5. 2 Gæstebuddet og gavegivningens ritual og betydning

5. 2 Gæstebuddet og gavegivningens ritual og betydning

I afsnittet om Jernalderen iagttoges hvorledes udvekslingen af gaver var både central og fulgte faste riter omkring gæstebud for at fastholde det reciprokke forhold mellem høvding og følge i den tidlige statsdannelsesproces. I en mere udviklet stat med et fast magthierarki og faste embeder, som man traditionelt har ment er styrket i løbet af det lange 12. århundrede, er den slags unødvendigt idet forholdet her er upersonligt og tjenesten lønnet efter faste regler.[1] Finder vi indikationer af at man stadig benyttede gavegivning og gæstebud politisk og indenfor faste riter styrker det tesen om at samfundsmagten var i hvert fald delvist afhængig af personlige reciprokke forhold. Dermed har vi også en indikation yderligere af at der er kontinuitet i samfundsmagtens natur fra jernalderen til højmiddelalderen i det 12. århundrede. Ikke nødvendigvis at det er samme natur, men at der er stor lighed og at der er forekommet en langsom udvikling i stedet for det nybrud i udviklingen man traditionelt har antaget er forekommet i ”det lange 12. århundrede”.[2]

I det følgende kapitel vil jeg forsøge at undersøge to ting.

* Den fortsatte bevidste brug af gaver og gæstebud i politisk øjemed til oprettelse af alliancer med magtpolitisk sigte. Benyttes de stadig? Og ændrer de karakter fra at være en nødvendig del af magtpolitikken til at være mere tradition og rituel mens den reelle magt hviler et andet sted?
* Hvad indeholdt ritualerne omkring gæstebud og gavegivning mere konkret?



Ligesom stormanden Flose på Island forventede den danske magnat Kristjern Svensøn hærfølge af sine frænder og venner, som han jo fylkede til kamp mod kong Niels[3]. Nogle af disse venner var sikkert andre, mindre betydende, stormænd som har været delvist afhængige af en mægtig beskytter. Andre var hans allierede slægtninge og venner, som derfor skyldte ham hærfølge. Sporadisk i kilderne kan vi se sådanne netværks karakter og hvorledes de blev opretholdt. Disse er hovedsagligt kongernes men de skulle ikke være meget forskellige fra mægtige stormænds.

En af de beretninger Saxo ofrer størst opmærksomhed i sin behandling af sagntiden er historien om Rolf Krake og hans kæmper. Sagnet kan ses også som en slags normativ beretning om hvorledes forholdet mellem fyrsten og hans hird bør være. Højdepunktet i fortællingen er efter undertegnedes mening hirdens død omkring og sammen med deres fyrste. Denne sidste kamp er som trukket ud af Tacitus’ Germania hvor det siges at; ”Når det kommer til kamp, er det forsmædeligt for anføreren at blive overgået i tapperhed, forsmædeligt for følget ikke at være ham jævnbyrdig i tapperhed. Og livsvarig er vanæren og skændslen for den, der overlever ham ved at trække sig ud af kampen.”[4] Rolfs hird overlevede ham ikke og levede dermed op til forskriften for hirdmænd. Modsat Bjowulfs hirdmænd, der skoses af Viglaf for at vægre sig ved at følge deres konge i hans kamp mod dragen.[5] Men lig Jarl Byrthnoths hird ved Slaget ved Maeldon. I beretningen om Rolfs sidste kamp hos Saxo kvad Hjalte for at vække sin ven og hirdbroder Bjarke og mindede ham om hirdmænds pligt mod fyrsten. Og det er som sådan vi skal se dette ”Bjarkemål”, som en forskrift for forholdet mellem hirden og høvdingen, ikke som en beretning om en reel hændelse. Bl.a. kvad Hjalte;

Gammen det er at gengælde Gaver, som Høvdingen gav os;

fast står Heltenes Hu til at følge den gavmilde Fyrste,

stande om Kongen i Kreds, og ham værdelig vogte og værne,

bruge de Sværd, som Drotten os gav, med Ære i Striden.

Sakssværd, skinnende Hjælme, og strålende Ringe tillige,

fodside Brynjer af Jærn har Rolf sine Kæmper jo givet […]

Alt hvad i Freden vi fik, i Striden først rettelig tjenes […]

Alt hvad vi loved i lysteligt Lag, og øre af Øllet,

gælder det nu at stå ved med uværgeligt Mandsmod og holde

Ederne svorne…[6]

Om dette kvad stammer tilbage fra en dunkel fortid i sen jernalder ved vi ikke, men vi ved at Kong Olav d. Helliges skjald Tormod æggede Kongens hær med det før slaget ved Stiklestad i 1030.[7] Kvadet har derfor sikkert været alment kendt (i eliten) i første halvdel af 11. århundrede og er sikkert ikke gået af mode siden. Fyrster skulle stadig være gavmilde og deres hirdmænd kæmpe bravt til sidste blodsdråbe for dem. Dette gavmilde fyrsteideal gennemsyrer alle kilderne til det 12. århundrede, fra Island over Norge og Danmark til resten af (vest)Europa[8] var ringen gjort rund for at rulle, som Egil Skallagrimsson siger i sin hyldest til vennen og stormanden Arinbjørn.[9] Hvormed Egil selvfølgelig priser sin ven for stormandsdyden gavmildhed; Arinbjørn lod ikke sit guld ligge i kisten, men rullede ringen videre til sine venner og hirdmænd.

Vores ældste hjemlige kilde er Ælnods Knud d. Hellige, nedskrevet mellem 1120 og 1124.[10] Her beskrives hvorledes Knuds mænd og gæster gavmildt beværtes på det fornemste. Og man har svært ved at tro Ælnods oplysning om kongens egen spartanske levevis,[11] især i lyset af Abbed Vilhelms klager over danskernes levevis.[12] Knud belønner på samme måde Piper for hans (falske) tjeneste ved at tage ham til bords ved siden af sig og give ham gaver; forræderiet bliver så meget desto værre af at Piper har modtaget dette.[13] Hos den engelsk skolede Ælnod har gaverne altså stadig stor betydning som middel til at knytte alliancer, venskaber og beholde hirdens troskab. Dette er bemærkelsesværdigt idet Ælnod hermed både indikerer gavens fortsatte store betydning, men også tydeligt trods sin engelske skoling og baggrund, selv har denne som en del af sin livsverden. Det bekræftes således at det gavmilde fyrsteideal og det reciprokke forhold mellem stormanden og hans hird og alliance stadig er i brug i både England og Danmark først i det 12. århundrede.

Roskildekrøniken er lidt yngre; fra Ca. 1138,[14] her begrædes tabet af Magnus Nielsøn og hans positive sider beskrives, blandt disse at han er en ”Glad Giver”.[15] Ligeledes beskrives hvordan Erik Emune sender bud til sine venner da han er fanget af den norske konge; ”hvis de vil bringe i erindring, hvor store og talrige goder, han havde givet dem, så skulle de skynde sig at befri ham fra den truende død”.[16] Disse venner er sikkert de såkaldt rige og skadefro som krøniken beskriver at Erik deler sit røvede gods ud iblandt i sin kongetid.[17] Gelting beskriver denne fremgangsmåde som en del af krigeraristokratiets generelle adfærd og ideologi.[18] Han er dermed, så vidt undertegnede ved, den første herhjemme til at gøre denne iagttagelse af samfundsmagtens natur. Det ser altså ud til at gavmildheden kan antage to former; i den specifikke situation kan fyrsten belønne for individuel tjeneste, og han må generelt gavmildt belønne sit følge/netværk for at opretholde deres loyalitet.

