5. 4 Stormændenes militære magtgrundlag

5. 4 Stormændenes militære magtgrundlag

Både de selvstændigt agerende stormænd og de, der repræsenterede kongen gjorde det, som vi har set, tilsyneladende på grundlag af egen magt. I det følgende kapitel skal vi kort undersøge karakteren af de styrker, der udgjorde stormændenes militære magtgrundlag.

Saxo oplyser direkte, at også stormændene havde hird. I forbindelse med Knud d. Stores hirdlov fortælles det, at en del af denne, nemlig skikken med at kongen og hans mænd kun kunne opsige hinanden troskab nytårsaften, havde bredt sig videre til andre stormænd og disses husstand.[1] Kernen i den hær Kristjern Svensen udfordrede Kong Niels med, de besætninger, der bemandede skibene på ovennævnte korstog efter julegildet 1187, og kernen i Sunesønnernes ekspeditionsstyrke i felttoget til Sverige har sikkert netop været de deltagende stormænds individuelle hird. Hirden kunne suppleres med frænder og venner, som Kristjern gjorde det, da han sluttede sig til oprøret og udfordrede kong Niels til slag. Nogle af disse frænder og venner har sikkert selv holdt en større eller mindre hird, og man har på denne måde sammensat sin hær, der ikke har været væsensforskellig fra de hære, konger kunne stille. Desværre beskriver vore hjemlige kilder ikke i detaljer, hvorledes en sådan hær blev sammensat. Derimod findes sådanne beskrivelser i den mest stridbare af alle islændinges saga, Egil Skallagrimson. I dennes saga møder vi flere gange stormænd med deres private styrker og får en beskrivelse af dem. Som allerede argumenteret har beskrivelsen af sammensætningen af disse styrker og arten af de personlige netværk, de stammede fra, givetvis været genkendelige for også det 12. og 13. århundredes publikum. Disse styrker består af frænder, venner, husfolk og mindre magtfulde, men frie støtter. De er dermed tilstrækkeligt lig de fra hjemlige kilder kendte, til at vi kan benytte dem til at belyse de danskes sammensætning lidt bedre. De første beskrevne tilhører Egils farbroder, Thorolf Kveldulfsson. Da denne slår sig ned på den gård, han arvede efter sin ven Bård siges det at han ”var meget åbenhåndet og optrådte som en stormand. Han omgav sig med et stort følge”.[2] Dette følge var på 90 mand, da han drog nordpå for at inddrive skat fra ”finnerne”, og hjemme siges det, at han ikke havde færre end 100 frigivne hos sig.[3] Hvor mange af disse, der tjente i hans følge, ved vi dog ikke. De fleste har vel været karle, hyrder, fiskere osv. på gården, hvis da tallet ikke blot betyder ”mange”. Tallet i sig selv er ikke så væsentligt. Det væsentlige er, at nogle af disse var hans hird, den han nægtede at skille sig fra, da Harald Hårfager tilbød ham at blive hans mærkesmand,[4] og at de tilsyneladende alle havde en sekundær rolle som krigere. Da kongen anfalder Thorolf slås alle hans mænd tilsyneladende mod kongens styrker, hirdmænd såvel som almindelige huskarle.[5] Efter Thorolfs fald rejser hans bror Skallagrim til kongen for at få erstatning. Med sig bringer han 12 følgesvende udvalgt blandt de stærkeste og med det største krigermod, alle udvalgt blandt hans fars karle og deres naboer.

Således også senere i sagaen, da Egil drager med sin norske ven Arinbjørn i viking og dennes tre skibe bemandes med 300 mand: Egil og dennes besætning fra hans købmandsskib, hans egne huskarle og bondesønner for resten.[6] Arinbjørn sammensætter altså en betragtelig styrke af sine egne folk, sin ven og dennes folk, samt bondesønner fra omegnen, der ønsker at følge ham og vinde ære, men hvis fædre sikkert også kunne have fordel af at tækkes den lokale stormand, også hvis de ikke var direkte forpligtede til det ved at være knyttet til stormanden med personlige troskabsbånd.

