3. 3 Samfundsmagtens karakter i ”Det Frie Germanien”[1] fra skriftlige kilder

3. 3 Samfundsmagtens karakter i ”Det Frie Germanien”[1] fra skriftlige kilder

I omtalen af prestigevaresystemet beskrives hvorledes en hierarkisk samfundsorden opstod og hvorledes høvdingen i et sådant system belønner sine undergivne med gaver og fester. Nu svarer en historisk udvikling jo sjældent til en sådan teoretisk beskrivelse så vi kan forsøge at kaste mere lys over den ved anvendelse af skriftlige kilder; Tacitus Annaler og Germaniensbeskrivelse, og Sangen om Bjowulf.

Det skal derfor tentativt på baggrund af den arkæologisk-antropologisk teori følgende forsøges at uddrage nogle fakta om alliancers betydning i de germanske samfund i jernalderen fra disse to kilder. Der skal derimod ikke uddrages noget historisk hændelsesforløb om samlingen af det danske eller svenske rige og tidspunktet for dette, heller ikke skal der tages stilling til om historiske personer eller hændelser virkelig har levet eller foregået som beskrevet. Der skal kun forsøges at uddrage et for jernalderens stormænd genkendeligt mønster for interaktion og alliancedannelse.

I Tacitus’ Annaler beskriver han kampen mod cheruskerstammen, der levede mellem Rhinen og Elben og påførte romerne det berømte nederlag i ”Teutoburger Wald”.[2] I cheruskerstammen konkurrerer to mænd tilsyneladende om magten; Segestes, der ønsker alliance med romerne, og Arminus, der er oprørets leder. Repræsentanter fra begges slægter findes på begge sider i striden[3] og vi kan dermed se at de horisontale loyalitetsbånd til slægten er i opbrud til fordel for alliancer mellem stormænd. Arminus er heller ikke ubestridt leder af den romersk-fjendtlige alliance idet han til et stormandsmøde før et angreb på en romersk lejr ikke får flertal for sin plan. I stedet følges han onkel; Inguiomers, plan.[4] Samme onkel har ellers før holdt med romerne, ligesom Arminus bror; Flavus, trofast holder sig til disse under hele striden. Inguiomer skifter senere side igen til Arminus’ fjende; Marbod af markomannerstammen. Skiftet angives at være motiveret af ikke at ville følge en brorsøn. På dette tidspunkt er Arminus magt i stammen ellers ubestridt idet han tilsyneladende har samlet alle stormændene bag sig i kampen mod romere og senere markomannere. Stadig er han dog ikke enerådende, men afhængig af sine allierede, da han når kongestatus falder netværket fra hinanden og oprøret breder sig (som afspejlet i de ovenfor nævnte arkæologiske fund hvor netop cheruskernes område adskiller sig fra den generelle udvikling mod centralisering af magten), og til forhandling med romerne medbringer han sine medhøvdinge.[5]

Vi kan altså se at det cheruskiske samfund på dette tidspunkt er ved at gennemgå den ovenfor beskrevne hierarkisering og centralisering, men at denne langt fra er komplet. Arminus, og vel andre germanske ledere, er nødt til at støtte sig til netværk af andre stormænd i alliancer hvor lederens indflydelse ikke var total. Stormændene kunne vælge en anden leder til at lede netværket eller de kunne individuelt skifte side.

I sangen om Bjovulf er lederrollen for alvor specialiseret idet alle stammer, der nævnes i digtet har konger og hvis de mister deres konge forudses det at de vil bliver overvundet af andre og eventuelt opslugt.[6] Hvis denne del af digtets kerne virkelig rækker tilbage til germansk jernalders folkevandringer og intense kampe mellem de germanske stammer om overlevelse er iagttagelsen sikkert rigtigt, uden en leder kunne f.eks. anglerne lettere opsluges af jyderne og/eller danerne.