Også Saxo giver talrige eksempler på det gavmilde fyrsteideal. Vi kan starte med Knud d. Store da denne er en af Saxos idealkonger, beskrivelsen af Knud kan ses som en normativ kilde til hvorledes Saxo mente at en konge burde opføre sig. Knud giver den ypperste sold for at lokke hirdmænd til; ”ti Løn lokker ærgerrig Helt.”.[19] At Knud af Saxo bruges som ideal understreges af hvorledes han skildrer Knuds lovgivning for at tøjle hirden, der nemlig vokser voldsomt ved den høje sold, og kontrasterer Knud med sin egen tids Konger.[20] Saxo skriver direkte; ”Nu derimod er Gaardsrettens gamle Kraft svækket og sløvet […] og den, der skulde hævne Brøden, holder sin Haand over den; […] Ja, den gode gamle Mandstugt og Hærskik, som længe har været holdt i Hævd, har vor tids Fyrster ikke undset sig ved at sætte ud af Kraft” .[21]

Et andet ideal er en af sagntidens konger Rolf Krake. Generelt har jeg som nævnt ikke anvendt Saxos fortællinger om sagntidens konger, men Rolf er på det nærmeste idealet af en konge hos Saxo og som sådan kan fortællingen om hans storhed og fald bruges. Saxo afslører i denne fortælling sin egen holdning til hvordan konger skulle opføre sig; Rolf er idealet, mens de svenske konger bruges som et modbillede for at fremhæve den rigtige opførsel. Saxo beskriver den svenske underkonge; Adisl, med følgende ord: ”Alt fra barnsben nærede han Afsky for Gavmildhed og var så pengegerrig, at han holdt det for en Skam at hedde rundhaandet. Da nu Yrsa (Rolfs moder/søster og gift med Adisl) indsaa, hvor dybt han var sunken ned i lumpen Havesyge, og desaarsag gerne vilde af med ham”.[22] Adisl beskrives altså ikke positivt; faktisk er hans gerrighed så stor en skam at hans egen kone vil af med ham, sikkert fordi hans opførsel vanærer hende. Ligeledes opgiver svenskerne senere deres forfølgelse af Rolf da denne strør de skatte han ellers har stjålet fra dem bag sig. Ikke værdig opførsel for en krigerkonge og igen kontrasteres Rolf og Adisl da Rolf leende smider skattene i støvet, mens Adisl smider sig selv sammesteds efter dem ”uden at agte på Højhed og Ære.”[23] I øvrigt samme kontrast som Saxo senere viser mellem Knud Lavard og Niels. Niels kommenterer at Knud tager det let at miste sine skatte da hans arv går tabt og Knud reagerer som en rigtig stormand, der ikke er slave af sine skatte ved at tage tabet let. Ydermere giver han uftryk for at dette blot er en endnu større ansporing til gavmildhed i stedet for at gemme på skattene[24] Både Rolf Krake og Knud viser dermed hvor vigtigt det var for en ideal stormand at udvise gavmildhed mod sine folk og dermed holde dem hos sig. Adisl, derimod, og måske Niels[25], vanærer sig selv som den umandige og gerrige Rørik, som Rolf havde plyndret for skatte. Også denne Rørik optræder som Adisl som et modstykke til den ærestore og gavmilde Rolf. Hjalte beskriver i Bjarkemål Rørik; ”…fattig dog var han med alt sit Guld, umandig og gerrig, tænkte alene på Gods, […] agtede Æren for intet, sankede Skatte i Hob, men glemte at samle sig Stridsmænd,, uvennesæl han var, og arm på Kæmperne bolde.”[26] Rolf derimod agter ikke skattene, han tager dem fra Rørik og uddeler dem til sine mænd. Han prises flere steder for sin gavmildhed og ”For den Sags Skyld søgte mange Kæmper til hans Gaard; thi Manddom næres ved Sold og Løn, hvis ej den ægges med Pris og Ære.”[27] Det kan næppe siges tydeligere; Rolf Krake, Knud d. Store og Knud Lavard belønner gavmildt deres følge med gaver og skaffer sig derfor en stærk væbnet magt med hvilken de skaffer sig endnu flere skatte og ære. Fuldstændig som vikingekongerne. Dermed er de prisværdige for Saxo, der fremhæver dem som idealer til efterfølgelse.

Også Svend Estridssøn beskrives som vennesæl og gavmild.[28] Blakke, hedder Ælnods ”Piper” hos Saxo, hvis beretning om Knud d. Helliges død ellers virker afhængig af Ælnod. Kongens gode egenskaber er også de samme, gavmildt belønner han Blakke for tjeneste med gaver og et gæstebud med kongelig pragt.[29]

Et andet forsøg på at opnå tjeneste eller knytte en alliance med gaver oplevede den hellige mand Kjeld af Viborg. Da Kjeld rejser fra Lund efter et besøg der giver både Ærkebiskop Eskil og Kong Svend gaver ”Såsom det nu den gang var rigmænds skik ikke at bortsende ærværdige prælater […] uden skænk, men ære dem med kostbare gaver”.[30] Mon ikke dette skal ses i forbindelse med at Knud Magnussøn sad som Konge i Jylland og både Ærkebispen og Svend har derfor haft motiv til at knytte Provst Kjeld til sig magtkampen om landet. Gaverne skal derfor sikkert ses som et forsøg på at oprette et forhold hvor de to herrer har forventet tjeneste til gengæld hvis Kjeld modtog gaverne. Den engagerede provsts ord kunne måske have indflydelse på hans biskop og denne kunne være en vigtig støtte i kampen om landet. Jeg har brugt mange eksempler fra Saxo og derfor kan min tolkning farves af Saxos egen opfattelse af tingene, der jo strengt taget kan have været en undtagelse, men sikkert har været almen i den elite Saxo havde som publikum. At Både Ælnod, Roskildekrøniken og St. Kjelds Levned nævner eller fremhæver gaver og gavmildhed som betydningsfuld viser at det ikke blot var Saxos opfattelse af tingene, men en generel samfundsideologi. Fyrsten måtte altså lade sine rigdomme cirkulere, det var ikke nok at have Hvidernes enorme godsbesiddelser, afkastet fra disse ejendomme måtte fordeles blandt fyrstens venner, familie, hird/huskarle og de andre forbundne i hans sociale netværk. Tilsyneladende skete dette både generelt i en konstant udveksling af loyalitet for gavmilde gaver. Og i specifikke situationer hvor individer havde udmærket sig ved særlig tjeneste og indlagt sig til udmærkelse og belønning.

Magten var knyttet til våbenmagt[31] og denne våbenmagt fik man ved at knytte så mange venner og følgesvende til sig som muligt ved gavmildt og uden at tælle at dele sin rigdom ud iblandt dem. Ringe, heste, sværd, brynjer, guld, sølv og jord nævnes som hyppige gaver fra stormænd og konger til deres venner og følge, mens et skib var en helt særlig gave.[32] Men hvis modtageren accepterede gaven forpligtede den til modydelser.[33] Hvis modtageren var mægtigere end giveren svarede han med velgerninger og tjenester. Hvis de var lige mægtige kvitterede modtageren med modgaver og ofte venskab/alliance. Var modtageren derimod mindre magtfuld end giveren forpligtede gaven ham til at yde tjenester til gengæld. Alle disse forhold kunne blive permanente og i alle tilfælde var begge parter så forpligtet til med mellemrum at forny troskaben/bekræfte forholdet ved yderligere gaver og ved generelt at give den anden part den støtte i vanskelige sager som det hele drejede sig om. Overmanden måtte stå sin ”undergivne” bi i vanskeligheder på tinge ved strid om jord, arv og lignende, de ligestillede ligeså, mens den ”undergivne” oftest måtte stille hvis herren havde brug for militær støtte i form af en hær. Forholdet var dermed personligt og havde også meget at gøre med fyrstens personlige egenskaber. En høvding med karisma, succes og gavmildhed tiltrak et stort følge. Denne succes var først og fremmest af militær art, afkastet fra jorden var ikke i sig selv nok til at kunne belønne et stort følge. Fyrsten måtte derfor ”have god lykke”; være en succesrig krigsherre, der kunne aftvinge nabofolkene skat for fred eller plyndre dem og eventuelt erobre deres områder eller gøre sig til deres hersker.[34] Krig og plyndring var også den eneste måde hvormed man kunne opnå forhøjet ære og ære var en central del af samfundet, krigeraristokraternes status var, ud over knyttet til deres reelle magt, nært knyttet til deres ære.[35] Denne ære kunne forhøjes ved ”udfordringen”,[36] det være sig af lige- eller overmænd indenfor grænserne (med mulighed for følgende slægtsfejde), eller nabofolkenes tilsvarende.

