5. 1. 2 Stormændenes forhold til kongen og hinanden

5. 1. 2 Stormændenes forhold til kongen og hinanden

Ifølge Harald Hårderådes saga søgte den engelske jarl Toste støtte hos de nordiske konger mod sin bror; Harald Godwinsson, som han mener har tilranet sig tronen; den trone som selvfølgelig, ifølge Toste, rettelig tilkom Toste selv.[1] Svend Estridssøn vil ikke drage på noget engelsk eventyr med den norske trussel hængende over hovedet.[2] Toste drager derfor til ”Tordenkilen fra nord”; Harald Hårderåde af Norge for at søge støtte. Harald vil først ikke, men Toste overbeviser ham ved at forholde ham at Danmark kan han ikke erobre fordi Svend har ”folkets” støtte, af samme grund ville Magnus d. Gode ikke forsøge en erobring af England; Edward havde ”folkets” opbakning. Men, mener Toste, han kan sikre Harald størstedelen af de engelske stormænds støtte (og denne formulering må betyde at ”folket” her naturligvis er de samme høvdinge og stormænd, hvad det jo generelt også er i middelalderlige kilder). Toste fortæller os dermed hvad samfundsmagten i det 11. århundredes England, Danmark og Norge drejede sig om; stormændene og deres støtte. Vi skal se at det også i det 12. århundrede forholdt sig ligeså.

Danmarks betydende stormænd som repræsentanter for deres slægtskollektiver af de familiemedlemmer, fostrede og venner, der valgte at være en del af slægtskollektivet,[3] er kun sporadisk berørt i de beskrivende kilder, som kan tjene til at afdække deres indbyrdes forhold.

Stormandsslægter som de tre store nævnt ovenfor, Sunnivas slægt, de ikke-regerende medlemmer af kongefamilien samt delvist den regerende gren af sidstnævnte har haft et kompliceret indbyrdes forhold. Vi ved at Trund-erne og Bodilslægten var allierede, eller i hvert fald at Peder og Eskil var det. Hermanson angiver at også Eskils bror Agge kan påvises som værende i forbindelse med Bodilsslægten.[4]

Efter Knud Lavards død var disse tre store slægter og Sunniva-slægten allierede for at hævne ham og ikke miste indflydelse. Skjalmsønnernes eneste bånd til kongefamilien (og dermed mulig øget indflydelse) var deres fostbroder Knud, deres krav om hævn var derfor mest logisk. De havde ingen bånd til Niels’ gren af familien og havde dermed interesse i at rydde dem af vejen ligesom de tilsyneladende anså sig som lovlige hævnere efter (og måske pligtige til at hævne) Knud. De rejser sagen på tinge og på landstinget ved Ringsted slutter Harald Kesje og Erik Emune sig til da det endelige kæremål skal føres.[5]

Peder Bodilsøns deltagelse i kæremålet er sværere at forklare, tilsyneladende var han selv beslægtet med Erik Ejegods gren af kongefamilien[6] og derfor allieret med dem. Ligeså ser det ud til at hans magt på Sjælland kan have været truet af Niels’ udnævnelse af en anden stormand; Ubbe Esbernsøn, som Præfectus (måske Jarl) over ”Småøerne”.[7] Dette træk af Niels har sikkert været foretaget for at fremme hans allieredes magt og samtidig stække Bodilslægten idet denne generelt havde handlet uafhængigt af og i opposition imod Kongen. Peders egenrådige præsteforfølgelse i gregoriansk reformiver var nærmest en hån mod kongen idet denne ikke magtede at tøjle den mægtige mand i hans ”store forfølgelse af gejstligheden”[8]. Ifølge de regler for status og ære Preben M. Sørensen ser afspejlet i de islandske sagaer (og som vel i store træk også har gjort sig gældende her i landet) har en sådan opførsel svækket kongens status og dermed indirekte hans magt.[9]

Denne generelle friktion mellem Niels og Peder samt sidstnævntes tilsyneladende slægtskab og alliance med Erik Ejegods gren af kongefamilien kan være grund til at Peder sammen med Skjalmsønnerne rejste kæremål på tinge. Bodilslægtens alliance med Trund-erne har sikkert også trukket disse med ind i oprøret da dette brød ud. Derudover var Kristjern Svendsen, som allerede beskrevet, dog heller ikke bedste venner med Niels og Magnus. Niels havde som nævnt været tvunget til at lempe voldsomt og uhørt på straffen over Kristjern, og Trund-erne var på denne tid tilsyneladende den mægtigste slægt i riget efter kongefamilien selv.[10] Alene dette; at de har været så magtfulde, har givet skabt friktion mellem den regerende konge og dem når de ikke var direkte allierede som senere Valdemarene og Hviderne. Endvidere har kongens eftergivenhed overfor Kristjern sikkert også, som beskrevet ovenfor, gjort at Niels har tabt ansigt, og dermed at hans ære og status blev forringet.

I forhold til hinanden og kongefamilien ser det ud til at disse stormandsslægter har opretholdt en magtbalance hvor skiftende alliancer (også hos slægtens individuelle medlemmer) mellem slægterne indbyrdes og forskellige grene af kongefamilien har forsøgt at fremme slægtens egen magtbasis samt inddæmme andre slægter. Vi ser kun lejlighedsvis glimt af disse strategier i de berettende kilder, der har mere travlt med at berette om kongernes gøren og laden. Men har dog visse indikationer. En aktiv ægteskabspolitik slægterne imellem og sandsynligvis med deres egne mindre magtfulde støtter lokalt, med kongefamilien (og fra kongefamilien til stormandsslægterne for at sikre disses støtte), og med udenlandske stormandsslægter og herskere har været et vigtigt redskab til at skabe disse alliancer men også til at beholde eller øge slægtens jordejendomme og status og dermed deres magt.

