4.0 Vikingetiden

4. 0 Samfundsmagten i vikingetiden

Tilsyneladende kan vi med de mange indikationer af et samlet dansk rige tillade os den antagelse at dette har været tilfældet senest under kong Godfred (804 e.v.t.- 810 e.v.t.). det ser videre ud til at dette rige har behersket Vestfold i Norge, samt sikkert krævet skat/tribut af Frisland og visse vendiske stammer.[1] Det kunne derfor være interessant kort at beskrive hvad vi ved om magten i dette rige inden vi bevæger os til det 11. til 13. århundrede for at undersøge de rigeligere kilder til samfundsmagten her.

Enkelte skriftlige kilder viser gavens, gavmildheden og gæstebudets fortsatte betydning i vikingetiden; Hávamál, Den Højes Tale, Ansgars levned og Adam af Bremen. Selvom odinskulten har rødder tilbage i germansk jernalder[2] må den nedskrevne udgave af Hávamál antages ikke at kunne bruges til at beskrive noget tidligere end vikingetiden.

Heri foreskriver Odin selv at man gavmildt og rundhåndet skal give sine venner gaver for at opretholde venskabet og ofte besøge sine venner.[3] Ligesom også Ansgar flere gange under sin mission i norden benytter sig af gaver og gæstebud for at knytte alliancer. Og også hos Adam af Bremen ses deres betydning for alliancer.[4] Vi kan altså se at gaver og gæstebud fortsat havde betydning i vikingetidens alliancepolitik, men skal ikke foretage en nærmere analyse af fænomenet for vikingetiden, blot konstatere at det fortsat spiller en rolle.





4. 1 Statsmagten i det niende århundrede

Kong Godfred var i stand til at udfordre Karl den Stores frankerrige og aftvang mange af sine naboer skat. Han har altså dermed haft et stærkt hold på sit riges væbnede styrker. Og de store danske vikingeflåder, der hærgede Østersøens nordkyst i 808 e.v.t. og Frisland i 810 e.v.t.,[5] opererede uden tvivl på hans ordre som træk i det storpolitiske skakspil med frankerne. Under togtet mod Abodritterne i 808 e.v.t. var den endog under Godfreds personlige kommando. Ligeledes fulgte flåden ham til det topmøde med kejseren i 804 e.v.t., der aldrig blev til noget.[6] Godfreds magt afspejler sig også i det faktum at han kan sende og modtage gesandter til fredsforhandlinger med frankerne.[7] Han må dermed have haft magt til at gennemtvinge de forhandlingsresultater hjemme som man nåede frem til og har således behersket betydelige ressourcer.

Denne magt var åbenbart værd at kæmpe for, Godfred truedes tilsyneladende ikke af andre tronprætendenter, men efter hans død præges tiden frem til de sidste konger vi hører om i det niende århundrede; Sigfred og Halfdan, af stridigheder om tronen. Det ser ud til at usurpanterne kommer fra andre grene af kongefamilien[8] (som i det tolvte århundrede). Selve kongeværdigheden må derfor ligge fast og være arvelig; og der er ikke tale om at mægtige stormænd opkaster sig selv til konger i Danmark. Derimod optræder flere konger (endda sammen) i England.[9]

Peter Sawyer har sikkert, især i lyset af den i jernalderen skitserede udvikling, ret i sin antagelse at den danske konge som sine samtidige i Europa kunne gøre krav på tjenesteydelser og naturalieafgifter af sit folk.[10] Hærfølge fra stormændene har han dog uden tvivl forventet og har vel også indehaft store personlige ejendomme med deraf følgende indtægter.

Dog skal man ikke endnu på dette tidspunkt regne med en udstrakt organisering og centralisering af statsmagten, og da slet ikke et voldsmonopol. Ganske vist hører vi at en Gluomi er ”custos” (høvedsmand) i grænselandet i 817 e.v.t. og leder en hær ind på saksisk område.[11] Ligesom Ansgar forhandler med en Hovi ”Comes” i Slesvig (Hedeby). Samme by var da også anlagt af Godfred selv. Dette betyder ikke rent faktisk at disse nævnte beklædte en delegeret position som gav dem magt. Snarere må vi regne med at de allerede ved udnævnelsen har været magtfulde mænd som kongen har givet et ansvar fordi de var hans støtter,[12] og vel blandt de mest magtfulde. Af samme slags har de ti stormænd udenfor kongefamilien som forhandler med frankerne på kongens vegne i 811 e.v.t.[13] sandsynligvis været; de frankiske forhandlere var alle grever og danskerne må have haft en tilsvarende magt og indflydelse på deres hjemmebane.

Det har også været sådanne mænd, der har været kernen i ledingen og som sikkert har udgjort det ridderskab de frankiske rigsannaler omtaler i 804.[14]









4. 2 Ledingen

Ledingen er et af de meget omdiskuterede emner i dansk historieforskning. Dens opståen har været omdateret utallige gange. Og idet Ledingsorganisationen antages at være den første egentlige centraladministration eller tilløb dertil er en datering af denne leding da også overmåde vigtig. Mange forskere har ment at kunne datere søledingen allerede tilbage til vikingetidens start, i dag er hovedfortalerne for denne opfattelse Rikke Malmros, Esben Albrechtsen og Poul Skaaning[15]. Derimod har Niels Lund i sin Disputats fra 1996 hævdet at den fra landskabslovene kendte leding må dateres sent og være resultatet af en lang udvikling.[16]

Desværre er leding et noget flygtigt begreb; en organisering af lokalforsvaret i tilfælde af fjendtligt angreb ses jo allerede i Illerup Ådal idet invadorerne jo her blev besejret.[17] Dette har, som allerede berørt, dog sikkert hovedsagligt været lokale stormænd med deres følge i under kommando af lederen af deres sociale netværk; den lokale høvding/småkonge.

