2. 0 Historiografisk oversigt

2. 0 Historiografisk oversigt

Som nævnt i problemformuleringen er der en forskel på traditionel forsknings billede af samfundet i det 12. århundrede og nyere forsknings tolkning af dette. Ligeledes er der en stor forskel på, hvornår traditionel historieskrivning og nyere arkæologisk forskning har ment at kunne placere en centraliseringsproces og følgende rigssamling. I undersøgelsen af middelalderens samfund har jeg fundet, at den traditionelle form for samfundsmagt stadig spillede en stor rolle: at mange af samfundets vigtige institutioner stadig var de samme som i jernalderen





2. 1 Undersøgelser af jernalderens og vikingetidens historie

I behandlingen af det danske samfund og den danske statsdannelsesproces i denne periode har jeg stiftet bekendtskab med og måttet sætte mig mere eller mindre ind i mange forskellige forskningstraditioner og metoder. Disse skal følgende præsenteres.

Studiet af den ældste danske historie byggede i lang tid på sagnhistorien, som fremstillet primært hos Saxo. Efterhånden rejste der sig dog en vis skepsis overfor denne kildetype og samtidig vandt andre kilder frem, primært arkæologien. I 1830-erne omdannedes og organiseredes Kunstkammerets oldsager, og grundstenen var dermed lagt til Nationalmuseet.

Siden da har arkæologer varetaget den del af historien herhjemme, som vi ikke har skriftlige kilder til, og først i tiden efter ca. år 600 e.v.t. har historikere blandet sig.

Af store samlede oversigter over Danmarks forhistorie kan nævnes værker af Worsaaes efterfølgere: Sophus Müller og Johannes Brøndsted, som henholdsvis har skrevet ”Vor Oldtid” (1897) og ”Danmarks Oldtid” (1938- 40). Disse er store samlede værker ligesom de af Brøndsted forfattede første bind af ”Det danske folks historie” (1927) ”Schultz’ Danmarkshistorie” (1941) og ”Politkens Danmarkshistorie 1” (1962). Kildematerialet er de materielle levn ordnet i typologiske serier under hensyntagen til naturens udvikling og de få skriftlige kilder, vi har.[1]

Som nævnt har nogle få historikere forsøgt at behandle tiden fra ca. 600 e.v.t. Disse er Steenstrup, Arup og Christensen. Steenstrup skrev i sidste fjerdedel af det 19. århundrede. Han trak på frankiske og engelske beretninger og lovtekster, men havde ikke frigjort sig fra sine forgængeres afhængighed af sagnhistorien og opstillede heller ikke nye forklaringsmodeller. Steenstrups store fortjeneste må siges at være indenfor stednavneforskningen og den resulterende bebyggelseshistorie.

Arups første bind af hans ”Danmarkshistorie” udkom i 1925, og da Weibull i mellemtiden havde gjort grundigt op med Saxo som kilde til oldtidens historie, stod Arup på bar bund. Dette passede ham fint, for hans mål var at gøre op med gamle myter og fremme et materialistisk historiesyn. Bondens virke såvel som statsdannelsen var mere interessant for Arup end udenrigspolitik og krige. På Arups tid var studiet af de enkelte kilder til oldtidens historie dog ikke videre udviklet, og meget måtte derfor overlades til dristige kombinationer og lovbundne generaliseringer.

Forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi var nu adskilt. Arkæologerne tog sammen med palæo-botanikere fat på landbrugets og bebyggelsens historie i Danmark, mens filologer undersøgte samme bebyggelseshistorie ud fra stednavnene. Dette prægede både Brøndsteds værker, men havde også indflydelse på Axel E. Christensens ”Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund” (1969). Her trak Christensen tråde tilbage i tiden fra vikingetiden, så vidt som det foreliggende kildemateriale tillod på basis af den nye forskning, og grundlagde en ny måde at skrive historie på. Ved at præsentere læseren for kilderne og analysen tillod Christensen, at man kunne ”kigge ham i kortene” og drage sine egne konklusioner på baggrund af materialet i stedet for som før at præsentere en autoritativ og endelig fortolkning af den historiske sandhed. Dette stilskift skal uden tvivl se i forbindelse med, at Christensen selv havde oplevet, hvordan arkæologien med fundet af trelleborgene havde væltet teorierne om vikingetidens svage kongemagt. Indtrykket af dette præger tydeligt forordet til værket.