Af denne art ægteskaber kan nævnes Ærkebiskop Eskil Kristjernsens datters giftermål med Karl Eriksøn af Halland- der var søn af Erik af Falster og Cecilie, datter af Knud d. Hellige,[11] Stig (Hvide) Hvidelæders giftemål med Valdemars søster Margrete,[12] Ubbe Esbernsøns ægteskab med Ingrid Nielsdatter og utallige andre. Faktisk viser en gennemgang af oplysningerne om stormænd og kongers ægteskaber i denne periode at de alle må have haft politisk sigte.[13]

Også fostringsinstitutionen spillede en stor rolle i opbygningen og bevarelsen af disse alliancer. Det mest indlysende eksempel herhjemmefra er Erik Ejegods placering af Knud hos en mægtig fosterfader; Skjalm Hvide. Dermed skabte Erik en modvægt til Ærkebiskop Asser og Harald Kesje, der i samdrægtighed skulle regere landet i hans fravær.[14] Ved at skabe et bånd mellem kongefamilen og Skjalm skabte Erik også en ligevægt i sit rige der kunne forhindre andre kongsemner med stærke alliancer bag sig i at tage magten i Kongens fravær. Dette lykkedes åbenbart for ved Eriks død vælges en helt tredje; Niels, til konge af landets stormænd. Han havde tilsyneladende vanskeligt ved at skabe et stærkt rige netop pga. andre magtfraktioner i samfundet, og da hans søn Magnus myrder Knud Lavard, og dermed fjerner sin mægtigste konkurrent til tronen, gør den alliance Erik Ejegod skabte omkring Knud, oprør og vinder tronen for Knuds bror Erik (Emune).

Også Valdemar d. Store benytter sig af fostringsinstitutionen og ægteskabsbånd. Da han indvilligede i at indgå alliance med Knud Magnussøn imod Svend Eriksøn Grathe fik han (udover nok jord i medgift til at gøre alliancen attraktiv) Knuds halvsøster Sofia af Minsk som beseglede alliancen. Hun var dog endnu for ung at indgå ægteskab så Valdemar lod hende fostre hos Fru Bodil til hun havde nået giftefærdig alder,[15] denne Bodil skulle være datter af Peder Bodilsøns bror Hemming Bodilsøn.[16]

Samme politik som den Erik Ejegod brugte ser vi Harald Gille af Norge benytte i 1137. Efter hans død får vi at vide at hans hirdmænd og dronningen sendte bud til Trondheim for at få trønderne til at tage hans søn Sigurd til konge, denne var i fostre hos Såda-Gyrd Bårdsson. Imens rejste dronningen selv til Viken hvor en anden søn, Inge, var i fostre hos Åmunde Gyrdsson. Begge sønner blev kåret til konger af netværk af stormænd omkring fosterfædrene.[17]

Knud Lavard er interessant i forbindelse med stormændenes forhold til kongen og hinanden ved at være et fremragende eksempel på hvordan kongeætlinge udvidede deres magt og dermed kunne true den siddende konge. Det lykkedes Knud Lavard at overtage embedet som jarl i Slesvig. Herfra underlagde han sig så med sværdet den vendiske stamme; Abodritterne, og blev valgt til deres fyrste (knez). Han knyttede udadtil en alliance med den saksiske hertug Lothar, der senere blev kejser, og med fyrstene af Novgorod ved at gifte sig med prinsesse Ingeborg af denne slægt. Samtidig havde han tilsyneladende støtte både fra Hviderne, Bodilsønnerne og Trunderne, såvel som fra sin bror; Erik Emune og sin svoger Håkon Jyde i selve riget.[18] Endvidere fremmede han tilsyneladende handelen på tværs af Østersøen mellem Danmark/Nordtyskland og Novgorodriget.[19] Knud Lavard var dermed gennem sine alliancer og sejrrige felttog (som igen var grundlaget for alliancerne) blevet en af Skandinaviens og Østersøområdets mægtigste mænd. Dermed var han en trussel både for andre ambitiøse stormænd, der ikke var hans allierede, og for kong Niels og sønnen Magnus. Magnus kunne trods egen succes ikke hamle op med Knud hverken i succes eller magt, og der stod ikke det samme ry om hans navn. Idet Danmark var et valgkongedømme kunne Knud i kraft af sin magt og sit ry blive valgt til konge ved Niels’ død i stedet for Magnus. Magnus sluttede sig derfor sammen med andre af Knuds fjender og dette netværk ryddede Knud af vejen.

