5. 5 Konklusion, samfundsmagten i det lange 12. århundrede

5. 5 Konklusion, samfundsmagten i det lange 12. århundrede

I dispositionen til dette afsnit stilledes spørgsmålet, om samfundet i det 12. århundrede fortsat domineredes af magtfulde stormænd, hvis støtte kongen baserede sin magt på, eller om der var tale om en ny institutionaliseret og centraliseret magtstruktur.

Efter undersøgelsen af kildematerialet må svaret være, at magtfulde stormænd stadig spillede en stor rolle, men at kongemagten også vandt frem. Det er tydeligt, at der stadig eksisterede magtfulde stormænd med privat magtgrundlag. Meget tyder også på, at disse i høj grad var uafhængige af kongemagten og stadig delvist lokalherskere, og vi ser flere af dem føre, hvad vi kan kalde privat krig. Hviderne, Bodilsslægten og Trund-erne fører alle egenrådigt krige både mod konger og naboer i det lange 12. århundrede med hære af frænder og venner som beskrevet ovenfor. Men det er også tydeligt, at senest med Valdemarernes regering slår de nye tider med institutionaliseret og centraliseret magtudøvelse igennem. Ledingen reorganiseres,[1] og faste titler med delegeret magt optræder herfra fast i kilderne. At Skjalm Hvides efterkommere så sidder tungt på mange af disse titler bør ikke forlede os til blot at kalde dem en fortsættelse af, at kongen støtter sig på et personligt netværk. Snarere træder dette netværk ind i rigsadministrationen som en naturlig udvikling af og belønning for deres støtte til kongerne. Dermed flettes Valdemarernes personlige netværk og kongemagtens institutionelle administration sammen i en symbiose hvorfra begge dele også fortsat vokser. Det er derfor svært at skelne og beskrive.

[1] Se kapitel 4.2 for diskussionen om dette.