5. 3 Fremvæksten af offentlige embeder og administration

5. 3 Fremvæksten af offentlige embeder og administration

Som nævnt ser vi i Valdemarstiden en kraftig styrkelse af kongemagten og en begyndende nyordning af samfundet i retning af mere centralisering. Denne udvikling er ifølge traditionel forskning påbegyndt langt tidligere,[1] men Hermanson opponerer kraftigt imod denne opfattelse.[2]

Det skal derfor i det følgende kort undersøges, hvorledes udviklingen af den delegerede magt fra kongen i embeder og magt forløb i ”det lange 12. århundrede”.

Som vi har set i begyndelsen af opgaven, er det muligt at argumentere for, at centraliseringen og hierarkiseringen af samfundet mod kongemagt og rigssamling starter allerede i jernalderen. Ved overgangen mellem ældre romersk jernalder og yngre romersk jernalder (~200 e.v.t.) er ordningen af samfundet i høvdingedømmer under regionale stormænd tilsyneladende fast.[3] I krigsbytteofringerne ser vi store centralt styrede og hierarkisk organiserede hære, som må afspejle et hierarkisk ordnet samfund allerede her, og arkæologen Näsman har postuleret rigssamling allerede i det 6. århundrede.[4] Denne påstand er interessant, men svær at bevise, derimod afspejler de frankiske rigsannaler i den første halvdel tydeligt et dansk kongerige med udstrakt magt og organisation. Som nævnt kalder disse annaler allerede i 817 Gluomi ”custos” (høvedsmand) i det danske grænseland,[5] og Ansgar forhandler med en Hovi ”Comes” i Slesvig (Hedeby). Hedeby var anlagt og organiseret af kongen, og det ville være logisk, hvis han her havde en embedsmand, ligesom man må formode, at der har været en slags kongelig repræsentation i alle byer for at opkræve told og skat og opretholde ro og orden. Disse kongelige repræsentanter har dog nok været allerede magtfulde mænd knyttet til kongen, der så har fået et embede som endnu et bånd og endnu en styrkelse af deres magt.

Ligeledes har det nok forholdt sig med Thorkel Høje og de andre jarler under Jellingkongerne. Thorkel opererer i hvert fald temmelig uafhængigt af og til tider i opposition mod Svend Tveskæg og Knud d. Store, før han ender som sidstnævntes jarl.[6]

Dog viser malmros’ undersøgelse af den hedenske fyrstedigtning i slutningen af vikingetiden at der i hvert fald ved hoffet herskede en opfattelse af en hierarkisk samfundsorden med kongen i toppen, jarler under ham osv..[7] Man kan dog ikke af denne undersøgelse udlede meget om embedernes reelle funktion.

Den hierarkiske samfundsorden sent i vikingetiden bekræftes dog af fyrstedigtenes og Adam af Bremens beretninger om kampene mellem Svend Estridssøn og de norske konger.[8]

En nærmere analyse af offentlige embeder bliver dog først mulig med Ælnods beretning om Knud d. Hellige og hans død.

Ælnod beretter først, at Knuds far Svend Estridssøn opnåede politiske resultater med sit råds styrke og klogskab,[9] ligesom Knud selv rådfører sig med vise og kloge mænd om vigtige beslutninger.[10] Der er dog intet bevis for, at dette råd er et officielt råd, og det kan ligeså vel være Knuds stormandsstøtter, der rådgiver ham. Det er dog sikkert, at kongen havde et følge af huskarle, hans hird, som ifølge Ælnod bestod af stormænd og deres sønner[11]. Disse stormænd og stormandssønner har nok som beskrevet kun været de af landets stormænd, der var en del af kongens alliance, men de har ikke desto mindre været kernen i hans hær og hans stærkeste magtmiddel. Dog havde Niels med sikkerhed rådgivere, idet en af dem, Helge, mindes med en tavle i Roskilde domkirke, hvor det også siges, at andre konger havde haft råder.[12]

Mere officielt har det korps af kongelige bryder eller fogeder sikkert været, som ifølge Ælnod udøver styrelsen lokalt for kongen og vogter hans skatte og indsamlede skatter på kongsgårdene.[13] Hos Ælnod hedder disse fogeder/bryder villicus. Kongen rejser så rundt mellem disse gårde med sit følge, og skatterne, der nok i høj grad bestod af naturalier, bruges til at beværte kongens lokale støtter, hof og hird. Dette sker i de haller, Ælnod også nævner som en del af kongsgårdskomplekset. Dette kan være det, Saxo kalder ”åbent bord” i forbindelse med Valdemars besøg på Fyn, hvor han nægter at modtage Magnus Eriksøn ved sit bord.[14]