En anden interessant undersøgelse er en sammenligning mellem parterne i den senere borgerkrig om tronen mellem Svend, Knud og Valdemar. Dette kan starte med en analyse af Sven Grathes regeringsmetoder og grunden til at han tabte borgerkrigen. Umiddelbart har Svend det bedste udgangspunkt for at vinde kampen om tronen. Han støttes af en stærk alliance bestående af Toke Signesen, Trunderne (inklusiv ærkebiskop Eskil, Eskil Hærfører og Biskop Svend af Viborg), Ulf af Ribe, biskop Elias sammesteds fra, biskop Toke af Børglum, og Hvidernes leder Ebbe Skjalmsøn. Dertil kom kongeætlingene, Karl og Knud Eriksen, Magnus Eriksen, og Valdemar Knudsøn (den senere Store) med den alliance han tilsyneladende havde overtaget efter sin fader Knud Lavard. Udenlands havde Svend stærke allierede i den tyske kejser Frederik Barbarossa, Henrik Løve af Saksen, Adolf af Holsten, Konrad af Meissen, og Detlev af Ditmarsken. Sidstnævnte tjente endog i Svends hird. Mod dette imponerende opbud kunne Knud Magnussøn tilsyneladende kun opbyde kongeætlingene Buris- og Knud Henriksøn, stormanden Sorteplov og måske andre jyske stormænd. Udenlands kunne han heller ikke måle sig med Svends imponerende alliance idet han kun kunne regne med støtte fra sin frænde Konstantin, der var af polsk fyrsteslægt, og kong Svarker af Sverige.[20] Han var således militært svag, men han opvejede dette ved at udvise og agere med politisk tæft og ved at være heldig nok til at Svend ikke udviste samme.

Svends første mangel var at han ikke var i stand til at forsvare landet mod vendiske hærgninger. Han viste sig således som en svag fyrste med dårlig krigslykke og mistede ære og status. Nok så alvorligt mistede han også evnen til at belønne sine allierede med plyndringsgods fra succesrige felttog og han var derfor nødt til at foretage et sådant. Svends allierede Karl- og Knud Erikssøn lå i strid med kong Sverker af Sveriges søn Johan og Sverker var allieret med Knud Magnussøn. Sverige var derfor et indlysende mål for et felttog og Svend foretog et sådant i vinteren 1152- ’53. Dette kom dog til at svække ham yderligere idet han, som andre senere danske konger, måtte indse at et felttog over land mod Sverige er en risikabel affære. Svend måtte inkassere endnu et nederlag til at svække hans ære og hans alliance mistede Eriksønnerne, og det samtidigt med at lederne af Trundslægten drog på korstog og overlod lederskabet til ærkebiskop Eskil. Svend var dermed ikke længere så attråværdig en alliancepartner og de første til at falde fra var den snu og stridbare Eskil samt Elias af Ribe.[21]

Svend måtte således styrke sit styre på anden vis. Under sin tid ved det tyske hof havde han sikkert stiftet bekendtskab med den vertikale og hierarkiske samfundsordning, der herskede her, og med at ophøje ufrie til minesteriales- embeder som tjenestemænd.[22] Ved at benytte samme metode kunne Svend regere udenom de magtfulde stormænd og dermed frigøre sig for deres krav om belønning som gjorde så store indhug i hans ressourcer. Det er vel ikke sandsynligt at Svend har ophøjet ufrie eller småfolk til embedsmænd. Snarere er det vel det lag af storbønder, der lå under Hviderne, Trunderne og Bodilsønnerne i magt og indflydelse Svend har ophøjet. Disse ville i hvert fald, i modsætning til småfolk og ufrie, have de fornødne administrative evner fra deres egen bedrift og allerede besidde en hvis magt at tage udgangspunkt i.

Dette træk var måske virksomt på kort sigt. Men det kan ikke undgå at have gjort magnaterne fjendtligt indstillede overfor Svend idet de har måttet se sig forbigået og deres magt undermineret. Dette er jo vand på Knuds mølle og han begynder at udnytte den til at skabe problemer for Svend allerede i 1152. Afgørende i dette spil er tilsyneladende Valdemar og det lykkes Knud at få ham til at skifte side ved at tilbyde ham sin søster Sofia til ægte. Valdemar viser sig også som en dreven magtpolitiker og indlader sig først da Knud lover en tredjedel af sit eget patrimonium som medgift. Han er dog sikkert også klog nok til at se Svends problemer og hvad vej vinden er ved at skifte til. Valdemars skift styrker i høj grad Knud idet Valdemar tager sin egen alliance med sig. Denne inkluderer både Bodilsønnerne og den yngste generation af Hvider, der efter Ebbes død tilsyneladende har knyttet sig tæt til deres fosterbroder Valdemar og følger ham.[23] Svend svækkedes yderligere i 1154 da Sune Ebbesen, den sidste af Hviderne på hans side falder fra ham. Ligesom ærkebiskop Eskil endelig svigter ham; hjulpet af en god betaling fra Valdemar og Knud, der i mellemtiden har ladet sig kåre til konger i Jylland og indgået giftermålsalliance med Sverker af Sverige. Svend er da så svækket at han må flygte til sin svigerfader i Tyskland, hvorefter endnu flere af hans støtter skifter side og sværger Knud og Valdemar troskab for venskab. Knud og Valdemars politiske tæft vandt dem således borgerkrigen uden at Knud vandt et eneste af sine slag med Svend.

