3. 5 Foreløbig Konklusion, statsdannelse og samfundsmagt i Jernalderen

3. 5 Foreløbig Konklusion, statsdannelse og samfundsmagt i Jernalderen

I indledning udskilte vi fire forudsætninger, der må være opfyldt for at den tidlige stat kan siges at eksistere.

* Specialisering af Lederrollen
* Centralisering af magten
* Samfundsstrukturens permanens eller store grad af stabilitet
* Frigørelse fra slægtskabsstruktur som grundlag for magthierarkiet

Vi fastslog endvidere at disse normalt ville følge en konflikt- og/eller integrationsproces som skabte dem.

I Danmark kan vi se at der i ÆR og YR foregår en sådan konflikt- og/eller integrationsproces, nemlig prestigevaresystemet. Vi kan også se at der efterhånden opstår en specialisering af lederrollen, først og fremmest militært. Tacitus og Velleius beskriver specialiserede ledere i modsætning til Cæsars ældre beretninger. Altså er der i den mellemliggende tid sket en centralisering af magten og en specialisering af den militære lederrolle. At den endnu på dette tidspunkt langtfra er fuldbyrdet kan man se af kong Marbods upopularitet netop fordi han er konge og af Arminus mislykkede forsøg på at opkaste sig selv til konge. Vi kan også se hvordan magten er koncentreret til nogle få slægter eller grene af samme slægt men at disse må støtte sig til alliancer med andre af stammens stormænd.

Hvad angår strukturens permanens så er den mere tvivlsom, arkæologisk ser det ud til at have været en lineær og konstant udvikling mod større centralisering og specialisering men i praksis har der nok været flere stormænd som Arminus, der bukkede under i forsøget på at fremme udviklingen og det er sandsynligt at der flere gange har været tilbageslag i udviklingen. Et kendt eksempel på dette ses i slutningen af det niende århundrede da den danske kongeslægt tilsyneladende uddøde og kaos bredte sig i landet.[1] Noget sådant er svært at påvise arkæologisk (især hvis man ikke ser efter det) men lignende hændelser er sandsynlige gennem hele jernalderen. Dog har strukturen været så permanent at det arkæologisk ser ud til at have været en lineær og konstant udvikling, det kan derfor blot hænde at udviklingen i det store hele har været konstant men aktørerne forskellige. Ligesom en vis strukturel permanens også antydes af at magten og lederskabet i cheruskerne er knyttet til få slægter fra hvilke ledere vælges efter deres magt, personlighed, krigslykke og karisma.

Man skal derfor ikke forestille sig en velorganiseret stat som den romerske i Danmark i jernalderen. Derimod er riget eller stammeforbundet snarere et socialt netværk af stormænd som styrer lokalt og med loyalitet til en konge, når denne er stærk og karismatisk nok. Men også stormænd med selvstændig handlefrihed og militær magt, og med magt til at støtte eller vælte en konge.

Anvender vi dog den ovennævnte definition skabes og konsolideres staten i sin tidligste form i løbet af romersk jernalder, hvornår det danske rige opstår som sådant ved vi ikke, hverken Gregor af Tours eller Prokopius omtaler tillader os andet end at antage at et rige på det danske område beboedes af daner.[2] Arkæologen Ulf Näsman mener at det danske rige er opstået parallelt med det Merovingiske rige i Franken og fuldbyrdet senest i det sjette århundrede.[3] Store byggeprojekter som Danevirkes første fase, Kanhavekanalen på Samsø og den stramt styrede opbygning af det første Ribe tyder på at et landsdækkende rige har eksisteret i hvert fald fra det ottende århundredes begyndelse (men beviser det ikke), dette er sikkert blevet styrket af Merovingernes forudgående svækkelse og har udvidet sin magt både indadtil og udadtil i manglen på stærke konkurrenter.

Skabelsen af de alliancer og forbund som ledelsen/kongemagten har hvilet på har for en stor dels vedkommende foregået ved at stormændene har konkurreret om at udvise størst gavmildhed mod deres følge/hird og allierede og dermed sikret sig det største følge, som så igen har sikret militær overlegenhed. De gaver, som stormanden har sikret dette følge med er så tilsyneladende uddelt ved fester/gæstebud hvor han har udvekslet sin gavmildhed for troskab hos deltagerne, her har man svoret eder over hornet og følt staldbroderskab.

Sådanne alliancer er dog ikke stabile, som internationale aktører i vor tid vil den enkelte stormand have handlet helt fra sin egeninteresse og kan derfor have valgt at skifte side flere gange. Denne komplicerede ”dans” må have foregået i jernalderens udvikling mod det danske rige vi ser ved overgangen til vikingetiden.

[1] Lund, 1996, s. 108f, Roesdahl, 1999, s. 22f, og Scocozza & Jensen, 1998, s. 44f. Det er på dette tidspunkt det flygtige svenskevælde skulle forekomme.

[2] Da jeg startede på dette speciale var jeg ellers fuldt og fast overbevist om at det var muligt at bevise et centraliseret dansk rige før vikingetiden. Vi har også mange indikationer, men ikke noget bevis.

[3] Se blandt andet Näsman, 1998, s. 255ff, og 2000, s. 40ff.