1. 2 Kilder og metode

1. 2 Kilder og metode

Efterfølgende vil jeg gennemgå de skriftlige kilder til dansk middelalderhistorie, som jeg agter at benytte. Jeg har hovedsageligt valgt berettende kilder, idet jeg anser disse for at give et genkendeligt billede af samfundet, som det burde fungere for samtidens læsere/lyttere. Om samfundet var sådan, kan vi ikke sige; snarest er de berettende kilder nok normative, men stadig må de have været genkendelige og forståelige for deres publikum, der hovedsageligt har været eliten. De her inkluderede kilder giver os derfor et billede af, hvordan eliten har set og opfattet samfundet, og de er derfor vores bedste kilde til stormændenes interaktion og magtpolitik.

Man kunne også have inkluderet lovmaterialet, men dette er en sen kilde og vurderingen af, hvor meget af der kan benyttes til studiet af samfundet i tiden før lovenes nedskrivning, ville være en hovedopgave i sig selv. Det er endvidere en opgave, som mange andre har løftet, og jeg har derfor i stedet valgt at prøve en anden indgangsvinkel: at forsøge at opnå bedre forståelse af de personlige netværks og gavegivning samt gæstebuds karakter ved et analogt studie af islandske og norske forhold.



1. 2. 1 Skriftlige kilder til Danmarks historie i det 12. århundrede

Det lange 12. århundrede var en periode, hvor samfundsudviklingen tog fart, og en periode præget af konflikter både udadtil og indadtil. Mange forskere har derfor gennem tiden beskæftiget sig med tiden fra Svend Estridssøn til Valdemar Sejr, især har Valdemarstiden tiltrukket sig opmærksomhed.[1] Det er også fra det 12. århundrede, at vi har de første nogenlunde samtidige skriftlige indenlandske kilder, om end de er fåtallige, og dette har vel været en medvirkende grund til det store antal forskere, der har beskæftiget sig med denne tid.

Ser man på disse skriftlige indenlandske kilder er Saxos Gesta Danorum (Danernes Bedrifter), der behandler netop danernes historie fra sagntiden frem til 1185 e.v.t., langt den største.

Saxo kan, som påvist af Kurt Weibull i 1915[2], ikke tages ukritisk som kilde til Danmarks historie, men man kan heller ikke i den Weibull-ske tradition afvise Saxo fuldstændigt.

Siden Weibull har historieforskningen dog på mange punkter enten genkrediteret Saxo eller korrigeret hans fremstilling på baggrund af diplommaterialet.[3] Saxo er derfor stadig umulig at komme uden om når man arbejder med det 12. århundredes danske historie, men man bør forholde sig kritisk til ham af flere grunde.

Saxo skrev sin historie med det formål for øje at legitimere den Valdemariske kongemagt og han fremhæver derfor Valdemar den Store og Knud VI som Danmarks retmæssige konger på bekostning af andre medlemmer af kongeslægten, der havde lige så stor adkomst til tronen. Ligeledes fremhæves den danske kongemagt som ældgammel og i mange tilfælde hvorledes selv sagnkongerne lod kongeværdigheden gå i arv til deres søn.

Derudover projiceres mange samfundsmæssige forhold fra Saxos samtid tilbage i tiden, enten for at retfærdiggøre kongemagten, eller fordi Saxo kun kunne forstå fortiden i sin samtids lys, eller begge dele.

Ligeledes var der i mange tilfælde et tidsmæssigt gab mellem begivenhederne og Saxos nedskrivning af dem. Hans egen førstehåndsviden må have begrænset sig til hans egen tid, og før dette har han været henvist til mundtlige overleveringer samt skriftlige kilder. Disse var tilsyneladende Adam af Bremen, Knud den Helliges vita, Knud Lavards vita, de tabte Lundeannaler for 1130- 1206, samt en tabt krønike fra ca. 1175- 1180. Denne krønike cirkulerede i hofkredse på Valdemar den Stores tid og afspejlede den officielle historie dér, med lidt andre tendenser for periodens personer end den vi kender fra Saxo. [4] Fælles for alle disse kilder er dog, at Saxo tog sig ganske kraftige friheder for at få dem til at passe i hans projekt og livsverden.