Knud udnyttede sin modstanders svaghed til at undergrave hans alliance og knytte hans vigtigste indenlandske støtter til sig selv i stedet. Ligeledes er Saxos beretning om denne strid en slags normativ beretning om hvorledes en god konge skal regere. Svend brød spillereglerne ved for hurtigt at forsøge at reformere styret efter tysk model, det kom ham dyrt at stå. Vinderne blev Knud og Valdemar, der begge netop holdt sig indenfor de herskende danske normer.[24] Også efter ”Blodgildet i Roskilde” og Knuds død holdt Valdemar sig til sin succesrige politik ved at forfølge sine mål indenfor rammerne af traditionel alliancepolitik. Han knytter hurtigt Knuds personlige netværk til sig ved at gifte sig med Sofia. Dermed demonstrerer han at han agter at fortsætte forfølgelsen af sine og alliancens mål; at erobre tronen, og ikke falde tilbage til sin gamle alliance med Svend. Han er dermed den stærkeste alliances fremmeste tronprætendent og da han vinder den militære konfrontation på Grathe Hede er han landets konge. Som i Niels’ kongetid og før er det altså den mest succesrige i opbygningen og opretholdelsen af stærke personlige alliancer, der vinder spillet om magten. I starten af sin kongetid var Valdemar dog ikke for sikker i sadlen, der fandtes fortsat mange andre stærke magtcentre i riget, der kunne true den nye konge. Mange magtfulde stormænd havde tilhørt tabersiden på Grathe Hede og mange af Svend Estridsøns efterkommere kunne gøre krav på tronen med støtte fra disse alliancer. Valdemar var derfor nødt til at styrke sin magt. Erik Emune havde gjort dette ved voldsomme udrensninger, men de havde skabt dårligt blod blandt landets stormænd og endte med at koste ham livet. Den drevne magtpolitiker Valdemar valgte i stedet klogt at gyde olie på de rørte vande efter borgerkrigens rasen. Han benådede mægtige og indflydelsesrige stormænd som Torben, Agge (ærkebiskop Eskils broder og fremtrædende medlem af Trundslægten), og Peder Torstensen. Peder og Torben er snart at finde blandt kongens nærmeste[25], og da Agges søn Svend i sit skrift er en ivrig støtte for Valdemarernes kongedømme, kan vi vel regne med at også han har været en trofast støtte for den nådige sejrherre. De største vindere i Valdemars netværk var dog Hviderne, som både Peder og Torsten var knyttet til, og ærkebiskop Eskil. Disse indkasserer store jordegaver, Absalon bliver biskop i Roskilde og Hvider genfindes i de følgende år i kongens nærmeste kreds af rådgivere og støtter.

Valdemar viser altså klogt nåde og vinder dermed støtter, således styrket møder han den første alvorlige trussel mod sit styre; konflikten med ærkebiskop Eskil og dennes alliance. Eskil er leder af Trundslægten; landets måske mægtigste stormandsslægt, og som sådan en potentiel trussel mod kongen. Slægten sidder på mange kirkelige embeder og store jordegodser og dens leder Eskil er en stridbar herre.[26] Ved læsning af vore berettende kilder er det svært at bedømme hvem, der udæsker hvem, og hvem man kan klandre for stridens opståen. Sikkert er det kun at Valdemar udnævner den skismatiske Occo til biskop i Slesvig i 1161. Occo var udlænding og Eskil havde ingen indflydelse på Occo idet denne ikke var en del af noget dansk netværk, kun kongens som han så også var afhængig af. Eskil var endvidere ikke skismatiker og han måtte opfatte det at miste indflydelse på bispestolen i den vigtige og rige handelsby som en udfordring både af sin alliance, sin magt som ærkebiskop og sin kirkelige politik med hensyn til skismaet. Eskil tog handsken op og gik i åben konflikt med Valdemar. Han mistede dog et af sine bedste kort idet Absalon valgte at støtte sin ven og fostbroder Valdemar, ikke landets kirkelige overhoved som han også skyldte loyalitet, og som han resten af Hviderne. Disse var dog ikke de eneste af landets stormænd, der så en chance for at stække den mægtige Trundslægts magt, de fastholdt deres alliance med kongen, der havde belønnet dem så rigt efter sin sejr. Dermed endte striden med et nederlag til Eskil, der tog på pilgrimsfærd til Jerusalem. Han havde ellers været vant til at konger måtte bøje nakken for ham, men nu måtte han bøje sin stive nakke for den stærke Valdemar. Mens Eskil var væk benyttede et andet magtcenter; Hvidernes, sig af Trundslægtens svækkelse til at udvide deres egen magt på den førhen så mægtige slægts bekostning. Bl.a. overtog Hviderne mange af de kirkelige topposter som Trunderne ellers havde siddet tungt på i et halvt århundrede.[27]

I årene derefter; 1167- 1180, gjorde Valdemar effektivt op med sine fjernere slægtninge, der potentielt kunne være tronprætendenter. Gennem en række hændelser, der vækker læserens mistænksomhed over hvem, der egentlig smedede rænker mod hvem, lykkes det Valdemar med nærmest mirakuløst held at slå ned på en række oprørsforsøg. Bag disse står en række andre grene af kongeslægten og Trundslægten. Men skal man være nøgtern ser det ud til at flere af dem ligeså vel kunne være iscenesat af Valdemar selv som undskyldning for netop at rydde konkurrenter af vejen. Ligeledes afspejler diplommaterialet hvorledes han mere og mere følger Peder Torstensøns råd til Svend Grathe om at støtte sit styre på stormænd og storbønder i stedet for sine frænder.[28]

Vi kan således se hvorledes kongen selv i Valdemarstiden i stor grad byggede sin magt på personlige alliancer med de magtfulde stormænd i personlige netværk. Netværk, der endda kunne true selve kongemagten som Knud Lavard og Eskil gjorde det. Og vi kan se hvorledes Valdemar konsoliderer sin magt ved at udrydde konkurrerende netværk. Vi kan altså i grove træk se hvorledes disse netværk agerede i forhold til kongen og hinanden i evig konkurrence om magt. Skal vi have mere end grove træk kan det dog betale sig at skue ud over landets grænser mod nord til Island hvorfra vi har detaljerede beskrivelser af hvorledes de personlige netværk der fungerede i deres indbyrdes magtkamp. Vi skal derfor inddrage et analogt studie af alliancernes karakter som de fremgår af Njals Saga, der giver en indgående beskrivelse af magtkampen mellem forskellige netværk udkrystalliseret omkring forskellige ledende stormænd.