I afsnittet om jernalderen påvistes gæstebuddets betydning for genoprettelsen af alliancerne mellem kongen og dennes følge af hirdmænd, familie og allierede stormænd. Vi har set at gaver stadig spillede en stor rolle i ”det lange 12. århundrede”. Følgende skal undersøges om gæstebud stadig havde en betydning i den forbindelse.

Skønt Knud d. Stores drab på Ulf Jarl ikke hører til i det 12. århundrede bruger Saxo et sprog i forbindelse med hændelsen, der viser at han på sin tid stadig har opfattet deltagelse i fyrstens måltid og fyrstens gæstfrihed som noget specielt; en del af et ritual.[37] Nu er der dog tale om et julegilde og derfor har måltidet måske været specielt helligt, men man bør alligevel overveje om der er mere i det end blot en julefest, især da julefesten kan have været den centrale begivenhed for en kristen høvding hvor han særligt har haft lejlighed til at genoprette og forny forholdet til sine mænd eller skabe nye alliancer. Julen er jo en af kristenhedens vigtigste begivenheder, som samtidig falder sammen med vintersolhvervet (og de gamle hedenske fester omkring dette) og en høvding har her haft den største lejlighed til at demonstrere sin magt og rigdom ved en strålende fest. Men solhvervet i sig selv er jo en vigtig begivenhed og julen behøver ikke at have forøget denne fests betydning.

Ritualerne og rangfølgen omkring bordet er også vigtigt for Saxo (og dermed sikkert hans publikum), der i sin gengivelse af Knuds hirdlov bruger ganske megen plads på at berette om dette hvor der naturligvis var størst ære ved at sidde til højbords med kongen selv.[38] Derudover må der have hersket fred ved disse gæstebud. Svend Estridsøn lod nogle høvdinge lide samme skæbne som hans egen far led for Knud d. Store; han lod dem myrde mens de gæstede ham, denne gang dog en nytårsaften, der er væsentlig idet Saxo beretter at det var her kongen og hans mænd kunne opsige hinanden venskab.[39]

Her sad kongen bænket med landets stormænd da det kom ham for øre at nogle af disse høvdinge havde omtalt ham i dårlige vendinger i deres rus. Kongen sendte derfor hirdmænd ud som dræbte dem i kirken under ottesangen ”hvorved hans brud på gæsteretten blev én gang værre”.[40] Altså igen et brud på de faste ritualer omkring de fester, der opretholdt kongens forhold til sine mænd. Et brud både på gæsteretten og kirkens fredhellighed og dermed dobbelt slemt.

Det kan altså se ud til at gæstebuddene var vigtige for kongens opretholdelse af sine alliancer. Han måtte stadig give gilder for sine venner, slægtninge og allierede, og til hverdag beværte sin hird godt. Vi kan også se at der tilsyneladende burde herske fred ved disse lejligheder og at rangfølgen ved fyrstens bord afspejlede de tilstedeværendes rang, status og den gunst de stod i hos kongen.

I begge de to ovenfor nævnte tilfælde var det kongen, der brød med de tilsyneladende faste riter omkring fyrstens gæstebud ved at øve vold mod deltagere i dem. I det næste var det gæsten, der forbrød sig imod dem, denne gæst, Saxos Blakke, Ælnods Piper, belønnes af Knud d. Hellige for sin tjeneste med et gæstebud og gaver. Hans forræderi bliver dermed så meget desto værre ved at han først har givet Knud sin troskab ved modtagelse af denne gunst. At både Saxo og Ælnod beretter om hændelsen i lignende vendinger viser at de begge forstår den som et brud på de traditionelle regler for udvekslingen af troskab for gavmildhed.[41]

Knuds efterfølger Olav blev ifølge Saxo ramt af guds hævn; landet blev udhungret, så slem var hungersnøden at Olav ikke var i stand til at afholde et ordentligt gæstebud idet han ikke har mad at sætte for sine mange gæster.[42] Dette er tilsyneladende et meget alvorligt slag for kongen. Saxo beretter at han derefter beder gud om at måtte lade livet for at sone landets brøde.[43] Dette er lidet sandsynligt, men både for Saxo og Olav har julens gæstebud været en alvorlig sag. En konge, der ikke var i stand til at afholde dette og dermed opretholde og bekræfte forholdet til sine mænd har ikke været meget værd og reelt ikke haft nogen magt da magt hvilede på følget af venner og slægtninge, som har forventet belønning for deres troskab ved gæstebud ved særlige lejligheder som julen. I samme lys skal man se Saxos oplysning om hvorledes Erik Emune under borgerkrigene efter drabet på Knud Lavard får nys om at Niels har samlet forråd til julefesten i Lund. Erik drager straks til Skåne og plyndrer kongens fadebur som han må formodes at bruge på sine egne mænd, mens Niels ved nyheden straks stopper forfølgelsen af Erik og dennes følge, og i stedet samler nye forråd.[44] Saxo beretter om Eriks dåd som en sejr og markering på linie med hængningen af Ubbe af Småøerne, der var en betydningsfuld stormand og støtte for Niels.[45] Det giver kun mening hvis det rent faktisk har haft en lignende betydning i kampen om stormændenes gunst og dermed landet. Hængningen af Ubbe var en demonstration af egen magt og Niels’ afmagt (idet Niels ikke formåede at beskytte sin allierede), samt et slag mod Niels’ alliance og styre, hvad betød plyndringen af fadeburet? Hvis vi antager at kongen fortsat belønnede sine mænd med fester og gaver ved dem, især ved juletid mens han modtog deres loyalitet, giver dette træk mening. Også plyndringen var en magtdemonstration, og den har styrket Eriks egen evne til at belønne sine mænd og begrænset Niels’ evne til det samme, dermed har Erik forsøgt at svække alliancen bag Niels. Altså er afholdelsen af gæstebud så vigtig i opretholdelsen af kongens alliancer at det at forhindre dem kan være en del af magtspillet i landet. Igen en fremhævelse af gæstebuds vigtighed selv under kong Niels.

Før Eriks plyndring er Niels’ alliance dog blevet styrket ved at Harald Kesje har skiftet side fra Erik til Niels, og med sine mange sønner har Harald været en styrke man måtte regne med. Harald flygter fra Sjælland til Jylland hvor Niels sidder og bliver belønnet ikke bare med kongelig gunst og gave, men bliver endog sat til højbords blandt kongens gode venner og holdt i agt og ære.[46] Igen ser vi ritualet omkring fyrstens bord; de bedste venner og dermed stærkeste støtter, sidder til højbords og bliver belønnet med gunst, gaver og ære. Et andet spor af betydningen af fyrstens gavmildhed er at Knud Lavards navn tilsyneladende betyder ”Brødgiveren”, ligesom og beslægtet med det engelske ”lord”.[47] Altså en mand, der giver brød til sine folk, har dem i sit brød og holder dem med kost af sin rigdom. Knud Lavard selv beseglede ifølge Saxo også en indgået fredstraktat ved at gæste sin forne fjende (og fætter) Henrik Gudskalksøn, som gav gæstebud for ham. Senere beseglede de også deres nyfundne venskab således.[48]

Det samme gjorde Svend, Knud og Valdemar da de i 1157 delte riget, eller det var det de skulle. Forliget mellem de tre kongsemner på Lolland er interessant idet det det igen viser os karakteren af kongernes hære. Forliget sluttes på et ting med landets stormænd og Bisper, der jo kun ville være til stede allerede hvis det netop var dem, der udgjorde kongernes væbnede magt, som deres støtter og hærfølge i kongernes personlige netværk. Endnu mere er det i forbindelse med denne analyse interessant fordi forliget og eden skal besejles med et gilde.[49] Det gilde, der senere blev kendt som ”Blodgildet i Roskilde”, hvor Svends forræderi mod sine medkonger blev så meget værre af at finde sted ved det gilde, der skulle besegle forliget.[50] Altså ser vi igen at gæstebud er blevet brugt til at oprette og besegle venskaber og alliancer. Ved disse gæstebud har konger og fyrster tilsyneladende stadig afspejlet rangfølgen i deres følge/alliance af slægtninge, venner og hirdmænd. Ligesom de stadig har fastholdt og belønnet disses troskab med gavmildhed i form af selve festen og rige gaver.