Disse bryder og fogeders opgaver var at administrere kongens ejendomme, der også kunne være en befæstning, [15] udføre kongens statsforretninger, opkræve bøder og skatter, og føre kongens sager på tinget i deres område.[16] De var åbenbart stormænd i egen ret og holdt selv hird, så de kunne sætte magt bag deres styre,[17] hvad der jo var ret vigtigt i middelalderens voldssamfund.[18] Denne betydning bekræftes af, at deres titel har rod i det at bryde og fordele brødet, altså maden ved bordet. Dette kan forbindes med det gavmilde stormandsideal og er altså en ærefuld betegnelse for en stormand og herre. Hvad bryden da også ifølge både Thomas Riis og Niels Lund optræder som i vikingetid og tidlig middelalder.[19]

Det ser altså ud til at bryden har været en stormand, som kongen har udnævnt til lokal ombudsmand. Han har skullet administrere kongens ejendomme og fæstninger i området, indsamle skatter og repræsentere kongen lokalt på tinget. Han har haft egen hird til at sætte magt bag sit styre, og han har været den der ”brød brødet” både i sin egen og kongens lokale husholdning. Ifølge Gelting ser man i første halvdel af det 13. århundrede de lokale fogeders indflydelse på det lokale herredsting vokse, og ved midten af århundredet er de ligeså magtfulde som de fogeder, vi kender fra England og Frankrig. De danske fogeder havde endog den fordel, at de ikke som de franske og engelske blev hæmmet af indblanding fra mægtige lensbesiddere, der forsøgte at pleje egeninteresser i konkurrence med fogeden. Sådanne lensbesiddere fandtes ikke i Danmark.[20]

Ælnod skrev på kong Niels’ tid, og det er under denne konges lange og fredelige regering, man traditionelt har set den store forandring i rigsstyrelsen mod stærkere centralisering og faste embeder.[21]

Fra denne tid har man endvidere to kongebreve, hvor titler på embedsmænd nævnes. Disse er camerarius (kammermester), stabularii (staller) og comes (jarl). De samme titler optræder hos Saxo og i Svend Aggesens vederlov og har sammen med titlerne præfectus og dux hos Saxo været taget til indtægt for, at man nu havde faste kongelige embeder.

Af disse skulle præfectus, comes og dux være forbundet med et territorielt ombud af militær art. Mens Camerarius har været en del af hoffet,[22] hersker der mere tvivl om stabularii (staller). Nogle anser stallerne for hofembedsmænd,[23] mens andre på baggrund af vederlovens oplysninger om den bofaste Vide Staller opfatter dem som lokale kongelige embedsmænd.[24]

Den første staller, som vi kender, er Ago (velsagtens Åge), der bevidner et brev under Niels. Derefter dukker titlen først op igen i 1177 hvor Henricus camerarius bevidner et brev. Koch mente, at denne kammermester var kongens ”finansminister”, at han som ansvarsområde havde rigets økonomi og pengevæsen.[25] Overfor dette opponerer Hermanson, der ikke finder nogen konsistens i brugen af titlen i sin undersøgelse af de kendte indehavere. Han underbygger dette med kammermesteren Henrik Skjerp fra Valdemar d. Stores og Knud d. VI’s regeringer. Denne Henrik indehaver flere titler i forskellige vidensbreve, nemlig advocatus og stabularius, og befinder sig derfor ifølge Hermanson ikke i noget fast tjenesteforhold til kongen.[26] Denne argumentation forekommer mig lidt tynd, den ene titel behøver ikke at udelukke den anden, og den titel han bærer i vidnelisten har vel afspejlet hans funktion i forbindelse med den indgåede aftale. Ligesom Henricus camerarius ikke nødvendigvis er den samme person som Henrik Skjerp. Fra 1177 og til 1205 optræder titlen så tre gange.[27] En sikker beskrivelse af, hvad embedet som camerarius indebar, har vi først under Valdemar Sejrs regeringstid (1202- 1241).[28] Her beskæftiger camerarius sig med rigets finanser, og man har traditionelt oversat det med kammermester.[29] Vi kender kun tre breve fra Niels’ tid, og når et af de kun tre bevidnes af en camerarius, virker det sandsynligt, at embedet har haft en vis betydning. Niels regerede fredeligt i mange år, og det virker plausibelt, at han har haft brug for en embedsmand til at varetage rigets finanser: en kammermester. Hans embeder har ikke nødvendigvis været nøjagtigt det samme som hundrede år senere under Valdemar Sejr, men at der har været en vis overensstemmelse er ikke usandsynligt. Vi kender ingen kammermester under de efterfølgende urolige år, men med Valdemar d. Stores stabile styre finder vi embedet igen. Kongerne har vel under borgerkrigene haft mere brug for krigere i deres følge og har mere levet fra hånden og i munden uden helt at kunne regne med nogen fast skatteindtægt som i mere stabile år. Kammermesteren har derfor været overflødig, men med Valdemarernes styre bliver embedet aktuelt igen og kan fungere. Kammermesteren har dog sikkert været en stormand som andre og har givetvis også besiddet andre titler. Ligesom kammermesterembedet nok er blevet defineret undervejs og ikke i de første mange år havde faste arbejdsopgaver.

