsesprocessen og kongemagten. Kongens magt ansås for svag, og han selv blot fremmeste blandt ligemænd. Således var opfattelsen hos alle historikere indtil trelleborgenes udgravning. Også her er det Christensen, der første gang skiller sig ud med en anderledes tolkning. Christensen påpeger et stærkt lagdelt og hierarkisk samfund i stedet for det demokratiske bondesamfund, man før havde regnet med.

Denne tolkning er siden videreført af Roesdahl og Sawyer i deres værker og er for nuværende fremherskende.[8]

[1] For en mere detaljeret gennemgang henvises til Hvass og Storgaard, 1993 og Laursen 2001.

[2] Igen henvises til Hvass og Storgaard, 1993 for yderlige redegørelse.

[3] Se Hedeager, 1992 for mere dybtgående diskussion.

[4] Mortensen & Rasmussen 1988 og 1991, Fabech & Ringtved 1991, Fabech & Ringtved 1998, Hodges & Bowden 1998, Hansen & Wickham 2000, og Roesdahl & Sørensen 2000.

[5] Igen må henvises til Hvass og Storgaard, 1993, for yderligere diskussion, samt de forskellige vikingesymposier for resultaterne.

[6] Roesdahl står bag mange af de populærhistoriske værker.

[7] Og det var derved de udgjorde magtcentre, ved at være alliancer med politisk magt.

[8] Se f. eks. Lund 1993 og 1996, Sawyer 1993, og Roesdahl 1992.

3. 0 Samfundsmagtens udvikling og centralisering i jernalderen

3. 0 Samfundsmagtens udvikling og centralisering i jernalderen

Man bør holde sig for øje, at der især blandt arkæologer, men også blandt historikere, er en tendens til at tænke på udviklinger som lineære og førende til et givet (det kendte) resultat uden mulighed for afvigelse eller regression. Sådan har det nok ikke forholdt sig i den virkelige historiske udvikling. Der var ikke noget, der gjorde at udviklingen skulle føre til et dansk rige ved overgangen til middelalderen med den geografiske udstrækning, vi kender. Skåne og Halland kunne være en del af Göternes land i et vestsvensk rige, og Sønderjylland, ja hele Jylland, kunne lige så vel være blevet saksisk.[1] Der kunne også eksistere flere riger på området, og det behøvede ikke at blive danerne, der løb af med sejren og dermed kom til at lægge navn til det samlede rige; det kunne ligeså vel være jyderne eller anglerne.

Det er altså vigtigt at holde sig for øje, at udviklingen ikke lå fast på forhånd.

I det følgende kapitel skal der på baggrund af arkæologiske undersøgelser redegøres for samfundets udvikling og centralisering i jernalderen. Ligesom samfundsmagtens karakter så vidt det er muligt skal analyseres, skal gaver og gæstebuds betydning for udviklingen analyseres på baggrund af vore sparsomme skriftlige kilder, så vi kan opnå et helhedsbillede. Det er vigtigt at bemærke, at Hedeagers arkæologisk-antropologiske undersøgelse viser en kontinuerlig udvikling mod en centralmagt, mens de skriftlige kilder giver et mere nuanceret billede af udviklingen. Dette må skyldes de arkæologiske kilders tavshed: de kan ikke fortælle os om nuancerne i udviklingen, blot at der er sket en udvikling. Ofte vil de ikke kunne afspejle tilbageslag i udviklingen, idet deres antal over tid ikke kan påvise noget sådant. Ligeledes må arkæologernes egen fortolkning også have en stor rolle at spille, og vores forhistoriske arkæologer kan måske siges at overfortolke lidt i retning af en centralmagt. Først vil der blive redegjort for samfundstypen i henholdsvis stamme og statssamfund. Derefter for de arkæologiske undersøgelsers resultat og sidst en analyse på baggrund af vore sparsomme skriftlige kilder. Dette skulle besvare spørgsmålet om samfundsmagtens karakter i jernalderen, om magtpolitik- og relationer, samt om gaver og gæstebuds betydning i disse relationer.