De forhistoriske arkæologers forskning i jernalderens samfund har for alvor udviklet sig og taget fart i de sidste ca. 20 år. Før dette arbejdede man hovedsageligt med landbrugets og bebyggelsens historie. Der var i 70-erne og begyndelsen af 80-erne opstået en stigende interesse blandt både historikere og arkæologer for at forstå udviklingen i det danske samfund i det første årtusinde efter Kristi fødsel.[2] Samtidig med dette begyndte arkæologer at studere jernalderen ud fra etnografisk, strukturmarxistisk og sociologisk teori. Derved kunne de bedre belyse perioden som helhed og se historiske udviklinger i samfundet, som man ikke før havde været opmærksom på.

Det første store samlede værk bygget på dette grundlag, og det eneste akademiske til dato, er Hedeagers doktordisputats fra 1992 ”Danmarks Jernalder- Mellem stamme og stat”. I denne tager hun udgangspunkt i, hvad hun selv kalder en historisk/antropologisk tradition i stedet for en positivistisk/naturvidenskabelig. Sidstnævnte formår ikke at afspejle komplekse historiske udviklinger og må derfor forkastes. I stedet viser undersøgelsen tendenser i udviklingen, men kan ikke give det endelige svar. Hedeager undersøger alle gravfund og depotfund og inddrager bebyggelsens udvikling i sin analyse.[3] Dette passer med de resultater af undersøgelser af andre arkæologiske kildegrupper, som hendes kolleger nåede frem til gennem ’90-erne og publicerede i en række artikler ved forskellige symposier.[4]

Arkæologernes udforskning af vikingetidens samfund er derimod stadig ikke så fremskreden som af jernalderen. Man har forskningsmæssigt fokuseret på den civile og militære bebyggelse, bydannelsen og handelsudviklingen, og har sammenholdt dette med historikernes arbejde for at drage konklusioner om samfundsudvikling, rigsdannelse og økonomi.[5] Derudover har man forsket i landbrugsmetoder, klædedragt osv., og det har udmøntet sig i flere populærhistoriske værker, men ikke nogen større samlet akademisk fremstilling.[6]





2. 2 Historikernes behandling af det lange 12. århundrede

Mangfoldige historikere har gransket det 12. århundrede, og der er skrevet temmelig meget om perioden. Den ældre forskning vægter en diskussion af, hvilke elementer i det danske samfund, der drev statsdannelsesprocessen frem og forholdet mellem disse. Dette bunder hovedsageligt i Weibull-brødrenes forskning fra starten af 1900-tallet. I denne mente de at have eftervist interessekonflikter mellem kongemagt (Regnum) og kirke (Sacerdotium), idet kongemagten arbejdede på at udvide sit magtgrundlag, mens kirken på sin side havde interesse i en svag kongemagt. Erik Arup udvidede dette billede med en tredje magtfaktor: ”bondesamfundet”, og denne fortolkning kom til at præge senere tiders opfattelse af Danmark i 1100-tallet. Konflikterne mellem disse tingbønder og den kirkelige myndighed, som han gav æren for at omforme samfundet i det 11. og 12. århundrede, prægede det 12. århundrede, mens kongemagten først i løbet af århundredet udvidede sin magt i alliance med kirken.

Koch tilslutter sig Arups tese, men mente dog, at kongemagten var en betydelig stærkere institution, end den Arup havde beskrevet. Fælles for Arup og Kochs fortolkninger er dog at de ser de to ”nye” centraliserende magtinstitutioner kongemagt og kirke i strid med det gamle decentrale og demokratiske bondesamfund, således at der var en polarisering af samfundet mellem disse nye og gamle institutioner.

Arups elev, Axel E. Christensen, afviser eksistensen af et ”demokratisk” bondesamfund, men bryder ikke med forgængernes hovedtese. Han gør i stedet opmærksom på, at der blandt bønderne fandtes en stærk social lagdeling med en ledende kreds af rige stormænd som ledere i de lokale bygder.

Den første, der for alvor forsøgte at gøre op med den weibull-arupske opfattelse af det 12. århundredes tildragelser, var John Danstrup i 1946. I artiklen ”Træk af den politiske kamp 1131- 1182” forklarer Danstrup periodens stridigheder som resultat af stormændsslægternes forsøg på at opnå mest mulig magt og de gunstigste magtpositioner. Han afviser dermed den tese, at konflikterne skyldtes modsætninger mellem de tre nøje afgrænsede magtfaktorer; konge, kirke og bondestand. Danstrup bør æres for at have gjort den iagttagelse, at magtkonstellationerne i det 12. århundrede var mere diffuse, end Koch, Arup og Weibull opfattede dem. Men hans undersøgelse spoleres delvist af, at han i så overdreven grad forsøger at fremstille Hviderne, som om de helt fra skjalmsønnerne opererer ud fra en skummel ”masterplan” for at overtage magten i landet.