Hermed er vi fremme ved Valdemarstiden, stabiliteten i denne relativt lange kontinuerlige regering betød mange ændringer i det danske samfund, ændredes også traditionen med gæstebudene? Hvis vi fortsat finder disse som vigtige viser det os jo at ændringerne ikke var gennemgribende og omfattende, men at det traditionelle samfund ændredes langsomt og at også valdemarerne måtte tilpasse sig dets spilleregler; eller måske snarere var en del af dem og anså dem for naturlige.

Under en af Valdemar d. Stores mange togter som del af kampagnen mod venderne var danskerne allierede med den mægtige Henrik Løve af Saksen, der jo også havde interesser i området. Sidstnævnte gør et gilde for Valdemar og Absalon i sit telt hvor det specifikt siges at dette gjordes for ærens skyld og at hovmændene bænkedes for sig selv et andet sted (der berettes ikke om det var både de danske og saksiske hovmænd).[51] Hvis vi tolker udfra ceremoniellet i det traditionelle samfund bekræftes alliancen mellem Østersøområdets mægtigste mænd[52] altså på traditionel vis med et gæstebud, dog nævnes der ingen gaver. Selv blandt nogle af Nordeuropas førende fyrster blev gæstebud således betragtet som væsentlige ved indgåelse af en alliance og har dermed stadig spillet en stor rolle. Man kan dog spørge sig selv om dette gæstebud blot blev afholdt for ærens skyld, men var uden reel betydning? Det er selvfølgelig svært at sige, men der har jo hele tiden været en speciel ære ved at deltage i et sådant gæstebud og en del af belønningen ved det har hele tiden været denne særlige ære. Vi kan dog ikke specifikt sige at alliancen er blevet bekræftet med eder ved denne fest, men vi kan heller ikke sige at det ikke er tilfældet og at den kun blev holdt for at de to fyrster kunne ære hinanden. Det er påfaldende at Valdemar og Henrik og disses stormænd ved først givne lejlighed under felttoget afholder et gæstebud og det er ikke usandsynligt at de her netop har bekræftet deres alliance.

Da Valdemar ønsker at imødekomme kejserens invitation til rigsdag i Metz giver hans møde med hertug Adolf af Holsten os endnu et eksempel på gæstebuddets betydning. Hertugen inviterer Valdemar med følge til gilde, men grundet deres gamle fjendskab nægter kongen at modtage dette. Udfra den traditionelle samfundsordens forståelse ville dette jo være indgåelse af en alliance og Valdemars afslag indikerer at denne orden stadig hersker og at han ikke ønsker alliance med Adolf. Denne presser dog Valdemar til at acceptere og på hjemrejsen bliver hertugen officielt kongens mand. Her siges det at den første hyldest han gav kongen var kost og tæring.[53] Det samme gør Henrik Løve ved selve kejserhoffet, hvor han overlader kongen en del af sin lejr og for gammelt venskabs skyld gæstfrit gav kost og tæring.[54] Også på hjemrejsen nyder Valdemar godt af Henriks venskab, der gør at kongen modtager hyppige forsyninger af levnedsmidler af denne.[55] Ganske vist er dette ikke de traditionelle gæstebud, men det nævnes stadig som et venskabstegn og at det er venskabet mellem dem, der får hertugen til at forsyne kongen. Om kongens foræring af sin hest til landgreve Ludvig af Thyringen på nogen måde indikerer alliance er umuligt at sige ud fra det sprogbrug Saxo bruger om det, idet han nærmest får det til at se ud som den nærige greve tigger sig til den gavmilde konges hest.[56] Dog er greven kejserens svoger så en del af det politiske spil har det nok været. Det ser altså ud til at selv på rejsen i Tyskland har gæstfrihed/gæstebud stadig spillet en rolle blandt allierede og ved indgåelse af alliancer. Måske også udveksling af gaver idet heste er en traditionel gave mellem eller til krigere hvis betydning jo kun er blevet forstærket af ridderideologien og rytterhærenes dominans på europæiske slagmarker i denne tid.

En anden til tider allieret med Valdemar d. Store var den norske stormand Erling Skakke. Ifølge Saxo må denne efter Håkons sejr over Inge søge tilflugt i Danmark hos Valdemar i Jylland. Det væsentlige i den forbindelse er at Saxo specifikt nævner at han under landflygtigheden nyder stor hæder af kongen og får rig og rundelig kost og tæring.[57] Når Saxo nævner det må det være signifikant og hvis vi tolker dette som en fortsættelse af det traditionelle ritual mellem konge og allierede stormænd betyder det at Erling giver sig ind under Valdemar og bliver en del af hans netværk. Senere bliver de dog fjender og efter et dansk togt mod Erling i Norge tager en del af Erlings fjender blandt Norges stormænd med tilbage til Danmark hvor de får underhold dels af kongen og dels af høvdingerne.[58] Igen nævner Saxo det som noget signifikant og vi kan derfor tolke det som disse norske stormænd dermed bekræfter deres alliance med danskerne. Eller måske snarere, at danskerne bekræfter deres med nordmændene og deres villighed til fortsat at støtte dem.

Under borgerkrigene havde hedenske vendiske stammer fra Østersøens sydkyst, der selv var under pres fra tyskerne, hærget de danske kyster. Og da Valdemar kommer på tronen, er en del af hans politik for at styrke sit styre at standse dette. Han opnåede dermed at standse angrebene på sit eget land, at rette de stridbare stormænds energi mod en ydre fjende, og at vise sig som en fyrste med god krigslykke. I starten har han dog svært ved at samle stormændenes støtte, men efterhånden vender kampen sig klart til danskernes fordel, og de allierer sig som sagt med den mægtige Henrik Løve af Saksen. I 1169 krones de gentagne hærgninger af Venden med indtagelse af Rygen.[59] Da Rygen overgiver sig giver Absalon et gilde for dem, og ganske vist er dette samtidig ifølge Saxo en krigslist.[60] Men det kan også ses som en nødvendig bekræftelse af overgivelsen, og dermed alliancen mellem dem og danerne, og at Rygboernes ledere forventer et gilde som bekræftelse af den indgåede alliance. Derefter, i 1160-erne, blev Valdemar grundet sit slægtskab med Magnus Erlingson,[61] inddraget i stridighederne om den norske trone. Efterhånden blev det til åbent fjendskab mellem Valdemar og hans tidligere allierede Erling Skakke (Magnus’ far og den drivende kraft bag sønnens ambition og kongemagt). Denne ”tofrontskrig” standser først i de sidste år af 1160-erne eller 1170 med forlig mellem Valdemar og Erling.[62] Derefter rettes den danske energi igen mod de vendiske områder, hvor venderfyrsten Bugislav i 1186 må bøje nakken. Han tvinges til at overgive sig og gå i dansk tjeneste på samme måde som rygboerne; altså indgå i Knud d. VI’s netværk. Også denne alliance fejres med et gilde, om end det er Absalon, der holder det.[63] Absalon og Bugislav har dog ofte før haft forbindelse, så gildet kan være en bekræftelse af deres allerede eksisterende alliance, eller den mægtige ærkebisp og rådgiver kan være kongens repræsentant.[64]

