5. 1. 1 De tre store

5. 1. 1 De tre store

Det 12. århundredes berettende kilder er alle meget koncentreret om kongemagten og de forskellige kongers gøren og laden. Landets stormænd nævnes som regel kun forbigående, tre stormandsslægter gør sig dog gentagne gange bemærket på forskellig vis; Trund-erne (også kaldet Thrugot-erne, Thorgunna-erne eller Thrued-erne), Bodil- slægten, og Hviderne. Disse slægter besad alle privat magt og agerede til tider uafhængigt af eller i opposition imod den regerende konge.

På en overfart mellem Sjælland og Falster blev i Erik Ejegods tid Aute, Skjalm Hvides bror, tilfangetaget af vendiske vikinger og valgte død frem for fangeskab. Dette oprørte naturligvis Skjalm, der på tinge førte kæremål og opnåede tilslutning til et vellykket togt mod Julin.[1] Saxo fortæller intet om nogen konge på dette togt om end Niels Lund har fundet belæg for at Erik Ejegod deltog men ikke var leder af foretagendet.[2] Samme procedure følges efter mordet på Knud Lavard; Skjalmsønnerne (Toke, Sune, Ebbe og Asser), Peder Bodilsøn og Haakon Sunnivasøn rejser, måske sammen med Knuds brødre Erik Emune og Harald Kesje, på tinge krav om hævn for deres vens drab.[3] Den første træfning i den følgende borger-/hævnkrig skete da stormanden Kristjern Svensssøn, som leder af den magtfulde Trund-slægt fylkede sine frænder og venner i en hær og mødte Kong Niels i et slag (som han tabte) mens Erik Emune i et flådeslag besejrede Magnus.[4] Denne Kristjern havde dog allerede før denne episode demonstreret sin magt i forhold til kongen ved at såre en af sine våbenbrødre i hirden. Dette burde have medført en hård straf men Niels turde ikke idømme Kristjern en sådan af hensyn til dennes frænder.[5] Kristjern var jo en af de ledende mænd i Trund- slægten og denne slægt har Niels sikkert ikke set nogen grund til at lægge sig ud med da de var stærke nok til at kunne true selv kongen. Nogenlunde samtidigt agerede Peder Bodilsøn temmelig selvstændigt på Sjælland. Opfyldt af gregoriansk reformiver og vækkelse iværksatte Peder og hans kapellan Nothold i 1123 en forfølgelse af sjællandske gejstlige for at gennemtvinge cølibatskravet. Denne foregår tilsyneladende med væbnet magt og forfatteren af Roskildekrøniken bebrejder implicit Kong Niels for ikke at have standset den.[6] Endnu værre bliver det da Peder og biskop Eskil af Roskilde fordriver kong Erik Emune fra Sjælland i 1136 eller 1137.[7] Denne alliance fortsætter tilsyneladende, og i 1137/38 er det Peder, ikke kongen; Erik Lam (Erik Emune var i mellemtiden myrdet), der afgør striden om Ærkebispedømmet til Eskils fordel.[8] Måske skete dette på trods af at kongen støttede en anden kandidat; Rik/Riko af Slesvig,[9] hele forløbet omkring Eskild valg er lidt uklart i kilderne idet Saxo og Roskildekrøniken giver modstridende oplysninger.

En norsk stormænd af samme kaliber i midten af det 12. århundrede var Erling Skakke. Denne var af stor slægt og blev gift med en datter til kong Sigurd, drog på pilgrimsfærd/korstog (vore dages skelnen deltes tilsyneladende ikke af datidens agenter), og var Kong Inges fremmeste rådgiver og hærfører.[10] Da Inge var fældet og Håkon konge over Norge samlede Erling sine og Inges gamle venner og støtter i en alliance med formål at styrte Håkon og få Erlings søn, Magnus, valgt til konge. Dette lykkes, men mange kampe med stormænd, som havde støttet Håkon var nødvendige før der var fred i landet og ærkebispen i Trondheim i 1164 kunne salve og krone Magnus, som den første norske konge af guds nåde.[11] Også i Norge fandtes således stormænd med magt til at udfordre konger.