Sidst men ikke mindst må man holde sig for øje, at Saxo skrev på Absalons bud og med denne som kilde (især bøgerne XIV, XV og XVI). Derfor er Hviderne, Absalons slægt, aldrig skildret negativt og sikkert fremhævet på bekostning af andre betydningsfulde spillere i samtiden.

Det er derfor af stor vigtighed for brugen af Saxo som kilde, at man i videst mulig omfang sammenholder hans fremstilling med andre kilder såsom diplomer og andre uafhængige krøniker.

Til dette formål er Svend Aggesens Kortfattet historie om Danmarks konger og Vederloven interessant, idet den behandler samme tidsperiode som Saxo og er skrevet på samme tid.[5]

Også Svend Aggesen skriver for at legitimere den Valdemariske kongemagt, og de har mange fælles vurderinger, men Svends fremstilling afviger til tider fra Saxos. Begge har benyttet den førnævnte tabte krønike som forlæg, men Saxo forskyder sin tendens i forhold til denne.[6] Ligesom i Roskildekrønikens fortsættelse spiller Knud Magnussøn en større rolle i Svend Aggesens fremstilling, idet Saxo nedtoner denne kraftigt pga. magtpolitiske omstændigheder, da han skriver bog XIV; nemlig bisp Valdemar Knudssøns oprør.

Derudover har Svend Aggesen visse informationer, som man ikke finder hos Saxo, især i forbindelse med Absalon, hvis bedrifter ikke omtales. Derimod beretter han om sin egen magtfulde families (Trund-erne) bedrifter under borgerkrigen 1131- 1134. Saxo fremhæver endvidere samarbejdet mellem stormænd og kongemagt som rigsbærende, mens Svend propagerer enekongedømmet.

Både Svend Aggesen og Saxo er fortalere for Knud Lavards gren af kongeslægten. Overfor dette syn står Danmarks ældste krønike, Roskildekrøniken, med en noget anderledes indgangsvinkel.[7] Værket er færdiggjort i starten af 1140-erne, midt under borgerkrigens rasen, og det præger den i høj grad. Krøniken præges af, at forfatteren, en lokalpatriotisk og i øvrigt ikke særligt vidtskuende Roskilde-kannik, var under stærkt indtryk af denne borgerkrig og måske endog så sin verden rystet i sin grundvold. Hans syn på borgerkrigens aktører er noget anderledes end Saxos og Svends, og hans helt er afgjort Magnus Nielssøn, med kannikkens egne ord ”Danmarks Blomst”. Denne skulle have rådet bod på faderens svaghed med et fast og stabilt styre i samarbejde med kirken. Magnus’ fjende Erik Emune beskrives som en blodtørstig røver, der ville have gjort en vikingehær ære, og Erik Lam som en tøsedreng uden rygrad, der ikke kan forsvare kirkens rettigheder. De ledende aktørers forhold til kirken og især Roskilde-kirken lader generelt til at determinere kronikørens vurdering af dem.[8]

Carsten Breengaards fortolkning, at krøniken er en protest over den kristne sags trange kår i Danmark og et socialt nødråb fra en forfulgt og uintegreret gruppe, [9] er der ikke umiddelbart hjemmel for. Ligeledes er det svært at underbygge, at krøniken udtrykker den tabende part i borgerkrigens side. Snarere repræsenterer Roskilde-krøniken Domkapitlets syn på udviklingen frem til ca. 1140 og magtpolitikken samt samfundet på den tid. Højest kan den tolkes som et klageskrift over de overgreb, domkapitlet havde været udsat for under den langvarige borgerkrig. Derimod er den næppe repræsentativ for hele den kristne menigheds eller blot gejstlighedens kår generelt i den første halvdel af 12. århundrede; den blev jo til under ekstraordinære forhold.