En af sagaens største helte er Gunnar Haamundsson fra Hlidarenda, beretningen om hans gerninger og venskab med Njal dominerer første del af Njals Saga. Gunnar bliver, trods sin ulyst til at dræbe, gang på gang tvunget til det for at bevare sin ære idet andre, der vil vinde ære, ofte udfordrer ham. Derfor må Gunnar opbygge alliancer udover den med Njal. På altinget gør hans støtte at Asgrim Ellidagrimsson (Njals søn Helges svigerfar og dermed allerede en ven af hans ven) vinder en tabt sag og derfor lover Gunnar støtte og inviterer ham på gæsteri om sommeren.[29] I samme forbindelse har Njal lovet Gunnar følgeskab af sine sønner så han kan have pålidelige og gode krigere ved sin side ifald han skulle blive overfaldet. Da Gunnar vælger at ride kun ledsaget af sine to brødre vover hans modstandere at falde over ham; deres alliance samles ved at Starkad og hans sønner samler deres folk så de bliver 15 mens de sætter Starkads svoger; Egil, og hans sønner i stævne med andre i alt 15. To af de sidstnævnte er egentlig nordmænd på gæsteri og mener ikke at have del i striden men bliver presset til at deltage fordi den ene har ligget med Egils datter.[30] Andre deltagere er Starkads gårdbestyrer og omkringboende bønder. Vi kan altså se hvorledes en magtfuld stormand kunne vinde allierede ved at støtte mindre magtfulde stormænd og dermed skabe en taknemmelighedsgæld. Ligesom det er tydeligt hvorledes slægtninge og venner udgør kernen i netværkene på begge sider i striden og hvorledes et forhold til en kvinde kunne skabe en alliance mellem hendes slægtninge og den involverede mand.

Da det ikke lykkes at dræbe Gunnar flytter denne striden over på juraens slagmark. Thorgeir Starkadsson ser derfor at han må udvide sin (nu stærkt udtyndede idet både hans brødre, Egil og alle sidstnævntes sønner blev dræbt i kampen) alliance med nogle magtfulde og retskyndige stormænd. Han overtaler derfor Valgerd og Maar til at støtte sig ved at give dem en pengegave. Disse knytter igen Gissur Hvide til sig gennem giftermål mellem Maar og Gissurs datter. Endvidere overtaler Thorgeir Egils broder; Ønund, til at hævne sig og overtaler en søn af en gammel fjende af Gunnar; Thorgeir Otkelsson, til at tiltræde alliancen.[31] Igen ser vi altså giftermål benyttet til at skabe en alliance, der også udvides ved at knytte gamle fjender af sin egen fjende til sig. Ligesom gaver spiller en rolle i udvidelsen af alliancen.

Da Gunnar endelig dømmes fredløs og hans avindsmænd samles for at få ram på ham opremses de som en alliance under ledelse af stormændene Gissur Hvide, Geir Gode og Starkad. Endvidere regner de med at det bliver nemt at få ram på ham da både hans bror Kolskegg og mange af hans (nærtboende) venner (kaldet bygdens bedste mænd) er ude af landet. Gunnar mangler altså sit netværk til støtte og da han er alene på gården ender det med at koste ham livet.[32] Dette er således et eksempel på hvorledes selv den stærkeste stormand er magtesløs overfor andre alliancer uden sin alliance bag sig. Ingen, selv ikke den største helt, kunne klare sig alene og dermed er Gunnars skæbne en understregning af de sociale netværks vigtighed.

Efter Gunnars død slutter det meste af hans lokale netværk op bag Thraen Sigfusson i stedet,[33] dermed er en konfrontation mellem denne og Njals sønner næsten uafvendelig idet begge er lokale magtfaktorer og ikke venner som Gunnar og Njal var det. Det manglende venskab gør at der udvikles en lokal magtkamp mellem de to netværk; Njals og Thraens. Thraen var, da striden begyndte at spidse til, altid omgivet af mindst otte våbenføre mænd, der alle er stormandssønner fra alliancen, hans gårdskarle eller lokale bondesønner.[34] Således støtter en alliances leder sig tilsyneladende på en næralliance af afhængige, det være sig hans egne gårdskarle, bondesønner hvis fædre er afhængige af hans støtte og beskyttelse, og hans allieredes yngre slægtninge. Det hjælper ham dog tilsyneladende ikke og han taber den uafvendelige væbnede konfrontation samt sit liv.

Tilsyneladende udkrystalliseres resterne af samme alliance en kort tid bag stormanden Lyting på Samstad, men hans forsøg på at udfordre Njalslægtens voksende magt ved at dræbe Høskuld Njalsson falder ikke godt ud for ham og også han må underkaste sig.[35] Ligesom Knud Lavards alliance efter dennes død var Gunnars/Thraens alliance altså lederløst og måtte finde sig en ny frontfigur. En leder var således nødvendig for at varetage alliancens fælles interesser og samle den; således fandt Knud Lavards alliance sig Erik Emune og Gunnars fandt Thraen.