I Danmark agerer Hviderne altså i to tilfælde selvstændigt i forhold til kongemagten; i det ene endog i direkte opposition, Kristjern handler direkte imod kongen i to tilfælde og Peder Bodilsøn optræder selvstændigt (nærmest som konge af Sjælland) i to tilfælde mens han i et tredje tager del i en fordrivelse af en regerende konge. Derudover kan vi se at disse magtfulde mænd kunne rejse sag på tinge mod kongens søn og dette kan de kun have gjort hvis de har haft et håb om at det skulle kunne lykkes dem at få den ønskede hævn. En hævn som de kun kunne opnå hvis de kunne mønstre nok styrke til at udfordre kongen selv idet der jo ikke på denne tid fandtes en uafhængig dømmende eller udøvende magt.

Hvad var det, der gjorde at disse stormænd kunne agere så selvstændigt?

Først og fremmest var det rigdom, og rigdom i middelalderen regnedes som i ethvert andet agrart samfund i jord- hvad der er en fordel for vi kan så beregne den.

Johansen og Halding har beregnet Hvidernes jordejendomme i det 12. århundrede på baggrund af donationer til forskellige gejstlige institutioner.[12] Deres beregninger viser at Sune Ebbesen, Absalon Assersøn og Esbern Snares jordejendomme sidst i århundredet var endog overordentlig omfattende. Ved Sunes død i 1187 ejede han 480 bol, eller ca. 1500 gennemsnitsgårde fra 1600- tallet. Dette var 10% af Sjællands jord. Absalon ejede ca. 500 sådanne gårde ved sin død og Esbern ca. 650. Asser Rig, Esbern og Absalons fader ejede ifølge Halding og Johansen ud fra disse beregninger 1600- 1700 1600- tals gennemsnitsgårde[13] og de angiver at standardstørrelsen på Hvide- godser blandt Skjalms oldebørn omfatter Ca. 600 gårde.[14] Hviderne var på dette tidspunkt altså meget rige. Noget af denne jord var givetvis kommet til som belønning til slægten for dens loyalitet mod kongemagten når jord blev konfiskeret fra politiske modstandere, men Hvidernes kerneområde var hele tiden Sjælland og Skjalms store rolle og uafhængige ageren bliver lettere at forstå når man ser på hans efterkommeres godsrigdom; meget af den jord hans efterkommere ejer kan have været i slægtens eje helt tilbage fra Skjalm eller endnu før. Det bliver dermed også let at forstå Kong Erik Ejegods ønske om at knytte denne mægtige Sjællandske stormand tættere til sit eget alliancenetværk ved at lade ham fostre sin søn; Knud Lavard.

Det kan i den forbindelse nævnes at flere af disse stormænd siges at have deres egne skibe (som de nævnte i forbindelse med korstoget 1191) og at et fuldt udrustet langskib sent i vikingetiden kostede mere end hvad der svarer til ca. 4000 køer[15] og det er jo en betydelig rigdom, som blot understreger disse stormænds magt, selvom prisen kan have svinget i det efterfølgende århundrede.

I første halvdel af det 12. århundrede var det imidlertid Peder Bodilsøn og dennes slægt, der spillede den største rolle på Sjælland; en strid mellem Eskil Krisjernsøn af Trundslægten og Kong Erik Emune udviklede sig, og Eskil søgte støtte hos Peder, måske fordi deres slægter allerede var nært forbundne.[16] Peder var en magtfuld mand og han formåede at få sjællænderne til at slutte op bag sig og fordrive kongen.[17] At han var mægtigere end Hviderne ses af at han og Eskil kan indkalde til sjællandsk landsting og der kræver gidsler af Hviderne, på hvem de ikke stoler, og true med tab af boeslod hvis de ikke adlyder.[18]

Hviderne er dog trods alt for mægtige til at truslen bliver til noget (eller kongen intervenerer med sine jyske støtter inden en intern sjællandsk fejde mellem magnaterne, der jo ville være en trussel mod rigets stabilitet). Under alle omstændigheder viser episoden, samt de to andre nævnte, at det er Peder Bodilsøn, der fører det store ord på Sjælland i den første halvdel af det 12. århundrede. Og de antyder dermed at han må være sjællands mest magtfulde eller ansete magnat. Der findes ingen optegnelse af Bodilslægtens jordbesiddelser som der gør for Hviderne, men flere antydninger af at de har været i samme størrelsesorden, i starten af 12. århundrede sikkert endda større.[19] Saxo angiver at parterne forliges ved Eskils far (Krisjern Svensøn) og farbrors (sikkert Eskil Svensøn som Michael Kræmmer kalder Eskil Hærfører[20] som vel har været en af den jyske flådes ledere) råd. Disse var som Eskil repræsentanter for den sidste af de betydende slægter vi kender fra det 12. århundrede; Trund- slægten.