Store gæstebud beseglede altså tilsyneladende stadig alliancer og var måske stadig en nødvendighed ved indgåelsen og opretholdelsen af disse. Det bliver dog sværere og sværere at bestemme nøjagtigt hvilken betydning de har, idet Saxo beskriver sin samtids gilder meget ordknapt. Som nævnt kan disse gæstebud efterhånden have mistet betydning og mere været holdt for tradition og ære, end fordi man reelt brugte dem til at bekræfte alliancer. Her kan det dog indskydes, at hvis man ikke starter med den traditionelle forståelse af samfundsmagtens udvikling under Valdemarerne som udgangspunkt, ser det ud til, at gæstebud stadig har spillet en rolle i opbygningen af disses magt. En teori, der styrkes af den følgende beskrivelse af, hvorledes Valdemar selv giver gilde et par dage efter han er ankommet til Fyn på en Jyllandsfærd. Her siges det, at kongen holdt åbent bord for alle.[65] Disse alle er vel Fyns stormænd samt kongens følge, og det åbne bord et gæstebud, som vi kender dem. Det er ved denne lejlighed, at kongens mistanke om et komplot imod ham styrkes og denne bliver bekræftet af at nogle hemmelige breve fra en af forræderne; Magnus Eriksøn på den videre rejse mod Jylland.[66] Magnus bliver derfor stævnet for kongen i Aarhus. Da han ankommer til Viby, hvor kongen omgives af alle de danske ædlinge, fører Magnus’ frænde Absalon ham frem for Valdemar. Det vigtige er her, at ”Valdemar bød ham ikke til Bords og vilde ej have ham til Gæst, for at det ikke skulle se ud som om han atter tog ham til Naade.”[67] Ligesom han senere på det ting, hvor han skal dømmes, forholdes, at kongen havde givet ham både venskab og gaver, som han burde have lønnet med troskab.[68] Det lykkes dog Magnus at svare for sig på en måde, så han opnår kongens tilgivelse, men Valdemar vil ikke længere se ham ved Hove, for at han ikke skal fristes til nye rænker ved at optages i kongens vennekreds.[69] Vi kan altså se, at det netop er ved hoffet kongens venner viser troskab ved at opholde sig eller ved at besøge det, sikkert til gæstebud. Det sidste må gøre sig gældende for Magnus, idet han genoptager sit gamle embede på Fyn og derfor ikke kan have opholdt sig permanent ved kongens følge. I modsætning hertil bliver Esbern Snare, efter et vendertog, belønnet af Valdemar ved netop at blive taget til højbords.[70] Kongen viser dermed sit venskab for sin allierede og giver ham mulighed for at forny sin loyalitet på traditionel vis. Alliancerne nedad med hirden og alliancens medlemmer blev altså, ligesom alliancerne med ligemænd fra udlandet, stadig helt op i Valdemarstiden beseglet med gavmilde kongelige gæstebud som i jernalderen. Og kun kongens venner blev tilladt deltagelse i kongens måltid. Det er i den forbindelse interessant, at Heimskringlas beskrivelse af hvorledes Erling Skakke og Valdemar forliges beretter, hvorledes Erling træder frem for kongens bord i Randers.[71] Det er altså ikke nogen tilfældig lejlighed Erling vælger til at mødes med kongen. Det er ved dennes bord, hvor indgåede eder og alliancer havde særlig betydning. Samtidig har Erling vel også været bevidst om, at Valdemars hirdmænd ville være ubevæbnede ved bordet, og at der har skullet herske fred. Begge dele nævnes, ligesom Valdemars svar på Erlings anmodning om fred er værd at medtage; ”jeg gjør ikke nidingsverk mot noen som kommer til meg.”[72] For Valdemar ville det altså være nidingsdåd, den værste slags udåd, at øve overgreb på nogle, der kom til ham i sin hal/ved sit bord. Også Magnus Eriksøn slipper fra at følge Absalons råd og træde frem for kongen ved bordet. Hans sag går det dog ikke så vel som Erlings selvom også hans audiens følges af forlig. Vi kan næppe få en stærkere indikation af gæstebuddets betydning for kongen. Ved bordet herskede fred, svorne eder havde betydning, og det var her alliancer oprettedes. Erling Skakke underkaster sig da også kongen igen, og det er interessant at han gør det ved at kysse kongens hånd. Dette er næppe traditionelt men snarere noget nyt. Til sammenligning svores ederne over hornet ved en skål i Bjowulf og Bjarkemål, og ved indgåelse af tjeneste til gengæld for en gave i Bjarkemål.

Kongens julegilde hører vi ikke noget om under Valdemarerne, men Saxo beretter at kongen og stormændene i 1178 holder påskegilde i Roskilde,[73] og dette er vel af samme slags som de traditionelle julegilder.

Vi hører kun i to tilfælde om mulige gave; den ene er hesten til Ludvig af Thüringen. I det andet tilfælde beretter Saxo om en episode, hvor Valdemar roser en styresmand, der udmærker sig og slutter med at sige; ”at det Guld, der gaves Helte, var i gode Hænder”.[74] Denne udtalelse kan opfattes som en bekræftelse af, at kongen fortsat bruger den traditionelle praksis med at belønne sine krigere med rige gaver. Vi har altså to mulige lejligheder, hvor det i Saxos beretning ser ud til, at kongen stadig optræder som den gavmilde fyrste. En anden fyrste kan dog have optrådt på samme måde. For hos Saxo berettes det at kejseren belønner Bugislavs sendemænd med gaver (vel til Bugislav selv). Dette sker da samme sendemænd melder ham, at Bugislav er klar til at udføre sit angreb på det dansk-kontrollerede Rygen.[75] Altså igen en art bekræftelse af en indgået alliance. Endvidere roses Ærkebiskoppen af Bremen for sin gavmildhed.[76] Tilsyneladende både som fyrstedyden og i sin specifikke behandling af Valdemar og dennes følge på rejsen til kejserhoffet.

Som det kan ses af det ovenstående, er der stærke indicier for at gæstebudene fortsatte med at have en stor betydning for oprettelsen og opretholdelsen af i hvert fald kongernes alliancer. Saxo, der er en næsten samtidig kilde og tæt på samfundets elite og derfor må være godt inde i denne samfundsstyrende elites ideologi, fortsætter med at berette om gæstebud som bekræftelse af alliancer mellem fyrster og de gæstebud kongen giver for sit følge. Ligeledes spiller gæstebud jo altså en stor rolle i de fortællinger Saxo beretter fra sagnkongernes tid. De sagnkonger Saxo måske bruger som idealer for sin egen tids kongetype.[77] Vi hører ikke meget om stormændenes indbyrdes gæstebud, men Absalon giver dog et for Bugislav som en af de sidste hændelser Saxo ved at berette om, selvom Absalon vel her optræder som kongens repræsentant.

Ved disse gæstebud har der helt tydeligt skullet herske fred, og man har her trygt kunnet give møde selv som fjende, og svorne eder har tilsyneladende været styket af at dele måltid. Desuden har rangfølgen ved bordet været betydningsfuld som afspejling af magt og status såvel som kongens øjeblikkelige gunst.

Den første indikation af gæstebudenes betydning i valdemarstiden er at Saxo overhovedet beretter om dem på den måde han gør. For ham er de tydeligvis væsentlige, og da han var tæt på landets regerende cirkler, må dette også have gjort sig gældende der. Den samme elite var jo Saxos publikum, og gæstebudene var ikke blevet nævnt (endog i en til tider central rolle) hvis de ikke var vigtige også for publikum, og dermed vigtige for samfundet.

Saxos beretninger om gæstebud rejser dog spørgsmålet om hvad disse gæstebud og fortællingerne om dem betød for Saxo selv? Jeg har konstateret at de har været væsentlige for ham og samfundets elite, men man kan måske skelne flere niveauer i hans beretning. For det første videregiver han beretninger om fortidens heltekongers gavmildhed og store gæstebud og den traditionelle måde at gøre tingene på. Dette må han gøre ud fra en forståelse af, hvorledes disse gæstebud og uddelingen af gaver fungerer. De reelle fester og konger behøver ikke at have eksisteret, eller kan være videregivelse af fællesgermanske myter med i dansk forklædning, det er ikke så væsentligt som den faste måde konger og hird skulle opføre sig på. For det andet beretter Saxo om den aktive og politiske brug af gæstebud og gaver, og kongens forhold til sine mænd ved hove fra ”det lange 12. århundrede”. Heller ikke her behøver han nødvendigvis at være en pålidelig kilde til, at den aktuelle hændelse er foregået, men stadig snarere en beskrivelse af, hvordan man gjorde tingene. Derudover bruger han tilsyneladende også aktivt sine fortællinger om det lange 12. århundredes gæstebud til at afspejle den aktuelle magtpolitik. Når Magnus Eriksøn bliver forment adgang til kongens bord, kan dette have været kongens måde at vise unåde på. For Saxo understreger det denne unåde, og han fortæller om det netop for at vise denne på en for han selv, og sikkert hans publikum, letforståelig måde. Saxo er altså en normativ kilde til hvordan man gjorde tingene, men hans bøger er også et levn af, hvordan han så tingene foregå. Gæstebud og gavegivning har altså været en del af hans livsverden; det var sådan fortidens konger havde gjort, og sådan burde deres direkte efterkommere Valdemar d. Store og Knud VI også gøre.