Af udenlandske kilder må de to slaverkrøniker inkluderes. Disse er skrevet af henholdsvis Helmold af Bosau og Arnold af Lübeck. Helmolds slaverkrønike er forfattet ca. 1163- 1172 og Arnolds, der må betragtes som en fortsættelse, efter 1209 (hvor den stopper). Helmold opholdt sig i det holstenske område fra ca. 1134 og er meget velunderrettet om begivenheder i Vagrien, Nordalbingen og det øvrige slaviske område langs Østersøens sydkyst. Krøniken giver derfor til tider oplysninger om både de danske konger fra Niels til Valdemar den Store og Knud Lavard. Helmold skriver før vores hjemlige kilder og er ikke påvirket af danske politiske interesser. Krøniken er derfor af stor kildemæssig værdi som sammenlignings- eller verificeringsgrundlag, når man skal forsøge at udrede begivenheder og forhold hos Saxo og Svend Aggesen; dog er Helmold meget kritisk overfor danskerne.[10]

Arnold er mindre kritisk[11] og partisk og er vores vigtigste kilde til begivenhederne i Nordalbingen efter 1185, idet der ikke findes nogen større overlevende dansk kilde til begivenhederne efter vendernes underkastelse. Også Arnold er velunderrettet, og de to slaverkrøniker må derfor vurderes som værdifulde og pålidelige kilder til begivenhederne i Danmark i det lange 12. århundrede.

En anden udenlandsk kilde til perioden er den islandske Knytlingesaga fra c. 1250.[12] Denne fortæller de danske kongers historie fra Harald Blåtand til Knud VI og er af kompilatorisk karakter. Knytlinge er dog stadig en brugbar kilde, idet den bygger på den samme ældre og tabte danske ”hofkrønike” som Saxo og Svend Aggesen, men i mange tilfælde har anderledes tendens end Saxo. Dette bygger tilsyneladende på, at hvor Saxos fremstilling er præget af magtpolitikken og ”propagandaen” på nedskrivningstidspunktet, så er Knytlinge nærmere en afskrivning af den ældre kilde.[13]

En anden type berettende kilder er helgenvitaerne. Generelt er alle disse helgenberetninger skåret over samme læst, hvor helgenen beskrives udfra en skabelonagtig form. Denne form stammer fra tiden før helgenkåringen, hvor visse gerninger og et bestemt levned tilsyneladende havde den største chance for at sikre den afdøde helgenkåring af Paven.[14] Man beskrev derfor helgenerne ud fra denne model og fremhævede eller opfandt levned og dåd, der passede til den. Dog kan man i helgenberetningerne finde oplysninger om andre ting end helgenernes levned; f. eks. giver Knud den Helliges Levned oplysninger om embedsmandssystemet. Da forfatteren ikke har haft nogen interesse i at farve disse oplysninger, kan de hjælpe med at belyse samfundsmagten, samfundet, magtpolitikken og stormændenes interaktion.

Udover de her nævnte findes der flere berettende kilder til dansk historie i det lange 12. århundrede. Disse er dog hovedsageligt i kortfattet annalistisk form og giver meget få oplysninger om stormændenes interaktion.[15] Det samme gælder brev- og diplommaterialet.



1. 2. 2 Norske og islandske kilder til samfundsmagt og stormændsrelationer

Generelt skal man være varsom med at benytte sagaerne som kilder til historiske hændelser. Sagaerne er fortalt for og nedskrevet af et særpublikum med familiemæssige bindinger til de involverede personer og snævre interesser i at fremstille bestemte hændelsesforløb på bestemte måder. Endvidere afspejler de i høj grad situationen på Island på nedskrivningstidspunktet. Mange sagaer handler om striden blandt magtbegærlige stormænd og om hvad der sker, når disse pga. dette magtbegær bryder samfundets tradition. Den samme hændelse kan således være skildret forskelligt i to sagaer. For eksempel er de samme personer og hændelser skildret forskelligt i Laxdøla og Njals sagaer, og andre i Egils og Laxdøla sagaer. Forfatterne/fortællerne har set sagen fra forskellige sider og har derfor skildret den forskelligt.

