3.1 Politisk centralisering og udvikling af staten, kort teori

3.1 Politisk centralisering og udvikling af staten, kort teori

Antropologer, arkæologer og historikere arbejder ofte med en skelnen mellem to typer samfund. Den ene er førstatslig eller stammesamfundet, den anden er et statssamfund. Overgangen er selvfølgelig glidende, og begge har flere undertyper. Jeg vil derfor prøve at definere de typer, jeg vil operere med i det følgende. Litteraturen herom er mangfoldig, men jeg vil, så vidt det altså kan lade sig gennemføre, forsøge at opstille definitioner, som er praktisk anvendelige til undersøgelsen.



3. 1. 1 Stammesamfund

I stammesamfundet udspiller de samfundsmæssige relationer sig først og fremmest mellem grupper, oftest slægtsmæssigt organiserede. Udvekslingerne mellem disse grupper er præget af reciprocitet/gensidighed.[1] Det følgende drejer sig om stammesamfundets sidste manifestation: høvdingedømmet.

Generelt kan man sige, at det førstatslige samfund kun kan bestå, hvis ingen grupper eller enkeltindivider bliver stærke nok til at underkaste sig andre samfundsmæssigt betydende grupper. Magten i et sådant samfund vil derfor kun lidet være institutionaliseret eller personificeret. Tværtimod sikrer et stærkt, oftest religiøst/ideologisk, normsystem samfundets integration og samvirke. Her er gensidigheden vigtig og giver sig ofte udtryk i stærke traditioner og æresbegreber omkring gensidige relationer. Ligesom fraværet af institutionaliseret magt vil gøre individets sikkerhed afhængig af medlemskab af en samfundsmæssig betydende gruppe, oftest slægten.[2]

Grupperne i et sådant samfund behøver ikke være lige stærke og rige. Blot de har muligheder for at indgå i alliancer (oftest via ægteskaber) og indgå klientrelationer til stærkere slægter. Så længe disse alliancer ikke er faste, vil muligheden for allianceskifte medføre, at gensidigheden bibeholdes. Balancen opretholdes, så længe der på et givet territorium fortsat findes andre nogenlunde ligeså stærke grupperinger og dermed mulighed for skifte. Dermed vil balancen først brydes, idet det lykkes en eller flere grupper ressourcemæssigt at overgå de andre.[3]

Ligeledes vil mangelen på institutionaliseret magt præge krigsførelsen. I ”primitiv” krig/stammekrig er ledelsesfunktionen svag og kommandohierarkiet dårligt udviklet. Lederen har ingen muligheder for at tvinge krigeren til at kæmpe eller blive i kampen. Hans eneste mulighed er at foregå sine mænd med et godt eksempel, at være tapper og klog osv.[4] Socialt pres og tab af prestige er den eneste repressive mekanisme over for de krigere, der forlader kampen i utide eller helt nægter at kæmpe. Den ”primitive” kriger/stammekrigeren kæmper først og fremmest for sin egen slægt, eventuelt landsby, og for sit rygte. Stammesamfundets krigsførelse er i sagens natur en kamp mellem små grupper. Derfor er egentlige slag mellem organiserede hære utænkelige, da individet ikke er vant til at indordne sig et hierarki. [5] Man bør dog ikke tro, at krigens natur er anderledes, og at den er mindre blodig. Blot sker det sjældent, at stammen risikerer hele sin kamp- og produktionsdygtige mandlige del i en enkelt konfrontation, som jo kan tabes og medføre store tab. [6]



3. 1. 2 Tidlig Stat

I det idealtypiske statssamfund vil individerne være frigjorte fra grupperelationer og i stedet indordnet i hierarkiske under-/overordningsrelationer. Groft sagt vil økonomiske ressourcer passere nedefra og op i systemet mens magt går den anden vej. Udveksling foregår mellem individer, er asymmetriske, og ikke gensidige. Det, der holder systemet sammen er toppens evne til at administrere magten således at udvekslingerne fungerer og fortsætter. Altså i sidste ende afhængigt af toppens fysiske magt. [7]