Således har ledingen sikkert fungeret helt frem til Svend Estridssøns tid (1047- 1074). Under hans strid med Magnus d. Gode af Norge om tronen bliver det tilsyneladende landets stormænds støtte til Magnus, der bliver afgørende for dennes kåring til konge af Danmark.[18] Ligeledes ser vi selv i Svend Tveskægs (987- 1014) og Knud d. Stores (1019- 1035) tid uafhængige vikingehøvdinge som endog til tider agerer imod kongen; Thorkel d. Høje er vel det mest kendte eksempel herpå.[19]

Efter Svend Estridssøn sker der dog tilsyneladende noget nyt under hans søn, Knud. Niels Lund er nået frem til at den senere helgenkonge har pålagt landets stormænd, der plejede at stille når kongen ville rejse en hær, bestemte styrker de skulle stille med; gjorde de det ikke måtte de betale bøder.[20] Ganske vist afviste de jyske stormænd hans ide (til gengæld skaffede de ham med deres håndfaste afvisning helgenkronen), men ledingsskatten må alligevel være indført på Valdemar d. Stores tid idet et diplom her nævner at den plejer at blive betalt.[21]

Ledingen udvikler sig altså gradvist fra at være kongens støtter til den fra landskabslovene kendte leding over en lang periode og vi kan hverken stadfæste dens alder eller påvise noget bestemt administrationsapparat til at organisere den før valdemarstiden. Det er muligt og besnærende at se Trelleborgene som Harald Blåtands forsøg på at indføre noget lignende som Knud d. Hellige (1080- 1086) men vi har ingen bevis herfor og Harald blev afsat af et oprør. Hans søns og sønnesøns erobring(er) af England skete tydeligt med traditionelle vikingehære mobiliseret blandt landets stormænd med løfter om bytte, som lokkede selv flere svenskere til at deltage.[22] Hvis ikke disse hære var traditionelle ville Thorkel og andre selvstændige stormænd ikke kunne agere som de gjorde.

Disse stormænd, fra Regner og Weland til Thorkel og Skjalm Hvide, besad en stor og udstrakt personlig magt og har sikkert været reelle herskere i deres lokalområder og det er deres selvstændige aktiviteter vi ser afspejlet i mange af vikingetogterne.



4. 3 Opsummering af vikingetidens samfundsmagt

Statsmagten i vikingetiden har altså ikke været gennemorganiseret og centraliseret. Snarere har den bygget på kongens støtte fra landets stormænd og denne støtte har i høj grad været afhængig af hans personlighed, hans personlige magt og rigdom, hans sociale netværk/støtter samt hvilke alternativer man har haft. Vikingekongerne har kunnet mobilisere store ressourcer og styrker men andre magtfaktorer har eksisteret i samfundet og stormænd har kunnet både agere selvstændigt udadtil og true selve kongemagten. Dette er ikke meget forskelligt fra hvad vi fandt omkring jernalderen ligesom tre skriftlige kilder antyder gavers og gæstebuds fortsatte betydning.[23]

[1] Lund, 1993, s. 16f.

[2] Brakteater og guldhorn viser scener fra nordisk mytologi og arkæologer har understreget det hierarkiske nordiske panteons betydning som understøttende ideologi/religion for den nye stormandsklasse i denne tid.

[3] Sørensen, 1979, s. 53.

[4] Myrtue, 1987, 74ff.

[5] Albrechtsen, 1976, s. 13ff.

[6] Albrechtsen, 1976, s. 12f.

[7] Albrechtsen, 1976, s. 13.

[8] Sawyer, 1988, s. 37. En af Godfreds nevøer; Angendeo, bærer også stor navnelighed med den kong Ongendeus Willibrord mødte senest i 714 e.v.t. og antyder dermed slægtskab.

[9] Lund, 1993, s. og 1996 s. 108f, Scocozza & Jensen 1998 s. 44f og Roesdahl 1999, s. 22f., derudover Anglosaxon Chronicle.

[10] Sawyer, 1988, s. 37.

[11] Albrechtsen, 1976, s. 22.

[12] Om end Hovi er tvivlsom; hvis kongen havde embedsmænd, der besad en magt uddelegeret fra Kongen så har høvedsmanden i Hedeby, som Godfred anlagde, vel været den mest sandsynlige sådanne. Der må i så tilfælde have været en tilsvarende i Ribe og senere Aros/Aarhus.

[13] Albrechtsen, 1976, s. 18.

[14] Albrechtsen, 1976, s. 12f fortæller at Godfred kom til Sliesthorp (Hedeby) med sin flåde og hele rigets rytteri/ridderskab (Equitatus). Hvis der i samtiden har været en forskel på ridderskab og rytteri i Frankerriget må fortolkningen at der var tale om ridderskab være mest sandsynlig idet vikingerne jo ikke var kendt som de store rytterkrigere.

[15] Se Albrechtsen 1998, s. 395ff, Skaaning, 1997, s. 121ff, Malmros, 1996 og upubliceret 2003, s. 1ff.

[16] Lund, 1996, s. 286ff, 1997, s. 124ff, 1999, s. 189ff og 376ff.

[17] Ilkjær, 2000, Hvass og Storgaard, 1993, s. 215f.

[18] Saxo, 1979, II, s. 194f.

[19] Lund, 1993, s. 164ff.

[20] Hvad enten de undlod at stille eller ikke blev mobiliseret det år. Lund, 1996, s. 287.

[21] Lund, 1996, s. 289.

[22] Lund, 1993, s. 168.

[23] Se ovenfor i indledningen til dette kapitel.