Ligeledes er de her benyttede sagaer nedskrevet længe efter hændelserne og i den mellemliggende tid kun mundtligt bevaret. Selv indenfor de faste rammer for sagafortællingen er det nærmest uafvendeligt, at der forekommer ændringer over tid i fortællingen.

Dog må sagaens situation og miljø have været genkendelig for publikum endnu ved nedskrivningen, som argumenteret af Preben Meulengracht Sørensen.[16] Derfor kan de bruges socialhistorisk, idet de rummer en afsløring af samfundets normative koder og fundamentale adfærdsregler ved nedskrivningen.[17]

Da væsentlige træk af den daværende kultur i Skandinavien var fælles og der foregik en stor udveksling, idet sagaernes netværk og situationer har været genkendelige i det 13. århundrede ved nedskrivningen, og da vi kan finde de samme netværk af magtfulde stormænd, private hære og stormandsinteraktion generelt i de danske kilder, er det efter min mening ikke for meget at benytte norsk/islandske eksempler til at belyse den danske situation. De danske kilder er nemlig ikke nær så detaljerede, idet sagaerne beskæftiger sig detaljeret med deres subjekt, mens de danske kilder beskæftiger sig med et bredere hændelsesforløb. I de anvendte sagaer finder man nærmere beskrivelser af de gæstebud og den gaveudveksling, som også ses i Danmark. I danske kilder beskrives den blot ikke så detaljeret, men den er der[18]. Derfor kan en større forståelse for danske forhold opnås ved anvendelsen af de islandske kilder. Når de danske berettende kilder blot fortæller, at der blev holdt et gæstebud og eventuelt til ære for hvem, og hvem der sad hvor, så går de benyttede sagaer i dybden og beskriver detaljeret gæstebuddet og gavegivningen udfra et så fast mønster, at man må tro, at der er tale om en tradition indenfor en institution. Forståelsen af denne kan så hjælpe til bedre at forstå den parallelle institution i Danmark.

I opgaven her er to sagaer især benyttet som kilder til stormændenes interaktion og relationer, nemlig Egils Saga og Njals Saga. Disse er udvalgt, fordi begge meget detaljeret beskæftiger sig med interaktionen mellem deres subjekter og andre stormænd.

Preben Meulengracht Sørensen anfører, at det centrale tema i Njals Saga er kampen mellem et traditionelt menneskeideal, der bygger på ære og hævn, og et menneskeideal præget både af samfundets ønske om fred og af kristenhedens ideal.[19] Men hvis man vægter samfundets opbygning og samfundsmagtens placering, er sagaen afgjort en god kilde til stormænds magtkampe og strategier i udvidelsen af deres netværk.

Sagaen er en af de yngst nedskrevne islændingesagaer, idet den blev nedfældet omkring 1280, [20] og den må derfor afspejle en samfundsorden, som har været genkendelig og forståelig for folk på den tid. Den kan eventuelt afspejle de voldsomme magtkampe, der førte til fristatens fald en generation før, samtidig med at dens skildring af retssager og stormandsliv både beskriver en bedre løsningsmodel end fejder og kongelig overmagt og nostalgisk hylder fristaten. På samme måde kan sagaerne også ses som et islandsk modstykke til den kongeprægede og monarkisk ideologiske historieskrivning fra resten af Skandinavien,[21] et modstykke, der opstod da det samfund der blev hyldet sang sin svanesang.