Og de gjorde det tilsyneladende, for vi ser i deres tid flere eksempler på gæstebuddenes fortsatte betydning.

Man kan dog spørge, hvorfor Saxo i sin behandling af gæstebud behandler sagntidens kongers fester mere detaljeret end sin egen tids? Dette kan være, fordi kongen i fortiden kun havde alliancer oprettet med gavmildheden at bygge sin magt på, mens det lange 12. århundredes konger havde en hierarkiseret embedsstat. Gæstebud ville derfor være af større vigtighed for Rolf Krake osv. end for Valdemar d. Store, der blot kan have brugt dem som æresbevisning. Modsat kan Saxos tavshed skyldes, at han har skrevet under opfattelse af, at hans publikum har været nært fortrolige med fremgangsmåden ved gæstebud. Skal jeg vove et gæt, vil jeg mest hælde til den sidste forklaring. Især da ære og gunst fra kongen hele tiden har været en central del af gæstebuddets vigtighed for deltagerne.

Problemet er dog kompliceret, for på trods af den fortsatte anvendelse af gæstebud og gavegivning, var en ny tid dog ved at oprinde. I de sidste dele af Saxos beretning om valdemarstiden, begynder en mere feudal model at afspejles i ideologien som gengivet hos netop Saxo. Denne feudale model er dog den typiske for tidens Europa, der bygger på personlige bånd mellem herskeren og vasallen, ikke på kontraktlige forhold.[78] I forbindelse med Bugislavs overgivelse er det tydeligt, at den feudale model med modtagelse af len af kongens hånd er vigtigt for Saxo.[79] Dette skal ses som eksempel på det fænomen, at som en del af centraliseringen af magten i samfundet hos en hersker, vil disse offentlige embeder, som ikke giver egentlig mening uden som repræsentanter eller administratorer for denne magt fremvokse i magthierarkiet. Ligeledes må Erling Skakke kysse kongens hånd og underkaste sig, i stedet for at dele et horn mjød, med ham som symbolske ligemænd i øjeblikket.

Dog skal vi nok se Saxo som en normativ kilde, idet kongen trods alt stadig må anerkende Bugislavs reelle magt i hans eget land og indsætte ham selv igen som sin herremand i det len, som i virkeligheden blot er hans eget land. Selv om gamle vaner og traditioner er sejlivede, skal vi nok derfor se Valdemartidens kongedømme som en overgangstid, hvor den traditionelle model transformeredes til en mere formel centraliseret og hierarkisk samfundsordning. Dette skal vi se mere på i næste kapitel.

Efter denne undersøgelse af gæstebuddenes og gavegivningens betydning i ”det lange 12. århundrede” kunne det være interessant med en undersøgelse af det nøjere ritual. Desværre findes der ikke nogen mere detaljeret beretning fra det danske område. Saxo beskriver ganske vist gæstebud, men ikke i så detaljeret form, at vi i dag kan udlede noget om det nærmere ritual fra hans beretninger.[80] De islandske sagaer indeholder derimod langt mere detaljerede beskrivelser af disse ritualer og kan dermed give et indblik i, hvorledes også de danske ritualer kan være foregået.

Allerede ved studiet af de danske kilder kan vi se vigtigheden af rangfølgen ved bordet som afspejler status, magt og kongens gunst. Dette bekræftes af sagaerne, hvor allerede Egil Skallagrimssons Saga beretter, at Harald Hårfager satte sine skjalde højest af alle sine hirdmænd, og at de havde plads i højsædet overfor ham.[81] At Harald sætter sine skjalde højest er logisk, da disse jo udgjorde en slags propagandaapparat. Samme plads får Egils far og broder til en fest hos Egils morfader; Yngvar, da de har taget land på Island.[82] Størst ære får dog Egil selv ved sejrsfesten efter slaget på Vindhede (Brunanbuhr 937), idet han ifølge sagaen skulle have fået sæde i højsædet overfor kong Adelsten selv som belønning for sin indsats i slaget[83] (om end den Oldengelske Krønike ikke kender noget til Egil og hans brors deltagelse). Mens Gunnar Haamundsson under sit besøg hos Harald Gormssøn af Danmark siges at sidde nærmest kongens eget sæde.[84]

En anden form for hæder var det at blive sat i stormandens eget højsæde, som vi ser Njal blive det hos Asgrim Ellida-Grimsson,[85] hvor Asgrim selv bærer den aldrende mand fra hesten og ind. Samme behandling får Hall fra Sida af Thorgeir Skorageir, da han kommer til dennes gård for at søge forlig efter mordet på Njal (Thorgeirs onkel), kampen på Altinget og mandehævnen.[86]

Pladsen i Jarl Sigurd af Orkneyøernes højsæde får også kong Sigtryg ved julegildet,, hvor han anmoder om hjælp fra Sigurd og hans svoger Gille af Syderøerne til erobringen af Irland.[87] Jarlerne forvises så til at sidde ved hans sider, og også her ofres stor opmærksomhed på siddepladserne som afspejlende rangfølgen blandt de tilstedeværende. Det er i forbindelse med dette interessant, at bonden Gunnar ikke nævnes som havende et højsæde. I stedet siges han at sidde ”midt på Langbænken” til sit bryllup, hvor der dog stadig lægges vægt på rangfølge.[88] Måske var højsæder derfor forbeholdt særligt rige stormænd eller Goder? I hvert fald har Flose fra Svinefjeld et, for da hans fjende Kaare Sølmundsson endelig ønsker at slutte fred, sætter Flose ham ved siden af sig i højsædet som æresbevisning.[89]

De danske kilder viste, at rangfølgen ved bordet var vigtig. Dette bekræftes af de islandske kilder og understreges, idet den stolte Halgerds forvisning nedad i rangfølgen ved bordet hos Njals starter den berømte strid mellem hende og Bergthora, Njals kone.[90] Den mest ærefulde plads er i stormandens eget højsæde, men noget kan tyde på, at dette kun forekom, hvis ejeren af højsædet ønskede at vise at han var af lavere rang end gæsten. Som kong Sigtryg hos Jarl Sigurd og Njal hos Asgrim Ellida-Grimsson. Oftest hædredes gæsten i stedet ved at blive sat i højsædet overfor stormanden/kongen eller ved siden af ham. Vi har allerede set, hvorledes det at sidde til bords med kongen afspejlede et særligt nært forhold til ham, og at rangfølgen var vigtig. Det bekræftes her med direkte beskrivelser af hæderen ved at sidde nærmest kongen, og hvorledes det afspejler rangfølgen blandt gæsterne.

Ikke kun stormandens følges rangorden afspejles i rituellet ved hoffet. Betydningen af at dele bord, mad og drikke kan ses, da Thorolf (Egil Skallagrimssons onkel) er faldet for Harald Hårfager. Derefter beder to af kongens hirdmænd, brødrene Eyvind og Ølver, om at måtte forlade hirden, da de ikke har ”Sind til at sidde ved Bord og Drik sammen med Mænd, som har baaret Vaaben paa vor Frænde Thorolf.”.[91] Altså kan vi se at det at sidde ved bord og dele drik med nogen betyder meget, nemlig staldbroderskab. Som hos kong Valdemar skulle der herske fred og broderskab ved bordet, her var man brødre. Og det var, som vi allerede så ved Svend Estridsøns drab på nogle af sine stormænd, nidingsdåd at øve vold. Bordfreden som den ses og gæstens fred, ”Gæsteretten”, behøver dog ikke at være den samme tradition, men er sikkert nært forbundne.

Også Egil nægter ukarakteristisk at drikke ved en lejlighed: sejrsgildet efter slaget på Vindhede, hvor hans broder Thorolf faldt. Egils opførsel er vigtig: han nægter at genoprette loyaliteten ved at tage mod drikkehornet, er fuldt væbnet i hallen, og er tilsyneladende på nippet til at angribe kongen selv i sin vrede. Først da kong Adelsten ved at træde fra højsædet og ned på gulvet for at række ham en stor guldring som mandebod, falder Egil til ro og accepterer drikkehornet; loyaliteten mod kongen er dermed genoprettet.[92] Det er interessant, at kongen ved at træde ned på gulvet gør Egil og sig selv til ligemænd i udvekslingsøjeblikket. Også Egils opførsel er et aspekt af bordets fællesskab og fælles troskab mod kongen. Egil er på nippet til at opsige sin troskab og fællesskabet.