Denne tilsyneladende jyske slægt havde både besiddelser og alliancer i resten af landet,[21] og var nært knyttet til Bodil-slægten. Derudover var slægten i høj grad knyttet til kongemagten idet Trundsønnerne Svend og Astrad sammen med Erik Ejegod og Benedict var Knud d. Helliges nærmeste hirdmænd.[22] Slægten havde derefter stigende betydning i kredsen omkring kongen, Kristjern var hirdmand for Niels (om end forholdet endte med spænding), og spillede tilsyneladende med sin bror Eskil en stor rolle som rådgiver under Erik Emune og Erik Lam. Under førstnævnte står han tilsyneladende bag opgøret med Harald Kesjes slægt,[23] og det er, ifølge Saxo, reelt ham, der vælger Erik Lam til konge ved sin anbefaling på tinge.[24]

Ligeledes besætter slægten mange topposter indenfor kirken og Danmarks første ærkebiskop; Asser Svendsen, er Kristjerns bror. En anden bror; Svend, er biskop i Viborg. Efter Assers død i 1137/1138 blev hans nevø Eskil Kristjernsøn, som nævnt ved Peder Bodilsøns mellemkomst, udnævnt til den magtfulde post som Ærkebiskop.[25]

Uheldigvis for Trund-erne kommer den åbenbart ret stridbare Eskil i konflikt med kongen og slægten bliver efterhånden fortrængt af Hviderne i kraft af disses faste alliance med kongemagten/kongeslægten gennem flere generationer. Bodilsslægten derimod fortsætter med at donere gaver og bevidne dokumenter til først i 1200-tallet.[26] Trundernes jordbesiddelser er endnu dårlige kendt i nutiden end bodilslægtens, kun ved vi at Kristjerns sårhug på en anden hirdmand gjorde at kong Niels fastsatte bøden for en sådan brøde til 3 gange 40 mark samt 2 mark guld i bodsgave.[27] En stor bøde, men ganske sikkert ikke større end at Kristjern har kunnet udrede den uden at gøre et alt for stort indhug i sine besiddelser; dette ville jo kunne skærpe striden mellem ham og kongen, hvad Niels med sin generelle behandling af den mægtige Kristjern ikke så ud til at være interesseret i.

Det er altså tydeligt at vi kan udskille tre kendte slægter/slægtskollektiver med en betydelig rigdom og selvstændig magt. Nok til at de kunne agere yderst selvstændigt overfor kongemagten i deres eget område. Det er sandsynligt at der har været flere som disse som vi blot ikke kender fra vore skriftlige kilder. Følgende skal vi forsøge at fastlægge deres forhold til kongemagten og hinanden nærmere; det ser ikke ud til at de var kongens lydige tjenere og undergivne. Hvad var de så?

[1] Saxo II, 1979, s. 244f

[2] Lund, 1996, s. 212ff, Lund bemærker at fremhævelsen af enkeltpersoner viser meget om den enkelte forfatters tendens, det gør den også men det kan hænde at den, der rejste sagen på tinge og rent faktisk havde hævnen blev anset for lederen af hævntogter og sager. Dette ser vi eksempler på i Njals Saga hvor det ikke altid er de fornemste personer i alliancerne, der leder hævnen eller sagen om den men snarere den nærmest beslægtede eller den han/hun har overgivet sagen. Se f.eks. Njals Saga, 1965, s. 179ff, hvor Njals nevøer kaldes rette eftermålsmænd og overgiver selve forfølgelsen af sagen om indebrændingen af Njal til Maar Valgerdsson.

[3] Saxo II, 1979, s. 281, Roskildekrøniken hævder at det var Erik Emune og Harald Kesje, Knuds brødre, der startede oprøret. De nævnte stormænd havde tilsyneladende mest at tabe ved Knuds død og det forekommer troligt at de i det mindste har haft del i at rejse sagen på tinge (se Hermanson, 2000, s. 99), igen er dette konsistent med den fremgangsmåde vi har beskrevet i de islandske sagaer. Se f. eks. hvorledes Njals netværk samler sig til eftermål og mandebod i Njals Saga; Njals saga, 1965, s. 178ff.