Deroverfor står Egil Skallagrimssøns saga. Ingen islændingesaga handler så meget om konger som Egils, og sagaen er nærmere en beretning om personen Egil Skallagrimssøns mangfoldige eventyr og problemer med konger end, som Njals, en saga om konflikter.[22]

Meulengracht Sørensen læser Egils saga som en analyse af to uforenelige opfattelser af individ og samfund.[23]

Dette er efter min mening anakronistisk, idet vi kan se hjemlige stormænd både i dansk og norsk højmiddelalder, der optræder ligeså selvstændigt som Egil og dennes slægt.[24] Altså et samfund, der trods en lang centraliserings- og hierarkiseringsproces stadig ikke havde den stramme orden, som Sørensen antager for det norske under Harald Hårfager. Derudover kan vi se, at Egil ikke havde nogen problemer med at indgå i den engelske kong Adelstans hird og hierarki. Snarere kan man måske derfor se Egils saga som opstillende en forskrift for, hvorledes stormanden burde indgå i tjenesteforhold/alliance med mægtigere stormænd, jarler og konger. Sagaen er tidlig og måske endelig nedskrevet af Snorri Sturlusson selv. I hvert fald anses den for at være en af de mest pålidelige når det gælder historiske begivenheder og sædvane i det 10. århundrede.[25]

Sagaen må dog stadig, som Njals, have givet mening og opstillet løsningsmodeller/idealer, som var forståelige og gyldige ved nedskrivningstidspunktet.



1. 2. 3 Skriftlige kilder til jernalderens sociale organisation

Vi har to spinkle skriftlige kilder til hvorledes germanerne organiserede deres samfund, en tidlig; Tacitus’ Germania og Annaler (fra ca. 100 e.v.t.), og en sen; Sangen om Bjowulf (ca. 700 e.v.t.).

Sangen om Bjovulf er ganske vist, i den version vi kender, først nedskrevet omkring år 1000, men forlægget stammer fra 700- tallet[26] og der er argumenter, for at digtet faktisk rummer en kerne tilbage fra det 6. århundrede. I digtet omtales kongen Hygelak, der dræbes i Frankerriget på togt. Denne må være den Chochillaicus, som nævnes lide denne skæbne i år 515 hos Gregor af Tours, men det er ikke så vigtigt (der er en teoretisk mulighed for, at Bjovulfs forfatter kan have haft kendskab til denne konge fra Gregor og indsat ham i et eventyr, eller hvad vi i dag ville kalde en fantasy-roman). Vigtigere er, at der visse steder i digtet bruges kenninger for hjelme, som næsten ordret beskriver udsmykningen af hjelme og udstyr i de store YG gravfund fra Valsgärde og Vendel i Sverige, Sutton Hoo i England, matricer på Gotland, og visse frankiske fund.[27] Ligeledes omtales de bedste sværd som ringsværd, og disse kendes kun fra YG. Det ville derfor være indlysende at placere kvadets kerne i germansk jernalder og regne med, at der ved nedskrivningen og kopieringer er sket visse ændringer. Først og fremmest er digtet tilsat en ordentlig portion pris til den kristne gud. I den forbindelse bør det bemærkes, at verden ved en lejlighed kaldes Midgård, der jo er det nordisk-hedenske navn. Dette kan være en rest af det originale digt, der ikke er blevet ændret.

Sangen om Bjovulf giver os derfor kildekritiske problemer, der kun forstærkes af at digtet er et heltedigt til fremsigelse i stormandens hal og derfor glorificerer livet blandt stormænd, men ikke nødvendigvis beskriver noget som helst, der har med virkeligheden at gøre, hverken en fortidig virkelighed for digtets mytiske handling, virkeligheden ved tiden for nedskriveren eller virkeligheden ved den endelige nedskrivning.

Men selv hvis digtet er rent digt, må de sociale relationer alligevel have haft en genkendelig form og mening for dets publikum ved nedskrivningen. Hvis vi accepterer, at digtet i hovedsagen er uændret fra nedskrivningen omkring år 700 til den af os kendte udgave, kan det rumme en kerne af oplysninger fra germansk jernalder. Dermed kan vi altså anvende det som kilde til sociale relationer blandt stormænd i germansk jernalder, og hvordan livet blandt stormændene mere konkret har formet sig.