Kongens rolle er som sagt at beskytte landet og dette gøres ved at lede en stærk hird i kamp og have mange venner blandt andre stammer, i hvert fald bestræber kongerne i Bjovulf sig på at knytte venskabsbånd til andre stammer.[7] Tydeligst er dette da Bjovulf ved sin hjemrejse tilbyder danerkongen Roar at støtte ham med 1000 spyd hvis han skulle få brug for det, en alliance med gøternes kong Hygelak og at Roars søn Redmund kan få ophold ved Hygelaks hird.[8] Ligeledes støtter kongens egen magt sig på alliancer med landets stormænd,[9] mens hans hird består af disse, hans slægtninge[10] og tilrejsende helte som Bjovulf selv. Alle disse kaldes konsistent kongens venner og som i Tacitus’ germaniensbeskrivelse[11] og de senere islandske sagaer ser vi at unge krigeraristokrater rejser ud til succesrige konger/høvdinge- krigsherrer for at vinde ære og ry i krig.[12] Disse alliancer bekræftes, ligesom flere af dem mellem stammerne, med giftermål[13] og sværges ved fester i kongens hal som vil blive behandlet nærmere i næste kapitel. Læsning af Prokopius’ historier bekræfter at komplicerede giftermålsalliancer på kryds og tværs af de germanske stammer og måske også til det skandinaviske område var en vigtig del af det politiske spil i Europa i slutningen af det 5. århundrede. Ligesom selv de merovingiske frankiske konger byggede deres militærmagt (og dermed magt) på deres følge (hird) og alliancer med landets stormænd.[14]

Arkæologernes undersøgelser af jernalderens samfundsorganisationen i jernalderen har påvist en centraliseringsproces igennem oprettelsen af alliancer i prestigevaresystemet. Dette ser ud til at bekræftes af vore to skriftlige kilder. Mens Tacitus i sine beskrivelser af germanerne beskriver et stammesamfund i opbrud og med skiftende alliancer omkring forskellige høvdingeemner, og samtidigt en ændring og definition af lederrollen.[15] Så er kongens embede, rolle og magt tilsyneladende fastlagt og defineret i Sangen om Bjowulf. Stridighederne her er tilsyneladende mere mellem stammer/riger og antydede internt i kongeslægten om selve kongeembedet.[16] Både høvdingene hos Tacitus og kongerne i Sangen om Bjowulf bygger dog deres magt på alliancer med deres slægtninge og rigets/stammens stormænd; ikke på et institutionaliseret statsapparat.

[1] Det af romerne benævnte ”Frie Germanien”; altså den del af Europa, hvor der boede germanere der ikke var underlagt Rom. Groft Europa Øst for Rhinen, vest for Weischel og nord for Alperne, inklusiv Danmark og det beboede område af Den skandinaviske halvø. Se kort i f. eks. Putzger, 1997, s. 26ff.

[2] Det nøjagtige sted er efter mange års debat lokaliseret nøjagtigt til Kalkriese nær Osnabrück.

[3] Tacitus, Annals, s. 339ff.

[4] Tacitus, Annals, s. 359.

[5] Tacitus, Annals, s. 397.

[6] Sangen om Bjowulf, s. 143.

[7] Sangen om Bjowulf, s. 37, 51f, 74, 77, 101 og 107.

[8] Sangen om Bjowulf, s. 101.

[9] Sangen om Bjowulf, s. 47, 114, 128 og 142.

[10] Sangen om Bjowulf, s. 74, 83, 106f, 128 og 132.

[11] Germania, 14.4.

[12] Preben Meulengracht Sørensen anfører ligefrem hvorledes islændingen i sagaerne og sagatiden må foretage en rejse til udlandet, og helst tjene konger, for at overgå fra ung til moden mand og vinde ære. Altså at rejsen er blevet en slags initieringsrite, Sørensen, 1993, s. 224ff.

[13] Sangen om Bjowulf, s. 37, 104f, 107f og 142.

[14] Bachrach, 1972, generelt beskriver han styrkerne som sådan. Han ser dog en forskel på deres forhold til de overlevende romerske styrker i starten af Merovingertiden, s. 123ff. Men i hele hans værk fremstår også disse som følgende udfra personlig alliance med de(n) aktuelle konge(r).

[15] Ledere med kongenavn begynder at optræde, men risikerer oprør ved at tage denne titel og den medfølgende udvidelse af lederrollen i stammen.

[16] Det antydes at Rolf vil tilrive sig kongemagten med vold fra sin onkel Roar.