[1] Näsman, 1996, s. 48f.

3.1 Politisk centralisering og udvikling af staten, kort teori

3.1 Politisk centralisering og udvikling af staten, kort teori

Antropologer, arkæologer og historikere arbejder ofte med en skelnen mellem to typer samfund. Den ene er førstatslig eller stammesamfundet, den anden er et statssamfund. Overgangen er selvfølgelig glidende, og begge har flere undertyper. Jeg vil derfor prøve at definere de typer, jeg vil operere med i det følgende. Litteraturen herom er mangfoldig, men jeg vil, så vidt det altså kan lade sig gennemføre, forsøge at opstille definitioner, som er praktisk anvendelige til undersøgelsen.



3. 1. 1 Stammesamfund

I stammesamfundet udspiller de samfundsmæssige relationer sig først og fremmest mellem grupper, oftest slægtsmæssigt organiserede. Udvekslingerne mellem disse grupper er præget af reciprocitet/gensidighed.[1] Det følgende drejer sig om stammesamfundets sidste manifestation: høvdingedømmet.

Generelt kan man sige, at det førstatslige samfund kun kan bestå, hvis ingen grupper eller enkeltindivider bliver stærke nok til at underkaste sig andre samfundsmæssigt betydende grupper. Magten i et sådant samfund vil derfor kun lidet være institutionaliseret eller personificeret. Tværtimod sikrer et stærkt, oftest religiøst/ideologisk, normsystem samfundets integration og samvirke. Her er gensidigheden vigtig og giver sig ofte udtryk i stærke traditioner og æresbegreber omkring gensidige relationer. Ligesom fraværet af institutionaliseret magt vil gøre individets sikkerhed afhængig af medlemskab af en samfundsmæssig betydende gruppe, oftest slægten.[2]

Grupperne i et sådant samfund behøver ikke være lige stærke og rige. Blot de har muligheder for at indgå i alliancer (oftest via ægteskaber) og indgå klientrelationer til stærkere slægter. Så længe disse alliancer ikke er faste, vil muligheden for allianceskifte medføre, at gensidigheden bibeholdes. Balancen opretholdes, så længe der på et givet territorium fortsat findes andre nogenlunde ligeså stærke grupperinger og dermed mulighed for skifte. Dermed vil balancen først brydes, idet det lykkes en eller flere grupper ressourcemæssigt at overgå de andre.[3]

Ligeledes vil mangelen på institutionaliseret magt præge krigsførelsen. I ”primitiv” krig/stammekrig er ledelsesfunktionen svag og kommandohierarkiet dårligt udviklet. Lederen har ingen muligheder for at tvinge krigeren til at kæmpe eller blive i kampen. Hans eneste mulighed er at foregå sine mænd med et godt eksempel, at være tapper og klog osv.[4] Socialt pres og tab af prestige er den eneste repressive mekanisme over for de krigere, der forlader kampen i utide eller helt nægter at kæmpe. Den ”primitive” kriger/stammekrigeren kæmper først og fremmest for sin egen slægt, eventuelt landsby, og for sit rygte. Stammesamfundets krigsførelse er i sagens natur en kamp mellem små grupper. Derfor er egentlige slag mellem organiserede hære utænkelige, da individet ikke er vant til at indordne sig et hierarki. [5] Man bør dog ikke tro, at krigens natur er anderledes, og at den er mindre blodig. Blot sker det sjældent, at stammen risikerer hele sin kamp- og produktionsdygtige mandlige del i en enkelt konfrontation, som jo kan tabes og medføre store tab. [6]



3. 1. 2 Tidlig Stat

I det idealtypiske statssamfund vil individerne være frigjorte fra grupperelationer og i stedet indordnet i hierarkiske under-/overordningsrelationer. Groft sagt vil økonomiske ressourcer passere nedefra og op i systemet mens magt går den anden vej. Udveksling foregår mellem individer, er asymmetriske, og ikke gensidige. Det, der holder systemet sammen er toppens evne til at administrere magten således at udvekslingerne fungerer og fortsætter. Altså i sidste ende afhængigt af toppens fysiske magt. [7]