Stallerne ses derimod både i kongens følge og bosat lokalt. Det er derfor lidt sværere at få hold på deres funktioner. Traditionelt har man opfattet dem som lokale opsynsmænd over den kongelige stald, hvis funktioner under Niels ændredes til at være kongelige lokaladministratorer. Derimod har Skyum-Nielsen og Hermanson opponeret; de hævder i stedet, at stallerne var en slags kongelige altmuligmænd, der i kraft af stor privat magt blev belønnet med et embede af kongen for at knytte dem til sig, men at deres magt først og fremmest var privat og ikke delegeret.[30]

Selvom vi kender stabularii titlen allerede under Knud d. Hellige, har vi ikke meget materiale at fastlægge deres embedes arbejdsopgaver ud fra. Jeg vil tilslutte mig tolkningen af stallerne som altmuligmænd af stormandsslægt og med høj rang i hirden. Dette udelukker ikke, at de stadig kan have besiddet store ejendomme som den måske bofaste Vide Staller, der dog også kan være en hirdmand, der har gjort sin pligt og trukket sig tilbage til sine ejendomme som de angelsaksiske huskarle i det 11. århundrede.

Dux kender vi fra Saxo om Knud Lavard, om dennes titel som kommandør i grænseområdet og over Slesvig. Men også som dux over hele Danmark, måske en militær kommando over landets samlede væbnede styrker.[31] Hans forgænger Eliv betegnes som præfektus Sleswicensis, en titel Knud også bærer hos Robert af Ely og i Knud Lavardslegenden,[32] men i Magnusssønnernes saga kaldes Eliv Jarl,[33] en titel også Vilhelm Erobreren benævnes med i de norske kongesagaer og knytlingesaga. Andre områder Saxo benævner præfectura styres tilsyneladende af kommandører med titlen comes. Kong Niels’ svigersøn Ubbe comes kaldes hos Saxo præfectus over Småøerne, sikkert øerne syd for Sjælland og Fyn. Det samme område kaldes også hos Saxo et præfektorat.[34] Ligesom de andre kendte præfectura, Sønderjylland og Slesvig, Halland, og Götaland, er ”Småøerne” et grænseområde af stor strategisk betydning. Områderne har fungeret både som en zone til at opfange fjendtlige angreb og som udgangspunkt for egne angreb på naboerne. Kommandoen over et sådant område har været vigtig og næsten alle de af os kendte indehavere af en sådan har været slægtsmæssigt forbundet med kongefamilien.[35] Ligeledes har vigtige byer som Lund, Roskilde og Slesvig (om end sidstnævnte tilsyneladende også er knyttet til et Sønderjylland) været under kommando af en præfectus. Moderne historikere oversætter traditionelt disse latinske titler med det nordiske ”jarl”, og i lyset af eksemplet Eliv forekommer det rimeligt. Det har også været traditionel forståelse, at disse jarledømmer indebar militær kommando over et område og uddelegeredes af kongen, og at jarlen oppebar indtægter fra disse områder.[36]

Denne tolkning finder jeg trolig. Jarlerne har, uanset latinsk titel, givet været magtfulde mænd, som kongen ønskede at knytte til sig og udnytte i rigsadministrationen. Han har derved skabt fælles interesser og belønnet sine støtter med titel, indkomst og udvidet magt, og de fleste har været slægtsmæssigt forbundet med kongefamilien. Jarl er en gammel titel idet de frankiske rigsannaler som nævnt første gang bruger den om Hovi i 817, hvor denne kaldes comes af Hedeby. Idet de frankiske annaler er relativt velorienterede om danske forhold i disse år og bruger titlen, må embedet have været sammenligneligt med en frankisk greve. I de norske og islandske kilder beskrives jarler flere gange, og hovedparten af disse er magtfulde mænd i egen ret, hvis magt styrkes og knyttes til kongen med titlen og en militær kommando over et område. Knud Lavards specielle Dux Dacia titel har så vel været sammenligneligt med Erling Skakke Jarls som de beskrives i Heimskringla. Den magtfulde Erling var kong Inges fremmeste rådgiver, øverstkommanderende for Norges stridskræfter, lokal jarl og rigsforstander for sin søn Magnus, da denne bliver konge.[37] Udfra danske kilder kan Knud have haft en lignende position som hertug/jarl over Sønderjylland og militær øverstkommanderende over Danmarks væbnede styrker. Mange af de stormænd, der indgik i ledingen var alligevel knyttet til ham gennem personlige bånd, og det har kun styrket hans magt.