[4] Saxo II, 1979, s. 287f.

[5] Hermanson, 2000, s. 91, Kræmmer, 1999, s. 123, Svend Aggesen, 1916, s. 19f.

[6] Roskildekrøniken, 1979, s. 24.

[7] Saxo, 1979, II, s. 14, Hermanson, 2000, s. 156.

[8] Roskildekrøniken, 1979, s. 34.

[9] Saxo, 1979, III, s. 14 og 16.

[10] Heimskringla, II, s. 296f, 300, 307, 313ff, og 325.

[11] Heimskringla, II, 329ff, parallellen til Valdemars salving og kroning af sønnen Knud er indlysende.

[12] Johansen og Halding, 2001, s. 82ff.

[13] Johansen og Halding, 2001, s. 90.

[14] Johansen og Halding, 2001, s. 95.

[15] Clarke, 1999, s. 54.

[16] Hermanson, 2000, s. 156.

[17] Saxo skriver ”Petri Botyldæ filii colgium nactus, auctoritate, quam primam inter Sialandenses habebat.”, Hermanson, 2000, 156. Jørgen Olrik oversætter det som var Peder leder af sjællændernes leding og rejste denne mod kongen, Saxo, 1979, III, s. 14. Niels Lunds undersøgelse viser dog at ledingen ikke eksisterede i den form på det tidspunkt. Man kan dog have mistanke om at Hermansons oversættelse vel også er farvet af hans opfattelse af tidens samfund. Jeg har derfor fået en latinskkyndig bekendt til at oversætte det og han bekræfter Hermansons fortolkning at teksten refererer til Peder som havende den største autoritet/magt på Sjælland; ”Primam auctoritate”.

[18] Saxo, 1979, III, s.14.

[19] Ulsig, 1968, s. 22ff, bl.a. er Peders godsgave da han, med sin mor, grundlægger St. Peders kloster 3 til 4 gange større end Hvidernes til deres klostergrundlæggelse i Sorø.

[20] Kræmmer, 1999, s. 124.

[21] Kræmmer, 1999, s. 123, Hermanson, 2000, s. 91, sidstnævnte beretter at nogle forskere anser Trund-erne for at være en skånsk slægt.

[22] Kræmmer, 1999, s. 123, Hermanson, 2000, s. 159f. Dette våbenbroderskab gav sig, ifølge nogle forskere, udslag i ægteskab mellem Erik Ejegod og Trunddatteren Bodil, Kræmmer, 1999, s. 123, Hermanson, 2000, s. 162f angiver at E. Christensen og C. G. Schultz propagerer at dette er en fejl beroende på en forkert oversættelse. Hermanson tilslutter sig selv denne fortolkning, her skal ikke tages stilling men blot konkluderes at der var en nær tilknytning mellem kongemagten og Trund-erne i første halvdel af det 12. århundrede.

[23] Kræmmer, 1999, s. 123 antyder at han var den virkelige regent under Erik Lam, Hermanson, 2000, s. 164 kommer med iagttagelsen om Krisjerns rolle i udryddelsen af Haralds slægt. Saxo, 1979, III, s. 10ff bekræfter Kristjerns rolle som rådgiveren bag denne grumme dåd.

[24] Saxo, 1979, III, s. 16f.

[25] Roskildekrøniken, 1979, s. 34, Saxo angiver et andet hændelsesforløb men er generelt fjendtligt indstillet overfor Trund-erne, Saxo, 1979, III, s. 14ff, han angiver ligeledes at Peder Bodilsøn var død hvad han ikke var idet han optræder som vidne på diplomer og breve indtil 1142. Om Saxos fjendskab mod Trund-erne, se Hermanson, 2000, s. 159 og om tidspunktet for Peders død s. 157.

[26] Hermanson, 2000, s. 157, hvad der herefter sker med slægten vides ikke men dens grene kan have været delt for meget på dette tidspunkt til at følge i kilderne. Kun de specielle forhold omkring Hviderne og Sorø kloster gør det muligt at følge disse frem til ~1300 hvorefter selv de sikkert ikke længere har følt sig som en slægt, Johansen, M. & Halding, H., 2001, s. 13.

[27] Ulsig, 1968, s. 23.