5. 1 Relationspolitik og personlig relateret magt

5. 1 Relationspolitik og personlig relateret magt

Til julefesten år 1187 hos Kong Knud VI i Odense talte Esbern Snare varmt og opildnende for befrielsen af Det Hellige Land, som Saladin næsten havde generobret efter det katastrofale slag ved Hattin i 1187. Esberns opflammende tale gjorde at femten tilstedeværende lovede at tage korset. [1] Kun fem af dem drog rent faktisk af sted i 1191, disse var[2]; Agge, søn af Stig Hvide og kongens fætter, Alexander, Absalons nevø og tilsyneladende yndling, Åge, nevø til biskop Toke af Børglum, Skore hans fælle, Peder Pallesen, Sven Thorkilsøn og hans fælle Matthæus. Disse mænd udrustede for egne midler tre, fire eller flere skibe med antageligt mindst 150 krigere som besætning[3] og har dermed været i besiddelse af en antagelig privat magt. Ligeledes giver eksemplet os et godt eksempel på hvorledes private krigstogter kunne organiseres.

Et andet velkendt eksempel er fra år 1208 hvor Sunesønnerne; Ebbe, Lars og Jakob, en gren af Skjalm Hvides efterslægt, leder et privat krigstog til Sverige for at støtte en svensk tronprætendent; Sverker, der var deres svoger og kvartfætter.[4] Tiden var måske ved at være forpasset til at stormænd således kunne udfordre konger for 31. Januar 1208 led de nederlag ved Lena lige nord for Alingsås; Ebbe og Lars lod livet, og Sverker blev igen fordrevet.[5] Disse er blot to blandt mange eksempler på stormænd med privat hærmagt og det kan derfor være frugtbart nærmere at undersøge denne klasse af magtfulde stormænd; hvad byggede de denne magt på og hvorledes var deres relation til kongemagten, og hinanden?

[1] Gengivet hos Lund, 1996, s. 238ff, Skalk 1985, Nr. 3, s. 20ff. Oprindeligt et af ”Scriptores Minores”; ”Danskernes færd til det hellige land”.

[2] De understregede er de nævnte fem, de andre nævnte var deres fæller.

[3] Lund, 1996, s. 241.

[4] Johansen & Halding, 2001, s. 29f og Kræmmer, 1999, s. 138 og 174, Lund, 1996, s. 241.

[5] Johansen & Halding, 2001, s. 29f og Kræmmer, 1999, s. 138 og 174, Lund, 1996, s. 241.