Den næste forsker, der beskæftigede sig med perioden, var Niels Skyum-Nielsen i 1971. Hans ambition var i bedste overensstemmelse med tidsånden dengang at skildre det danske samfund set nedefra i værket ”Kvinde og Slave”. Denne ambition lykkes dårligt, sikkert primært fordi vi ganske simpelt har for få kilder til netop dette, og også han er præget af den herskende opfattelse af det tredelte danske samfund. Stormændene ser Skyum-Nielsen som voldelige snyltere, der ikke bidrager til samfundets udvikling, men snarere modarbejder den. Bogen er skrevet i kølvandet på ’68- oprøret, så dens tendens er ventelig, men opfattelsen ligger også nær op af Arups.

Den første til at skille sig ud fra forskningens fokus på statsbygningen var Carsten Breengaard med afhandlingen ”Muren om Israels hus” fra 1982. Breengaard vægter i stedet kirken og dens forhold til slægtssamfundet og kirken i sin undersøgelse. Han mener ikke, at der herskede konflikter mellem kirken og kongemagten i perioden og vender dermed den weibullske teori på hovedet. Derimod hævder Breengaard, at kirken ikke var en magtfaktor i samfundet, men snarere en svag og marginaliseret institution under pres fra det gamle slægtssamfund. Kirken skulle derfor have søgt beskyttelse hos kongemagten og støttet denne i at modstå det pres, som stormændene også lagde på denne.

Breengaards teori kan ikke holde nærmere granskning. Hvis kongemagten og kirken virkelig var så svage, som han fremstiller dem, kunne de ikke på kort tid blive så stærke, som de rent faktisk blev. Derudover, og ligeså vigtigt, overser han, at kirken ikke var en uafhængig institution. Den var derimod stærkt knyttet til stormandsslægterne og dermed intimt forbundet med disse slægters interesser.

Den sidste større afhandling om det 12. århundredes konflikter og politiske historie er Lars Hermansons ”Släkt, vänner och makt” fra 2000. Afhandlingen repræsenterer et nybrud indenfor forskningen i perioden, om end ikke så stort som nogle vil gøre den til, idet mange synspunkter allerede blev udtrykt i Michael Geltings kommentar til sin oversættelse af Roskildekrøniken fra 1978/79. Til trods for dette er værket, fordi det samler disse synspunkter og bygger en analyse på dem til en helhed, ikke til at komme udenom for forskere, der ønsker at beskæftige sig med Danmarks politiske historie i det lange 12. århundrede.

Ifølge Hermanson var det 12. århundredes konflikter, centralisering og statsudvikling ikke et resultat af modsætninger mellem de faste institutioner kirke, kongemagt og ”bondesamfund”. Han fremfører derimod, at modsætningerne bundede i forskellige magtcentre i riget, som han betegner elitekollektiver og disses kamp om ressourcer. Disse elitekollektiver bestod af alliancer af verdslige og gejstlige stormænd samt kongeætlinge[7].

Historikernes beskæftigelse med vikingetiden følger samme generelle mønster som for det 12. århundrede. Man har traditionelt fokuseret meget på statsdannelsesprocessen og kongemagten. Kongens magt ansås for svag, og han selv blot fremmeste blandt ligemænd. Således var opfattelsen hos alle historikere indtil trelleborgenes udgravning. Også her er det Christensen, der første gang skiller sig ud med en anderledes tolkning. Christensen påpeger et stærkt lagdelt og hierarkisk samfund i stedet for det demokratiske bondesamfund, man før havde regnet med.

Denne tolkning er siden videreført af Roesdahl og Sawyer i deres værker og er for nuværende fremherskende.[8]

[1] For en mere detaljeret gennemgang henvises til Hvass og Storgaard, 1993 og Laursen 2001.

[2] Igen henvises til Hvass og Storgaard, 1993 for yderlige redegørelse.

[3] Se Hedeager, 1992 for mere dybtgående diskussion.

[4] Mortensen & Rasmussen 1988 og 1991, Fabech & Ringtved 1991, Fabech & Ringtved 1998, Hodges & Bowden 1998, Hansen & Wickham 2000, og Roesdahl & Sørensen 2000.

[5] Igen må henvises til Hvass og Storgaard, 1993, for yderligere diskussion, samt de forskellige vikingesymposier for resultaterne.

[6] Roesdahl står bag mange af de populærhistoriske værker.

[7] Og det var derved de udgjorde magtcentre, ved at være alliancer med politisk magt.

[8] Se f. eks. Lund 1993 og 1996, Sawyer 1993, og Roesdahl 1992.