Også før selve måltidet var der ritualer. Snorre beretter i Harald Hårderådes Saga en anekdote, der nok ikke har meget hold i virkeligheden, om hvordan Svend Estridssøn efter et tabt slag hjælpes til at undslippe af den norske jarl Håkon.[93] Ud over det eventyrlige i anekdoten giver den os et glimt af bordets riter, for da Svend under dæknavnet ”Vanråd” kommer til bonden Karls gård, bliver der båret borde frem og budt vand omkring til at vaske sig før måltidet. Dette er tydeligt en fast rite, da Svend følger sin vane med at tørre sig midt på håndklædet og bliver skældt ud derfor af bondens kone. Desuden sætter han sig naturligt midt for bordet, der hvor højsædet plejer at stå og på den plads, der falder ham naturligt som konge. Snorre beskriver dermed et fast ritual, hvor man altså vasker sig før måltidet. Dette har selvfølgelig rent hygiejniske grunde, men også den symbolske renselse for indtrædelsen i broderskabet eller fornyelsen af dette kan have spillet ind.

Endvidere må i hvert fald gæster ikke bære våben i kong Harald Hårfagers hal. Da Skallagrim opsøger kongen for at få oprejsning for Thorolfs død, må han og hans følgesvende efterlade deres våben udenfor.[94] Dette kan have gjort sig gældende i andre stormænds hal, eller måske snarere at kun stormanden og dennes hird måtte bære våben. Det stemmer med, hvad vi allerede ved fra de danske kilder: at der skulle herske fred ved gæstebuddene og kongens hof.

Tilsyneladende kunne gæstebuddet også bruges som belønning eller hædrende oprejsning. Belønning ser det i hvert tilfælde ud til at blive brugt som ved det gæstebud Jarl Sigurd af Orkneyøerne holder for Njalsønnerne Helge og Grim samt deres ven Kaare. De har været en vigtig del af jarlens sejr over de skotske jarler Hunde og Melsnate, og jarlen giver et gæstebud for at fejre sejren, giver Njalsønnerne gaver og gør dem til sine hirdmænd.[95] Gæstebud og gaver får de, eller rettere Kaare, der er hans mand, også af Erik jarl i Norge som oprejsning for den uretfærdige behandling Njalsønnerne måtte lide af faderen Haakon.[96] Her bliver det så brugt som oprejsning. Gæstebud kunne altså gives som gave og hæder for specifik tjeneste, og et sådant må have været særligt hædrende for modtageren.

En lidt anden slags gæstebud er den slags, som stormænd holdt for hinanden for at bekræfte deres venskab (om end det jo også er det kongerne gør, kongerne er blot ikke jævnbyrdige med deres mænd og forventer derfor troskab og tjenester til gengæld). Vi ser et sådant, da Skallagrim har bosat sig på Island. Skallagrim er den første landnamsmand og (sikkert bl.a. derfor) mægtigste høvding i Borgefjordområdet, og han giver sin svigerfader Yngvar land, da denne må flygte for kongens vrede mod Kveldulfs slægt. Yngvar byder senere Skallagrim med følge til et gilde, hvor den treårige Egil efter sigende skulle have prist sin morfader med et kvad om hans gavmildhed ved gæstebud.[97] Skallagrimslægtens bånd til Yngvarslægten opretholdes åbenbart og senere byder Egils fætter på mødrene side, Thord, Egil og hans følge til høstgilde.[98] En anden og mægtigere allieret af Egil er Arinbjørn i Norge. Denne byder på bedste høvdingevis sine venner og herredets bønder til julegilde, hvor beværtningen var rigelig, og gaver gavmildt blev delt ud til gæsterne.[99] Det samme gjorde Gunnar Haamundsson til sit bryllup med Halgerd Høskulsdottir, hvor hans gæster også nævnes ved navn.[100] Disse er de samme stormænd, som senere støtter Gunnar i hans stridigheder med andre, og som Thraen, der også nævnes som gæst, overtager ved Gunnars død. Her nævnes Thraens første kone, Thorhild, og Njals kone Bergthora som dem, der byder maden rundt.[101] Thraen kaldes udtrykkeligt bygdens førstemand,[102] og Njal var Gunnars bedste ven. Thraen og han sidder da også nærmest Gunnar ved festen. Vi kan altså deducere, at som hos Kong Roar i ”Sangen om Bjovulf”, hvor dronningen selv skænker for gæsterne ved sejrsfesten, er værtindens rolle som formidler af stormandens gavmildhed ved disse gæstebud betydnings- og ærefuld. Desuden ser det ud til, at gensidige gæstebud har spillet en endog meget stor rolle blandt islandske stormænd for at opretholde venskaber. Om Gunnar og Njal siges det direkte, at det var skik dem imellem at gæste hinanden for deres venskabs skyld. Det samme gør Njal og hans sønner med Njals fostersøn, Høskuld, som han også skaffer godord. Venskabet mellem dem er meget fast, og de tager hinanden med på alle råd. Dette venskab (gen)besegles hver høst, hvor de byder hinanden til gæstebud, tilsyneladende en dag hos hver, og giver hinanden store gaver.[103]

Ved at rydde deres konkurrenter af vejen og skaffe Høskuld godord, er Njals alliance, som beskrevet ovenfor, blevet lokalområdets stærkeste magtfaktor. Dette huer ikke Valgard d. Grå, idet hans søns godord er blevet udhulet af, at de lokale tingbønder har sagt sig i lag med Høskuld Hvitanæsgode i stedet for ham. Han råder derfor sønnen Maar til at splitte alliancen ved at knytte sig selv til Njalssønnerne. Dette skal foregå ved jævnligt at byde dem til gæstebud og give dem gaver, så han får indflydelse over dem. Dette gør Maar, og det går som faderen forudsagde, især ved faderens arveøl-gilde, hvor også mange nabobønder er indbudt, udveksles gaver tilsyneladende med troskab.[104] Et andet gilde, hvor eder udveksles, er det allerede nævnte hos Sigurd Jarl for kong Sigtryg og Gille Jarl. Her enedes man om, at Sigurd Jarl skal hjælpe Sigtryg med at erobre Irland fra kong Brjaan (Brian) og til gengæld have kongedømme der og Sigtrygs mor, Kormlad, til ægte.[105] Igen ser vi gæstebuddenes vigtighed for oprettelsen af venskaber. Det er her, man viser fornyr sit venskab såvel som sværger de vigtigste eder.

Også Thorstein Egilsson bekræfter forbindelsen med sin svoger Olaf På ved gilder. Vi kender ganske vist kun et, som nævnes i Gunløg Ormstunges Saga, fordi Thorstein der møder sin datter Helga, men der har sikkert været flere. Det nævnes udtrykkeligt, at Thorstein og Olaf taler i højsædet, og at Thorstein får mange gode gaver ved afrejsen.[106] Det samme gør gæsterne ved Olaf Feilans bryllup i begyndelsen af Laksdøla Saga. Hele hans farmor Unn den Tænksommes, netværk er indbudt og bliver beværtet gavmildt og fornemt, inden de fornemste af dem får prægtige gaver ved afrejsen.[107] Endnu prægtigere gaver giver hans navne Olaf På ved sit eget bryllup med Thorgerd Egilsdatter.

