Konklusion

6. 0 Samlet konklusion

I problemformuleringen rejste vi spørgsmålet, om samfundet i højmiddelalderen var væsensforskelligt fra jernalderens. Altså i hvilket omfang venskabsbånd/alliancer, parallelle magthierarkier og gavegivning stadig prægede samfundsmagten i højmiddelalderens Danmark? Præges samfundsorganisationen fra jernalder til middelalder af kontinuitet? Specielt blev der lagt vægt på gavegivningens ritual og stormændenes gæstebuds betydning i den forbindelse.

Hvad angår rigssamlingen så havde jeg, da jeg startede undersøgelsen, en ide om at kunne bevise, at denne var sket tidligere end vi historikere traditionelt regner med. Dette holdt dog ikke til nærmere undersøgelse.

Arkæologisk kan vi se, at de fire forudsætninger, der må være opfyldt for at den tidlige stat kan siges at eksistere: specialisering af Lederrollen, centralisering af magten, samfundsstrukturens permanens eller store grad af stabilitet, og frigørelse fra slægtskabsstruktur som grundlag for magthierarkiet allerede opfyldes i løbet af romersk jernalder.

Vi kan også se, at der i ÆR og YR foregår en konflikt- og/eller integrationsproces, nemlig prestigevaresystemet, som normalt vil være en del af centraliseringsprocessen, der fører til en tidlig stat.

Af skriftlige kilder til de germanske samfund kan vi se, at specialisering af lederrollen først og fremmest er militær. Tacitus og Velleius beskriver specialiserede ledere i modsætning til Cæsars ældre beretninger. Altså er der i den mellemliggende tid sket en centralisering af magten og en specialisering af den militære lederrolle. Processen er dog langtfra fuldbyrdet. Vi kan også se, hvordan magten er koncentreret til nogle få slægter eller grene af samme slægt, men at disse må støtte sig til alliancer med andre af stammens stormænd.

Arkæologisk ser det ud til at have været en lineær og konstant udvikling mod større centralisering og specialisering, men i virkeligheden er det sandsynligt, at der flere gange har været tilbageslag i udviklingen. Et sådant ses i slutningen af det niende århundrede, da den danske kongeslægt tilsyneladende uddøde og kaos bredte sig i landet, ligesom i kampene om kongemagten mellem Svend Estridssøns efterkommere. Noget sådant er svært at påvise arkæologisk (især hvis man ikke ser efter det), men lignende hændelser er sandsynlige gennem hele jernalderen.

Man skal derfor snarere forestille sig et rige eller stammeforbund bestående af et socialt netværk af stormænd som styrer lokalt og med loyalitet til en konge, når denne er stærk og karismatisk nok. Men også stormænd, med selvstændig handlefrihed og militær magt, og med magt til at rejse eller vælte en konge.

Anvender vi dog den ovennævnte definition, skabes og konsolideres staten i sin tidligste form i løbet af romersk jernalder. Hvornår det danske rige opstår som sådant, ved vi som sagt ikke. Store tilsyneladende centralt styrede byggeprojekter tyder på, at et landsdækkende rige har eksisteret i hvert fald fra det ottende århundredes begyndelse. Et rige, der sikkert er blevet styrket af Merovingernes forudgående svækkelse og har udvidet sin magt i manglen på stærke konkurrenter.

Skabelsen af de alliancer og forbund, som ledelsen/kongemagten har hvilet på, har for en stor dels vedkommende foregået ved, at stormændene har konkurreret om at udvise størst gavmildhed mod deres følge/hird og allierede og dermed sikret sig det største følge, som så igen har sikret militær overlegenhed. De gaver, som stormanden har sikret dette følge med er så tilsyneladende uddelt ved fester/gæstebud, hvor han har udvekslet sin gavmildhed for troskab hos deltagerne. Her har man svoret eder over hornet og styrket loyaliteten sig imellem og til høvdingen.

På samme måde har samfundet tilsyneladende fungeret helt op i højmiddelalderen. I ”det lange 12. århundrede” finder vi i hvert fald stadig magtfulde stormænd med selvstændig militær magt og dermed stor indflydelse. Vi kan også se, at kongen må knytte disse stormænd personligt til sig og sin alliance for at kunne regere riget effektivt. Selv op i Valdemarstiden fortsætter disse alliancer med at have stor betydning for rigsregeringen på trods af at nye tider med uddelegeret kongelig magt her var ved at vinde indpas og blive stabile, ligesom feudaleder efter europæisk mønster tilsyneladende også får stigende betydning. Selv fremme i 1208 ser vi stormænd med selvstændige styrker fra Danmark udfordre den svenske konge. Opretholdelsen af disse alliancer skete stadig på denne tid på traditionel vis, ved at den gavmilde fyrste belønnede sine mænd rigt med de rigdomme, han skaffede sig ved plyndring og erobring. Uddelingen af disse gaver til gengæld for troskab skete stadig helt frem i slutningen af det 12. århundrede (hvor vores berettende kilder tørrer ud) ved fyrstelige gæstebud. Ved disse fulgte man åbenbart et helt specielt ceremoniel, som på mange punkter var uændret fra jernalderens samlingsproces, i fornyelsen og oprettelsen af loyalitet fra høvdingen til hans mænd og mændene indbyrdes. På samme måde bekræftede stormændene venskaber sig imellem og bekræftede deres alliancer.
Idet disse gæstebud var centrale i alliancerne, som samfundsmagten hvilede på fra jernalderens samlingsproces, hvor de opstod, og til højmiddelalderen, har vi hermed identificeret et vigtigt fællestræk i hele perioden. Vi har dermed etableret, at der var kontinuitet i den måde, samfundet fungerede på. Og vi har identificeret et af de vigtige delelementer i opretholdelsen af de venskabsalliancer, som meget i samfundet drejede sig om. Samtidigt sker der dog en ændring imod en mere formaliseret statsmagt med embeder og embedsmænd. De to magtformer udelukker ikke hinanden og har vel fungeret parallelt i en årrække mens, embedsstaten langsomt vandt i betydning over magten bygget på personlige bånd. Trods dette hvilede megen magt altså stadig på personlige relationer opbygget ved den gavmilde fyrstes reciprokke forhold til sine mænd og allierede. Et forhold, som oprettedes og opretholdtes med gæstebuddet og gavegivningens middel. Således var samfundet i jernalderen og højmiddelalderen måske slet ikke så forskelligt, som man traditionelt har ment, men snarere to stadier i den samme udvikling. To stadier, der havde stor overensstemmelse i måden, man opbyggede magt på.