Njalslægtens voksende magt i lokalområdet tvinger dernæst, ifølge sagaen, Valgard den Grå til at få sin søn Mår til at udfordre den for at reetablere sin egen alliances svindende magt. Mår gjorde dette ved at lokke Njalssønnerne til at dræbe deres fosterbroder Høskuld Hvitanæsgode. Dermed kunne Mår så splid indenfor Njalslægtens netværk og tvinge dem til konflikt med andre af landets stormænd til hvis netværk Høskuld også er knyttet, en konflikt som de kunne tabe. Mår og Valgerd er presset til denne strategi ved at Njal har opfostret Thraens søn; Høskuld og fået ham et godord. Njal har dermed knyttet en gode til sit netværk og mange af de lokale tingmænd, som før sluttede op bag Mår, valgte nu Høskuld i stedet. Dermed var Mårs magt vigende for det stærke Njalkollektiv og han var tvunget til at handle for at stække deres magt. Støtte fra de lokale tingmænd/frie bønder var altså vigtigt for at opretholde sin magt. Disse kunne bruges i tilfælde af væbnet konflikt og til at støtte lederens ord i retstvister. Mår var altså tvunget til at handle for ikke at miste magt, ligesom sikkert Magnus Nielsøn har følt sig tvunget af Knud Lavards stigende indflydelse til at rydde Knud af vejen. Når en alliance voksede sig for stærk måtte de konkurrerende alliancer altså handle for at stække dem.

I modsætning til Magnus’ direkte fremgangsmåde vælger Mår at knytte venskab med Njalssønnerne og langsomt at sætte dem op mod Høskuld så de til sidst dræber ham.[36] Dette kan måske bedst sammenlignes med Knud Magnussøns succesrige forsøg på at slutte venskab med Valdemar d. Store. Dette går jo netop ud på at vriste ham fra Svend Grathes alliance og til sin egen. Efter drabet på Høskuld konsolideres begge alliancer og begge sider samler støtte til en eventuel strid på Althinget.[37] Hermed bringes Ingjald i svær kvide da han og Njal er svogre (hans søster Hrodny er Njals frille og mor til Høskuld Njalsson) mens han er gift med en kusine til Høskulds enke og har lovet Flose fra Svinefjeld (pigens onkel og værge, også for sin anden niece Hildigunn- gift med Høskuld Hvitanæsgode og som den tilsyneladende mægtigste stormand leder af hævnalliancen) støtte i enhver sag som tænkes kan.[38] Dette viser både at alliancer kan splittes af klog politik og viser et eksempel på hvordan giftermål og frilleforhold (som også fandtes i Danmark) spiller ind på den enkelte stormands valg af alliance.[39] Ingjald vælger først at støtte Flose, men fortryder ifølge sagaen da hans søster håner ham og vælger at være en del af Njals alliance. Sagaen får det til at se ud som det mest ærbare valg og lader ham blive såret for det, men det er jo i sidste ende også Njals alliance, der i længden trækker det længste strå og valget kan ligeså vel være tegn på politisk tæft. Den enkelte stormand kunne altså vælge alliance efter egne interesser og på tværs af slægtskab og giftermål, men måske påvirket af frilleforholds styrke. Som også Hermanson påpeger for Danmarks vedkommende.[40]

Sagen ender ikke godt og Floses alliance samles til den berømte hævn hvor Njal og hans sønner brændes inde. Dog slipper Kåre Sølmundsson væk og samler hurtigt de nærtboende medlemmer af Njals netværk for at fange mordbrænderne, hvad der dog ikke lykkes. Nu kunne man ride til Svinefjeld og angribe Flose men tilsyneladende er alliancerne nogenlunde lige stærke for ingen tør føre kampen over på den andens territorium (i henholdsvis Sydvest- og Syd-sydøst-island), sikkert grundet de horrible logistiske forhold. Alle afventer derfor Althinget med spænding og begge sider samler styrke. Flose drager nordpå langs østkysten og får tingfølge af næsten alle høvdinge der, ligesom mange høvdinge på nordlandet slutter sig til ham, mens Kåre får støtte fra mange af østlandets høvdinge.[41] Således forsøgte man altså når store konfrontationer med andre lige stærke alliancer nærmede sig, at samle mere støtte/styrke fra neutrale stormænd. Vi ser det samme i flere tilfælde herhjemme. Peder Bodilsøn samler støtte på sjællandske ting til striden med Erik Emune[42], Knud Lavards venner og slægtninge gør det samme efter drabet på ham[43] og Valdemar gør det efter drabet på Knud Magnussøn.[44]

På selve Althinget hvor sagen efter Njal skal føres fortsætter begge sider med at samle allierede blandt de få, der ikke endnu har taget et standpunkt i sagen; efterhånden er begge netværk tilsyneladende så store at de fleste stormænd på en eller anden måde er knyttet til nogle i dem og dermed tvunget til at vælge side. Af navngivne høvdinge tager kun Skafte Thoroddsson og Snorre Gode ikke direkte parti for nogle af parterne, indirekte slutter dog også de sig til i kampen.[45] Mens laksdølerne og myremændene ikke nævnes og derfor vel heller ikke har deltaget. Således kan den enkelte stormand i en situation hvor to mægtige netværk støder sammen i magtkamp altså vælge at tilslutte sig et af dem eller forholde sig neutralt. Et sådant valg må være foretaget udfra en nøje overvejelse af fordele og ulemper ved tilslutning til en af parterne, vurderet overfor styrkeforholdet i alliancerne. Der har været meget at vinde, men også meget at tabe. Den samme slags overvejelser må danske stormænd have foretaget under magtkampen mellem Niels og Erik Emune og under kampene mellem Svend, Knud og Valdemar; såvel som under de mange andre stridigheder i det 12. århundrede.