Den rige og pragtglade Olaf fortsætter med at demonstrere stormandsdyder, og som en del af fremhævelsen af denne høvding beretter Laksdøla Saga, at han ved faderen Høskulds død var hovedmanden bag de tre sønners gravøl for deres fader. Det berettes, at dette gravøl blev det næststørste gilde på Island nogensinde (i hvert fald til sagaens nedskrivning), hvor 1100 gæster deltog. Til gildet var indbudt alle høvdinge og stormænd samt alle som ville komme, rige eller fattige, og ingen stormand gik gaveløs bort. Olaf demonstrerer hermed sin magt, samt udvider og overfører faderens netværk af venner til sig selv. For at undgå fjendskab over hans store magt og magtdemonstration tilbyder han at opfostre broderen Torljeks søn og gør sig dermed ringere end broderen, idet hans reelle lederskab af faderens netværk kunne skabe fjendtlighed hos den ægtefødte broder.[108] Til afholdelse af gilder byggede Olaf senere et ildhus, som smykkedes med udskårne billeder fra berømte sagn. Også dette er en demonstration af hans magt, gavmildhed og pragtglæde, og da datteren Turid bliver gift, holdes et bryllupsgilde, som forøger Olafs ry, og hvor både den tilstedeværende skjald og stormændene blandt gæsterne fik rige gaver.[109] Ligesom deltagerne ved Kjartan Olafssons bryllup senere gjorde det. En af disse stormænd, som Olaf fortsatte venskabet med, var Osvif (fader til Gudrun), og de to gav som Njalssønnerne og Høskuld gæstebud for hinanden hver høst, dog hver andet år hvert sted.[110] Til et af disse gilder nægter Olafs søn Kjartan at modtage sin fostbroder Bolles gave (Bolle har giftet sig med Gudrun, som Kjartan ville have), og Kjartans søster siger direkte, at det gamle venskab mellem de to fostbrødre er forbi.[111] Hun siger altså, at det at han nægtede at modtage gaven, betyder slutningen på fostbrødrenes venskab, eller snarere viser alle, at det er slut. Senere får også alliancen mellem slægterne sin slutning, da folkene på Laugar beskyldes for at stjæle Kjartan og hans kones ejendele; ”Efter denne samtale skiltes de med bitterhed. Hjardarholtfolkene red hjem, og de og folkene fra Laugar indbød ikke hinanden til gilde siden,”. En meget tydelig demonstration af det åbne fjendskab mellem folkene på de to gårde og en bekræftelse af de gensidige gæstebuds betydning. Som vi så i Njals Saga, er det tydeligt ved disse gæstebud, man skaber, bekræfter og opretholder venskaber. Men det er også her, man kan demonstrere, at de er forbi.

Også Jomsvikinge Saga og Knytlinge Saga er spækket med eksempler,[112] men her skal ikke opsummeres flere. Man kan nøjes med at bemærke, at når sagaerne ofrer så meget opmærksomhed på disse gæstebud og deres riter, så må de have været betydningsfulde for publikum i det 12. og 13. århundrede, hvor de blev nedskrevet.

Som med Saxo kan man spørge hvad beretningerne om gæstebuddene, deres ritual og gavegivning har betydet for de islandske sagaforfattere; beretter de om virkelige hændelser eller om et sæt normer for stormænds opførsel? Som med Saxo er det ikke umuligt, at aktuelle gæstebud, som vi kender fra sagaerne, ikke virkelig har forekommet, men at beretningerne snarere er normative beskrivelser, af hvordan man gjorde. Dette har vel i særlig grad på Island, hvor det i mange år kongeløse samfund udelukkede kongelig uddelegering af magt. Man var simpelthen ude af stand til at få magt på andre måder end ved at knytte alliancer og overvinde konkurrenter. Derfor var man nødt til at interagere indenfor de traditionelle rammer omkring gæstebud og gavegivning. Når man ikke kunne uddelegere magt, måtte man ty til gaver som gunst. Det er endvidere muligt, at sagaforfatterne har fremhævet disses rolle i et forsøg på at forherlige tiden før den norske konges indlemmelse af Island i 1264 og understrege den traditionelle interaktionsform frem for deres egen tids.

Man finder i det danske kildemateriale, især hos Saxo, vidnesbyrd om gæstebuddenes fortsatte brug og betydning. Men for at få en mere detaljeret beskrivelse af de specifikke ritualer omkring dem har vi måttet ty til de islandske kilder, som viste følgende:

· Den enkeltes siddepladser ved bordet var vigtig, idet de afspejlede den enkeltes rang, status og forhold til kongen eller stormanden.

· Man skaber eller deler fællesskab, staldbroderskab, ved bordet med sine bordfæller.

· Man vasker sig før måltidet. Dette har både et hygiejnisk aspekt, men det kan også være en symbolsk renselse, evt. for andre bånd, før man knytter eller deler bånd med sine bordfæller/staldbrødre.

· Sammen med sine staldbrødre i hallen/ved bordet bærer man ikke våben. Dette kan være både symbolsk for at vise, at man ikke har brug for våben i selskab med sine staldbrødre. Men det kan også have den praktiske betydning at holde risikoen for blodsudgydelser mellem ærekære krigere og anslag mod kongen/stormanden nede.

· Stormanden uddeler gaver ved gæstebuddene for at opretholde det reciprokke forhold til sine venner og mænd. Dette gøres ofte ved afslutningen af festen.

· Gæstebuddet selv kan være en gave eller belønning.

· Måske har stormandens hustru haft rollen som formidler af gavmildheden ved at byde maden rundt.

Tilbage står så at forklare gæstebudenes betydning for opretholdelsen af de sociale netværk i Danmark i ”det lange 12. århundrede” og på Island fra vikingetid til sagaernes nedskrivningstidspunkt.

Fra de danske kilder kan vi se, at især kongerne benyttede sig af gæstebud ved opretholdelsen af deres alliancer. Både jul og nytår nævnes for de danske kongers vedkommende, men også høsten og i mindst et tilfælde påsken[113] var ifølge de islandske sagaer vigtig nok til, at man fejrede den ved gæstebud i hvert fald på Island. Ligesom også en sejrrig krig eller en særlig hæder til et eller flere individer kunne give anledning til et kongeligt gæstebud, men dette var ligesom bryllup og gravøl ikke en fast tilbagevendende begivenhed. Ved disse fester gav kongen/stormanden gaver til de stormænd, der støttede ham, og opretholdt eller oprettede dermed de alliancer, som var nødvendige for, at han kunne regere. Ved deltagelse i gæstebudene og modtagelsen af gaver bekræftede landets stormænd så deres venskab med og støtte til kongen, samt deres våbenbroderskab, mens kongen på sin side også med gavmildhed demonstrerede sin magt.

Også stormændene indbyrdes opretholdt tilsyneladende på nøjagtig samme måde deres venskaber ved gæstebud og gavegivning. Det er i hvert fald tilfældet med Henrik Gudskalkssøn og Knud Lavard, men de utallige islandske eksempler og det faste mønster hos kongerne indikerer, at det forholdt sig således også blandt andre af Danmarks stormænd; at man gæstede hinanden og udvekslede gaver og troskab ved gilder på samme måde som jernalderens spirende stormandsklasse oprettede og opretholdt deres alliancer, samt beseglede indgåede eder. Dette har nok især været tilfældet i tiden fra Knud Lavards drab til Valdemar d. Stores kroning, hvor kongemagten oftest var svag eller på flere hænder. Situationen her kan have mindet om den islandske uden kongemagt, men den stærke alliance, der gjorde oprør mod Niels efter Knud Lavards død må også være skabt således. Knud kunne sikkert kun i begrænset grad uddelegere magt og embeder, så hans allierede må have støttet ham på af andre grunde og være knyttet til ham med andre bånd. Dette bekræftes af, at ingen af de tre store som omtalt ovenfor besidder titler eller embeder vi kender. Et tydeligt eksempel på et gilde for at besegle eder og skabe en alliance, er da Svend, Knud og Valdemar skal fejre og besegle deres indgåede forlig ved det, der senere er blevet kendt som ”Blodgildet i Roskilde”.

Gaver og gæstebud brugtes altså fortsat med bevidst politisk sigte til at oprette og opretholde alliancer. Dog ser det ud til, at deres betydning svinder med tiden. Det er svært at påvise en specifik ændring, men meget tyder på, at en mere hierarkiseret og feudaliseret embedsstat vinder frem i forhold til det traditionelle samfund med dets parallelle magthierarkier. Dette skal behandles i det følgende kapitel.

[1] Crefeld, 2000, s. 128ff.

[2] Arup, 1961, s. 174ff, Koch, 1976, s. 11, 110ff, Christensen 1976, s. 24ff, 1977, s. 272ff.

[3] Som allerede omtalt i kapitlet om ”De tre store”.

[4] Tacitus, Germania, 14,1, i Lund, 1993, s. 248.

[5] Bjowulf, 2001, s. 138.

[6] Saxo I, 1979, 95.

[7] Heimskringla, II, s. 94.