Et eksempel, på at disse styrker kunne være af betragtelig størrelse, får vi i Harald Hårderådes saga. Under denne og altså næsten samtidig med Skjalm Hvide (eller snarere dennes far Toke[7]) levede den mægtige stormand Einar Tambarskjelve (”Norge av di hånd konge”) i Norge. Denne agerede meget selvstændigt under flere konger og jarler, var svoger af Erik og Sven Jarl, opfostrede Magnus den Gode og var (mere eller mindre uafhængigt og dermed sikkert i kraft af egen magt og prestige) leder af trøndernes hær.[8] Han endte med at lægge sig ud med Harald Hårderåde. Da striden spidsede til, havde Einar stort følge på sin gård, og det var endnu større, når han skulle til Trondheim i kongens nærvær. Under opholdet i Trondheim, som blev hans sidste og klimaks på striden med kongen, havde han angiveligt 500 mand i sit følge, hvad der harmede Harald svært.[9] Desværre får vi ikke sammensætningen oplyst, men vi må tro, at det drejer sig om samme slags styrker som de ovennævnte. Det høje tal på en stormands følge kan være fiktivt, eller det kan blot betyde ”mange”. Det kan blot være en underbygning fra sagaforfatterens side af, at Einar var magtfuld, selvstændig og en trussel mod selv kongen. Men tallet kan også have været genkendelig, for publikum i det 12. og 13. århundrede. Det er ikke så væsentligt som det, der siges med det: Einar var magtfuld og havde en selvstændig militær magt, der kunne true selv Harald Hårderåde. Og når man tænker på, at Thorkel den Høje i 1012 tog 45 skibe med i engelsk tjeneste,[10] forekommer Einars 500 mand ikke urimeligt. Einar var selv truet af kongen og har prøvet at sikre sig med et stort følge. Også Finn Arnesson har på samme tid egne styrker, ligesom Erling Skakke midt i det 12. århundrede, der både i kampene om Norge og under sin rejse til Danmark benytter disse. Gennemgående ser det ud til, at de mange kampe mellem norske stormænd og om Norges trone på denne tid føres med stormændenes egne styrker og kongelige af samme karakter.[11] De danske har nok været af samme sammensætning. Som f. eks. det allerede nævnte eksempel, hvor Esbern Snare fik opildnet fem stormænd til korstog. Disse mobiliserede deres venner og har vel bemandet deres tre eller flere skibe med deres hird og omkringboende formuende bønder (eller snarere deres sønner) og dermed samlet sig mindst 150 krigere som besætning.[12] De har dermed været i besiddelse af en antagelig privat magt selv på dette sene tidspunkt.

Ligeledes giver eksemplet os et godt eksempel på, hvorledes private krigstogter kunne organiseres, og ledingen rejses.[13] Denne konklusion når Niels Lund, som allerede nævnt, da også til i sin behandling af ledingen.[14]

Vi kan altså konkludere, at der i Danmark selv i det 12. århundrede var stormænd med betragtelig selvstændig militær magt. Disse kunne som Kristjern samle slægt og venner til en hær. En hær, der sikkert som de i Egil Skallagrimsons saga beskrevne også har bestået af egne husfolk, hird og nærtboende afhængige bønder, samt venner og slægtninges styrker af samme art. Og en hær, der for Kristjerns vedkommende kan have været af samme størrelse som den for Einar angivne på 500 mand eller endnu større. Der skulle styrke til for at udfordre konger.

[1] Saxo, 1979, II, s. 189.

[2] Egil Skallagrimsons Saga, 1965, s. 32.

[3] Egil Skallagrimsons Saga, 1965, s. 34.

[4] Egil Skallagrimsons Saga, 1965, s. 40f for Thorolfs afslag til kongens tilbud om at blive leder af hirden.

[5] Egil Skallagrimsons Saga, 1965, s. 46ff.

[6] Egil Skallagrimsons Saga, 1965, s. 125.

[7] Johansen & Halding, 2001, s. 9 angiver at hedningen Toke Trylle blev døbt i 1040.

[8] Heimskringla, I, 134, 217; II, s. 63, 138, 169 og 177.

[9] Heimskringla, II, s. 177ff.

[10] Roesdahl, 1981, s. 158.

[11] Heimskringla, II, s. 265ff.

[12] Lund, 1996, s. 241.

[13] Gengivet hos Lund, 1996, s. 238ff men har også været bragt i et Skalk.

[14] Lund, 1996, s. 290