Overfor dette digt står Tacitus’ Germaniensbeskrivelse og Annaler. Germania er en etnografisk beskrivelse af de barbariske stammer nord for romerriget. Man formoder, at Tacitus ikke selv har været i Germanien, men at han har benyttet andenhåndsoplysninger fra købmænd, officerer og embedsmænd med kendskab til de germanske stammer. Man kan hente en del værdifulde oplysninger om disse stammer hos Tacitus, men det er vigtigt at være opmærksom på, at han jo så dem med romerske øjne. Tacitus’ livsverden og forståelse var ikke germanernes, og samtidig benytter han i flere tilfælde beskrivelsen af de primitive barbarer som et slags modbillede på det romerfolk. han opfattede som værende forfalden til dekadence. Tacitus var moralist, og det er til tider svært at skelne, om han faktisk beskriver reelle germanske sæder og skikke eller blot har beskrevet noget fiktivt som anledning til at prædike moral for romerne. Eller en blanding. Som kilde organiseringen af germanske samfund og til forholdet mellem høvding og hird er Germania dog en anvendelig kilde, idet dette tilsyneladende ikke skildres som modpol til et romersk fænomen, men i egen ret. Mange har forsøgt at benytte Germania som kilde til germansk samfundsorganisation, men med større eller mindre held pga. dens faldgruber. Derimod har kun få benyttet Tacitus’ Annaler, hvor han blandt andet skildrer gengældelsesfelttoget mod cheruskerstammen efter deres oprør i år 9. Som en del af denne skildring indgår beskrivelser af, hvordan cheruskernes ledere organiserer kampen mod romerne, og man kan deraf udlede hvorledes de organiserede deres samfund. Og dermed hvor langt de var i processen mod statsdannelse, hvorledes magten i samfundet fordelte sig, og hvorledes lederne interagerede.

[1] Arup, Koch, Christensen, Lund og selv Hermanson vægter perioden højt.

[2] Weibull, 1915.

[3] Skovgaard-Petersen, 2000, s. 187ff.

[4] Malmros, 1979, s. 51.

[5] Malmros, 1979, s. 51.

[6] Malmros, 1979, s. 51.

[7] Hvad man kan overbevise sig om ved at læse den. Derudover henvises til Geltings kommentar i sin oversættelse; Gelting 1979.

[8] Gelting, 1979.

[9] Breengaard, 1982, s. 71.

[10] Som det fremgår ved læsning af krøniken.

[11] Måske fordi han ikke har oplevet borgerkrigens spild af ressourcer, der ifølge Helmold kunne være brugt mere hensigtsmæssigt mod venderne

[12] Kræmmer 1999, s. 189.

[13] Malmros 1979, s. 51.

[14] Kræmmer, 1999, s. 187f.

[15] Colbaz- Årbogen, Valdemar- Årbogen, Ældre sjællandske krønike, Rydårbogen, Scriptores Minores, Danernes færd til det hellige land, og den engelske Radulfus Nigers krønike fra verdens skabelse til 1199.

[16] Sørensen, 1993, s. 17ff, 53ff og 101ff

[17] Byock, 1999, s. 25f, 55 og 67. De traditionelle modargumenter behandles og affærdiges af Byock, 1999, s. 58ff.

[18] De væsentlige danske berettende kilder gennemgås i kapitlet om Gaver og Gæstebud.

[19] Sørensen, 2001, s. 69.

[20] Sørensen, 2001, s. 71.

[21] Sørensen, 2001, s. 67.

[22] Om forskellen mellem ”fred- konflikt- fred” sagaer som Njals, og skjaldesagaer som Egils, se Sørensen, 2001, s. 56ff.

[23] Sørensen, 2001, s. 71.

[24] Se mit senere kapitel om relationspolitik som magtstrategi.

[25] Sørensen, 2001, s. 71.

[26] Sangen om Bjowulf, s. 10 og 18f.

[27] Hedeager, 2002, s. 360ff.