Selve slaget på Althinget udkæmpes af stormænd og deres følge af bønder og huskarle fylket efter alliancer/hjemstavn og da fylkningerne går i opløsning opererer disse følger tilsyneladende uafhængigt for henholdsvis at slippe væk og forhindre at de slipper væk.[46] Efter slaget indgås forlig og Flose idømmes tre års landflygtighed for mordbranden. Da han skal drage udenlands ser man et andet aspekt af hans netværk; hans mænd giver ham varer til færden og han knytter en nordmand med et havskib til sig ved at give ham land for skibet og ligge et godt ord ind for ham i et brudekøb.[47] Hvad der menes med ”hans mænd” er svært at bestemme men mon ikke det er hans tingmænd; altså de nærtboende medlemmer af hans netværk, der er afhængige af en stærk stormand og Gode som leder? Flose kunne altså regne med også økonomisk støtte fra sit netværk af allierede, og han kunne udvide dette ved at bruge sin indflydelse til fordel for den person han ønskede at inkludere i netværket.

Hvis vi skal opsummere stormændenes forhold til hinanden må det være ved at beskrive det som en evig magtkamp. Eller i hvert fald en evig kamp for at styrke slægtens egen magt i forhold til, og eventuelt på bekostning af, de andre slægter. Denne magtkamp foregik ved at oprette venskabsbånd til andre stormænd og konger/herskere i skiftende alliancer efter hvad der tjente slægten bedst og i strid med andre lignende slægtskollektiver. Metoderne kunne være giftermål eller frilleforhold, fostring og brug af sin indflydelse til fordel for den person man ønskede at knytte til sig. Njals Saga er skrevet på Island i en ekstrem situation; efter en uhæmmet magtkamp mellem ambitiøse høvdingeslægter i fristatens sidste år, og sikkert under påvirkning af denne. Jeg har argumenteret at sagaens beretning må have været genkendelig og givet mening for samtiden og derfor fungere som en beskrivelse af forholdene ved nedskrivningstidspunktet. Jeg har endvidere argumenteret at når vi kan se de samme stormandsalliancer og stridigheder imellem magnaterne (inklusiv indenfor kongeslægten) kan Njals Saga også anvendes til at give en bedre forståelse af forholdene her som er mindre detaljeret beskrevet. Det er dog imperativt at man ikke sætter lighedstegn mellem de to forskellige områder. Island var et kongeløst samfund hvor magtfulde stormænd stredes om magt og indflydelse i næsten jævnbyrdig kamp indtil flere og flere faldt fra, færre blev mere magtfulde og stridighederne blev mere ekstreme. I Danmark satte kongemagtens større magt end de enkelte magnater en naturlig stopper for så ekstreme magtkampe. Men magtkampe forekom og ikke mindst mellem medlemmer af kongeslægten kunne de antage samme ekstreme former som vi ser i Njals Saga; Knud Lavards død er et godt eksempel på dette. Derfor har jeg anvendt Sagaen idet den kan hjælpe os med at opnå en bedre forståelse af de danske forhold.

Kongeslægtens individer herhjemme fungerede altså tilsyneladende på lignende måde som de islandske stormænd, mens de gav danske stormænd mulighed for også at knytte alliancer opad i systemet; at få støtte fra en leder af en mere magtfuld alliance. Dog ofte på bekostning af en vis del selvstændighed idet de jo så også forpligtede sig til at støtte kongen. Metoderne til at knytte de venskabsbånd alliancerne byggede på var gensidigt fordelagtige giftermål, fosterskab, hjælp til retssager og anden brug af indflydelse til fordel for den potentielle allierede, samt gaver. Derudover har egeninteresse og ”min fjendes fjende er min ven” vel også spillet ind.

Det ser altså ud til at der imellem landets stormænd internt såvel som indenfor kongeslægtens forskellige grene har udspillet sig en kamp om magten i skiftende alliancer efter hvor slægtens ledere har set deres største fordele. Det ser endvidere ud til at opbygningen af disse alliancer har været centrale for kongemagten og dennes succes eller fiasko. I jernalderen hævdedes det at gaver og gæstebud var centrale for opbygningen af alliancer for at opnå og fremme magt og centralisering. I vikingetiden tilsyneladende ligeså. Hvorledes forholder det sig så i det 12. århundrede?

[1] Heimskringla, II, s. 204ff.

[2] Svend måtte indtil Haralds nederlag ved Stamford Bridge uafladeligt kæmpe for sin ret til Danmark mod først Magnus den Gode (som var lovligt valgt dansk konge) og derefter Magnus’ imposante halvbror Harald Hårderåde.

[3] Enhver kunne nemlig vælge hvilken slægt/alliance han ville slutte sig til; moderens eller faderens, en eventuel fosterfamilie, eller svigerfamilien. Nors, 2001, s. 574.

[4] Hermanson, 2000, s. 156. Om antagelsen at Acone Pik og Agge Krisjernsen er den samme holder er dog, efter undertegnedes mening, tvivlsomt.

[5] Saxos beretning om hævnen, hvis den er pålidelig, viser tydeligt et netværk af venner og frænder som hævnere efter Knud. Der gøres også meget ud af hvorledes de understreger nidingsdåden i drabet ved at fremvise Knuds af spydstik ødelagte (og vel blodige) kjortel, det at Knud var blevet dræbt og lemlæstet af mange gjorde mordet til nidingsdåd og dermed retfærdiggjorde kæremålet, Saxo 1979, II, s. 281, Hermanson, L. 2000, s. 148.

[6] Hermanson, 2000, s. 154f.