Fysisk magt er kostbar at opretholde ligesom en konstant tilstedeværelse af magt vil avle modstand. Derfor må en effektiv magt legitimeres ideologisk og institutionaliseres, mens truslen om fysisk magt holdes i baggrunden til de underordnede ikke holder deres plads i systemet. Dog skal den underordnede normalt via ideologien finde det rimeligt at holde denne plads uden direkte trussel og gøre det. [8]

Staten handler altså i denne definition om at en elite har tilkæmpet sig en kontrol med privilegier som de opretholder, og om at der dermed er skabt ulige adgang til basale ressourcer for personer eller grupper. De lokale ledere har dermed mistet deres autonomi og er nu underordnet en centralmagt i et hierarkisk system af autoritetsrelationer. En centralmagt der endvidere har (delvist) monopol på fysisk magtudøvelse eller er i stand til at mønstre de stærkeste redskaber til denne fysiske magtudøvelse.

Det er klart at det er vanskeligt at definere hvornår i et samfunds udvikling man kan tale om en stat, udfra visse definitioner vil det være på et tidspunkt, udfra andre et andet.

Jeg vil derfor nøjes med at udskille nogle forudsætninger, der må være opfyldt for at den tidlige stat kan siges at eksistere.

* Specialisering af Lederrollen
* Centralisering af magten
* Samfundsstrukturens permanens eller store grad af stabilitet[9]
* Frigørelse fra slægtskabsstruktur som grundlag for magthierarkiet

Hvordan en sådan statsdannelse opstår har skabt mange teorier. Disse kan opdeles i to hovedgrupper; den ene lægger vægt på integration, den anden på konflikter.[10]

Den her anvendte teori er en konfliktteori ifølge hvilken slægtsgrupperne har ulige adgang til strategiske ressourcer og dette medfører konflikter. Disse konflikter vil være af et sådant omfang at det slægtskabsorganiserede samfund ikke kan kontrollere dem og der vil opstå repressive mekanismer udenom slægtskabsstrukturen.[11]

Ingen idealtyper vil passe på alle samfund idet ethvert af disse er unikt og enhver statsdannelse vil være resultat af unikke forhold og en unik historisk proces. Derfor vil flere af de nævnte faktorer have indflydelse på enhver statsdannelsesproces og det er ikke umuligt at der vil spille faktorer ind som ikke her er medregnet.

I det øjeblik vi for første gang kan finde en konflikt- eller integrationsproces (eller begge) efterfulgt af en statsstruktur med specialisering af lederrollen, centralisering af magten, samfundsstrukturens permanens eller store grad af stabilitet og en frigørelse fra slægtskabsstruktur som grundlag for magthierarkiet vil vi med rimelighed kunne påregne at her har vi statens tidligste manifestation. Det er i hvert fald hypotesen for opgaven og derfor skal der følgende, på baggrund af arkæologen Lotte Hedeagers undersøgelse af Danmark i perioden, diskuteres om dette kan siges at forekomme i jernalderen.

[1] se Jensen 1979, Bögh 1987, s. 86ff og Hedeager 1992, 92ff for yderligere.

[2] Bögh, 1987, s. 86f.

[3] Bögh, 1987 s. 88.

[4] Hedeager, 1992, s. 94, Keely, 1996, s. 43f.

[5] Keely, 1996, s. 47ff.

[6] Keely, 1996, s. 59ff.

[7] Syntese af Bögh A. 1988, s. 86 og Hedeager, 1992 s. 39ff.

[8] Ibid.

[9] Alexanders imperium døde med ham og er et klassisk eksempel på en struktur uden permanens hvor de enkelte dele efter sammenbruddet gled tilbage i mindre enheder.

[10] Kilden til teorierne om statsdannelser er Hedeager, 1992, s. 87ff.

[11] Hedeager, 1992, s. 88.