3. 4 Gæstebud og gavers betydning i Jernalderen

3. 4 Gæstebud og gavers betydning i Jernalderen

Hedeagers beskrivelse af centraliseringsprocessen i prestigevaresystemet postulerer at den gavmilde stormænd oprettede og opretholdt de alliancer han byggede sin magt på ved uddelingen af gaver i form af prestigevarer. Det skal følgende forsøges at belyse om dette forholdt sig således ifølge beskrivelsen i de samme skriftlige kilder.

Tacitus beskrivelse af de tidlige germanske stammeforbund fortæller ikke meget om deres samfunds organisation, dog beretter han i Germanien hvordan de germanske Comitatus (Følge, Hird) forventer at blive belønnet af deres høvding, både med heste, våben og fester.[1] Og allerede Tacitus iagttager skarpt hvorledes midlerne til denne gavmildhed kan kun erhverves ved krige og plyndringstogter.[2] Tacitus beretter endvidere at de tapreste blandt de germanske stormænd ikke arbejder, men kun driver den af og slås og derfor modtager gaver fra resten af stammen til deres forsørgelse mens nabostammerne må betale tribut i prestigevarer[3] (vel for at slippe for plyndring).

Fra Tacitus har vi også oplysningen at intet andet folk ofrer mere på fest og selskabelighed end germanerne, at gæstevenskab sættes højt hos dem og at man gav gaver til sine afrejsende gæster[4]. Vor gode romerske moralist beretter ganske vist at gaverne ikke forpligter, men med vores kendskab til gavens forpligtende karakter i primitive samfund og i senere germanske må vi tro at han her snarere indirekte kritiserer en romersk skik. Vi ved også fra Tacitus beretning om felttoget mod cheruskerne at disses stormænd før angrebet på Varus holdt en stor fest.[5] Det virker sandsynligt at de fremmødte stormænd her har svoret at følge Arminus og at dette er blevet bekræftet ved deltagelsen i selve festen. Det kan altså se ud til at gæstebud og gavegivning spillede en stor rolle i oprettelsen og opretholdelsen af stormændenes alliancer omkring år 100 e.v.t.. Så langt Tacitus, hvad siger Sangen om Bjowulf os?

Ved ankomsten til kong Roars hal må Bjovulf og hans hird vente udenfor mens Roars hirdmand Vulfgar præsenterer dem for kongen,[6] og de må efterlade deres våben udenfor hallen. Kongen og Vulfgar benævnes for øvrigt her som venner og dette er konsistent digtet igennem; at kongens hirdmænd benævnes som hans venner og slægtninge.

I hallen er det tilsyneladende sådan at Roars hirdmænd sværger eder over drikken.[7] Og det er også sådan Bjovulf sværger at bekæmpe trolden Grendel.[8] Hirdmændenes særlige fællesskab bekræftes tilsyneladende også ved deres bordfællesskab, i hvert fald beskrives kong Hermod meget negativt for at have fældet sine fæller ved bordet.[9] Det drejer sig vel om hans hird og slægtninge.

Rangfølgen ved bordet berøres kort i forbindelse med Bjovulfs hjemkomst til gøternes land idet det siges at han før sine heltegerninger ikke blev regnet for noget og derfor ikke blev givet ”meget mandeværd på mjødbænkesædet”[10]. Og da hen beretter om sin rejse siger han at han blev anvist en god plads i kong Roars hal[11].

Hallen spiller desuden i sig selv en stor rolle som ramme for gæstebudene igennem hele digtet, ligesom stormanden demonstrerer sin magt og storhed ved at bygge let synlige og imposante haller som del af sit gårdanlæg. Disse haller figurerer prominent i de arkæologiske fund gennem hele jernalderen og vikingetiden, og de var virkelig store og imponerende.[12]

Kongen; Roar, benævnes i dette digt som skattens skænker,[13] ringenes giver[14] og lignende, der symboliserer hans gavmildhed med gaver og således bliver konger besunget hele digtet igennem. Bjovulf bliver da også meget gavmildt belønnet for sin tjeneste med heste og hestetøj, et banner, brynje og hjelm, og et mægtigt sværd, alt sammen guldindlagt.[15] I forbindelse med hele ceremonien i hallen er det interessant at se dronning Vealteovs rolle som formidler af kongens gavmildhed. Det er hende, der træder frem ved velkomstgildet, hilser krigerne og byder bægeret med mjød rundt.[16] Og det er også hende, der tager initiativ til at skabe et venskabsbånd mellem Bjovulf og hendes sønner med Roar.[17]

Ligeledes berettes det hvordan den gøtiske kong Hygelaks dronning; Hygd, giver guld og siges i forbindelse med hendes søsters dadelværdige optræden at en dronning bør være ”en væver af fred”.[18]

Dronningen og andre kvinder af kongeligt blod er altså ikke forvist til blot at være formidler af fyrstens gavmildhed, men kan også påvirke politiske begivenheder.

Dette venskabsbånd og dermed alliance mellem daner og gøter bekræftes igen med gaver fra Roar til Bjovulf, denne gang er det armringe og en halsring[19] og er egentlig en genskabelse af et gammelt venskabsbånd mellem Roar og Bjovulfs far. andre gaver nævnes ved Bjovulfs opgør med dragen hvor hans slægtning og hirdmand Viglaf skoser de andre hirdmænd for ikke at turde følge deres konge i kampen. Bjovulf roses her for sin store gavmildhed og Viglaf ægger forgæves sine fæller til at gengælde gaverne som de bør, med troskab i kamp til døden om nødigt.[20]

[1] Tacitus, 98 e.v.t., 14.3- 14.4.

[2] Tacitus, 98 e.v.t., 14.4.

[3] Tacitus, 98 e.v.t., 15- 16.

[4] Tacitus, 98 e.v.t., 21.2- 22.

[5] Tacitus, ~100 e.v.t., s. 337.

[6] Bjowulf, 2001, s. 47f.

[7] Bjowulf, 2001, s. 52.

[8] Bjowulf, 2001, s. 57f.

[9] Bjowulf, 2001, s. 96 og 129.

[10] Bjowulf, 2001, s. 113.

[11] Bjowulf, 2001, s. 107.

[12] Gudme, Tissø og Lejre er de mest kendte og indlysende eksempler.

[13] Bjowulf, 2001, s. 57.

[14] Bjowulf, 2001, s. 77.

[15] Dette er endnu en usikker indikation af at digtet hører til i Germansk Jernalder da dette er den langt guldrigeste tid blandt germanerne i vores forhistorie, guldet præger alle pragtgenstande i store mængder (sikkert fredsbetalinger fra det østromerske rige til barbarerne). I vikingetiden som digtet ellers kunne henføres til er det sølvet, der dominerer. Men, dette kan jo bero på digterisk frihed og ”guld” kan blot symbolisere rigdom, både i vikingetiden og op i højmiddelalderen finder man skjalde, der besynger gavmilde fyrsters gaver af guld (for at få dem). Mængder af eksempler kan f.eks. findes i de norske kongesagaer.

[16] Bjowulf, 2001, s. 57.

[17] Bjowulf, 2001, s. 77f.

[18] Bjowulf, 2001, s. 104f.

[19] Bjowulf, 2001, s. 78.

[20] Bjowulf, 2001, s. 138.