[7] Saxo, 1979, II, 293. Hermanson, 2000, s. 158.

[8] Roskildekrøniken, 1979, s. 24.

[9] Meulengracht Sørensen, 1993, s. 121ff, 132ff og 144f. Ifølge disse spilleregler ville en sådan forfølgelse være vanærende for den stormand, der ikke kunne gribe ind og han ville derfor tabe ansigt, status og indflydelse, og dermed magt. De samme fortællinger om hvorledes fortidens helte fremmede og forsvarede deres ære (tænk på Uffe Vermundssøn ”hin Spage”) cirkulerede ved de nordiske hoffer (vi kender dem i hvert tilfælde ofte fra flere forskellige kilder) og samfundsorganisationen, ideologien, og relationspolitikken, ser ud til at have været meget lig hinanden i hele norden. Derfor, og fordi også Saxo fremhæver æren og dens betydning, kan vi antage at spillereglerne for ære og skam har været meget lig hinanden. Det giver også i flere tilfælde fornuft i forhold til hvordan de involverede parter agerer i de givne situationer.

[10] Hermanson, 2000, s. 159, Kræmmer, 1999, s. 123.

[11] Hermanson, 2000, s. 161.

[12] Heimskringla, II, s. 252.

[13] Om ægteskabspolitikken og ægteskabets betydning i perioden 1100- 1134, se Hermanson, 2000, s. 172ff. Om end denne ligger en for stor vægt på Margretes rolle.

[14] Hermanson, 2000, s. 129ff.

[15] Saxo 1979, III, s. 51.

[16] Hermanson, 2000, s. 155f.

[17] Heimskringla, II, s. 283.

[18] Om Knuds magt, se Arup, 1946, s. 202ff, Koch, 1976, s. 122ff, Christensen, 1977, s. 276ff, Hermanson, 2000, s. 115ff.

[19] Koch, 1976, s. 123 og Christensen, 1977, s. 277.

[20] Hermanson, 2000, s. 212f redegør for Svends og Knuds netværk af allierede.

[21] Hermanson, 2000, s. 216f.

[22] Arup, 1946, s. 211f, Hermanson, 2000, s. 219f, Pajung, 2002, s. 34.

[23] Arup, 1946, s. 212 og Koch, 1976, s. 200.

[24] Hermanson, 2000, s. 224ff.

[25] Saxo III, 1979, s. 79ff, Hermanson 2000, s. 226ff.

[26] Hermanson 2000, s. 161 gengiver en cisterciensermunks beskrivelse af Eskil fra Exordium Magnum, som lyder ”Stridslysten och sinnlig, uppblåst av makt […] grym och förskräcklig.”. Tilsyneladende passer denne beskrivelse nu på en del af de magnater vi møder hos Saxo og i Roskildekrøniken.

[27] Arup, 1946, s. 233ff og Christensen, 1977, s. 347ff. Christensen angiver endog en kilde til Hvidernes udvidelse af deres magt på bekostning af Trunderne idet han gengiver et brev fra Abbed Peder af Reims hvor denne læser og påskriver Absalon teksten for hans uhørte tyranni mod sin forgængers slægt og venner.

[28] Saxo III, 1979, s. 57.

[29] Njals Saga, 1965, s. 99, for vigtigheden af gæsteri og gæstebud, se afsnittet ” Gæstebudet og gavegivningens ritual og betydning”.

[30] Njals Saga, 1965, s. 100.

[31] Njals Saga, 1965, s. 106f.

[32] Njals Saga, 1965, s. 114.

[33] Njals Saga, 1965, s. 117 og 134.

[34] Med navns nævnelse nemlig stormandsønnerne Gunnar Lambasson, Lambe Sigurdsson og Grane Gunnarsson samt ugerningsmanden Viga-Hrap, Lodin nævnes som hjemmemand mens hans broder Tjørve kan være både bondesøn eller hjemmemand, de to sidste navngives ikke. Njals Saga, 1965, s. 137f.

[35] Njals Saga, 1965, s. 145. Lyting bliver senere dræbt af Høskuld Njalsøns søn, Njals Saga, 1965, s. 150.

[36] Njals Saga, 1965, s. 148ff. Man kan stille spørgsmålstegn ved Mårs rolle i sagen, det virker ikke sandsynligt at han på så kort tid skulle kunne sætte lus i skindpelsen mellem brødre og fosterbror, der må næsten have ligget andet bag konflikten, som forfatteren/fortælleren så har pyntet på.

[37] Njals Saga, 1965, s. 153ff.

[38] Njals Saga, 1965, s. 156.

[39] Se Magnúsdóttir, 2001, primært s. 80ff og 212ff for betydningen af frilleforbindelser kontra ægteskabsforbindelser.

[40] Hermanson, 2000, s. 105ff.

[41] Njals Saga, 1965, s. 186ff.

[42] Saxo III, 1979, s. 14.

[43] Saxo II, 1979, s. 281.

[44] Saxo III, 1979, s. 69ff.

[45] Njals Saga, 1965, s. 196ff, Den snu politiker Snorre lover Kåres fløj støtte hvis kampen går dem imod og at spærre Floses fløj flugten hvis Kåre skulle vinde samt at gå imellem når han dømmer at der er dræbt nok så parterne har en undskyldning for at stoppe, mens Skaftes søn Thorstein bliver presset af sin kone til at slutte sig til hendes far; Gudmund d. Mægtige, som støtter Kåre.

[46] Njals Saga, 1965, s. 210ff.

[47] Njals Saga, 1965, s. 222.