Fysisk magt er kostbar at opretholde ligesom en konstant tilstedeværelse af magt vil avle modstand. Derfor må en effektiv magt legitimeres ideologisk og institutionaliseres, mens truslen om fysisk magt holdes i baggrunden til de underordnede ikke holder deres plads i systemet. Dog skal den underordnede normalt via ideologien finde det rimeligt at holde denne plads uden direkte trussel og gøre det. [8]

Staten handler altså i denne definition om at en elite har tilkæmpet sig en kontrol med privilegier som de opretholder, og om at der dermed er skabt ulige adgang til basale ressourcer for personer eller grupper. De lokale ledere har dermed mistet deres autonomi og er nu underordnet en centralmagt i et hierarkisk system af autoritetsrelationer. En centralmagt der endvidere har (delvist) monopol på fysisk magtudøvelse eller er i stand til at mønstre de stærkeste redskaber til denne fysiske magtudøvelse.

Det er klart at det er vanskeligt at definere hvornår i et samfunds udvikling man kan tale om en stat, udfra visse definitioner vil det være på et tidspunkt, udfra andre et andet.

Jeg vil derfor nøjes med at udskille nogle forudsætninger, der må være opfyldt for at den tidlige stat kan siges at eksistere.

* Specialisering af Lederrollen
* Centralisering af magten
* Samfundsstrukturens permanens eller store grad af stabilitet[9]
* Frigørelse fra slægtskabsstruktur som grundlag for magthierarkiet

Hvordan en sådan statsdannelse opstår har skabt mange teorier. Disse kan opdeles i to hovedgrupper; den ene lægger vægt på integration, den anden på konflikter.[10]

Den her anvendte teori er en konfliktteori ifølge hvilken slægtsgrupperne har ulige adgang til strategiske ressourcer og dette medfører konflikter. Disse konflikter vil være af et sådant omfang at det slægtskabsorganiserede samfund ikke kan kontrollere dem og der vil opstå repressive mekanismer udenom slægtskabsstrukturen.[11]

Ingen idealtyper vil passe på alle samfund idet ethvert af disse er unikt og enhver statsdannelse vil være resultat af unikke forhold og en unik historisk proces. Derfor vil flere af de nævnte faktorer have indflydelse på enhver statsdannelsesproces og det er ikke umuligt at der vil spille faktorer ind som ikke her er medregnet.

I det øjeblik vi for første gang kan finde en konflikt- eller integrationsproces (eller begge) efterfulgt af en statsstruktur med specialisering af lederrollen, centralisering af magten, samfundsstrukturens permanens eller store grad af stabilitet og en frigørelse fra slægtskabsstruktur som grundlag for magthierarkiet vil vi med rimelighed kunne påregne at her har vi statens tidligste manifestation. Det er i hvert fald hypotesen for opgaven og derfor skal der følgende, på baggrund af arkæologen Lotte Hedeagers undersøgelse af Danmark i perioden, diskuteres om dette kan siges at forekomme i jernalderen.

[1] se Jensen 1979, Bögh 1987, s. 86ff og Hedeager 1992, 92ff for yderligere.

[2] Bögh, 1987, s. 86f.

[3] Bögh, 1987 s. 88.

[4] Hedeager, 1992, s. 94, Keely, 1996, s. 43f.

[5] Keely, 1996, s. 47ff.

[6] Keely, 1996, s. 59ff.

[7] Syntese af Bögh A. 1988, s. 86 og Hedeager, 1992 s. 39ff.

[8] Ibid.

[9] Alexanders imperium døde med ham og er et klassisk eksempel på en struktur uden permanens hvor de enkelte dele efter sammenbruddet gled tilbage i mindre enheder.

[10] Kilden til teorierne om statsdannelser er Hedeager, 1992, s. 87ff.

[11] Hedeager, 1992, s. 88.