Et problem med de latinske titler og fastsættelsen af, hvilket nordisk embede disse har svaret til i denne nye samfundsorden, er oversættelserne. Både under valdemarerne og før, idet også andre konger før disse arbejdede på at fremme centraliseringsprocessen i en langsomt fremadskridende proces med flere tilbageslag.[38] Disse oversættelser kan volde en del besvær. Hermansons argument; at de skiftende titler på rigets magtfulde mænd indikerer, at der ikke har eksisteret faste titler og embeder svarende til disse, virker derfor hult. Hvis en nordisk titel har kunnet oversættes med flere forskellige latinske betegnelser, der ikke halt var dækkende hver især, vil forskellige latinske titler kunne optræde for det samme nordiske embede, endog til den samme mand.

Under alle omstændigheder kan det ikke benægtes, at vi ser et stigende antal af disse titler i det lange 12. århundrede. De må derfor også have haft en betydning. Det ser ud til, at jarler har indehaft en militær rolle som befalingsmænd over større områder, primært langs grænserne, som de også har oppebåret indtægter fra og sikkert været øverste kongelige myndighed for. Under disse jarler har der så været fogeder og bryder til at administrere mindre lokalområder og kongeligt gods.

Kongen selv blev imens fulgt rundt til sine kongsgårde af sin hird, sine stallere og sin kammermester. Stallerne som en slags altmuligmænd og kammermesteren som medansvarlig for rigets finanser. Derunder skatter, bøder og afgifter, der i høj grad blev betalt i naturalier og brugt af kongen under sit ophold på kongsgårdene. Stormændene ser ud til også at have haft pligt til at beværte kongen, og det kan være sådan, at Vide Staller byder kongen ind til sin gård, som han jo nok stadig har ejet selv, mens han fulgte kongen.

Alt dette har sagtens kunnet fungere sammen med de parallelle magthierarkier bestående af alliancer som beskrives ovenfor. Og det er indlysende at kongen har forsøgt at knytte disses ledere til sig ved at give dem titler. Dermed sikrede han sig også, at hans lokaladministratorer havde magt og kompetence til at varetage de opgaver, de blev givet. Afslutningsvis skal vi se på hvad stormændenes militære magtgrundlag var: hvorledes var deres væbnede styrker sammensat?

[1] Arup, 1946, s. 163ff, Koch, 1976, s. 15ff og 110ff, Christensen, 1977, s. 249ff og 272ff.

[2] Hermanson, 2000, generelt.

[3] Se kapitlet om jernalderen.

[4] Näsman, 1998, s. 257.

[5] Albrechtsen, 1976, s. 22.

[6] Lund, 1993, s. 160ff.

[7] Malmros H.T. 1999, s. 360, 366ff, 2003, s. 9.

[8] Malmros 2003, s. 14.

[9] Malmros 2003, s. 3, Ælnod, hos Olrik 1968, s. 33, om end det her ser ud til at det er Svends egen visdom og ikke hans rådgivere.

[10] Ælnod, hos Olrik 1968, s. 46.

[11] Malmros 2003, s. 4f.

[12] Christensen 1977, s. 275.

[13] Ælnod, hos Olrik 1968, s. 67ff.

[14] Se ovenfor i kapitlet om gaver og gæstebud.

[15] Hermanson, 2000, s. 77.

[16] Malmros 2003, s. 4, Christensen 1977, s. 252.

[17] Malmros 2003, s. 4

[18] Om voldssamfundet, Gelting, upubliceret, s. 4.

[19] Hermanson, 2000, s. 73.

[20] Gelting, 2000, s. 189ff.

[21] Arup, 1961, s. 163ff, Koch, 1976, s. 15ff og 110ff, Christensen, 1977, s. 249ff.

[22] Christensen 1977, s. 274.

[23] Malmros 2003, s. 5.

[24] Christensen, 1977, s. 274.

[25] Koch, 1963, s. 115.

[26] Hermanson, 2000, s. 66.

[27] Hermanson, 2000, s. 65.

[28] Ibid.

[29] Arup, 1961, s. 190f, Koch, 1976, s. 114, Christensen, 1977, s. 274.

[30] Skyum-Nielsen, 1971, s. 8 & 175, Hermanson, 2000, 69ff.

[31] Hermanso, 2000, s. 80ff.

[32] Hermanson, 2000, s. 81.

[33] Heimskringla II, 1979, s. 248.

[34] Hermanson, 2000, s. 85f.

[35] Hermanson, 2000, s. 80f.

[36] Malmros, 2003, s. 6.

[37] Heimskringla II, s. 296f, 300, 307, 313ff og 325.

[38] Knud d. Helliges død f.eks. var tilsyneladende et udslag af at han gik for hurtigt frem.